NETNYMFOMANI M/K

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Først var jeg modvillig. Siden blev jeg netnymfoman m/k.

For eksempel var jeg den sidste på min arbejdsplads, der accepterede e-post – det  hed det den gang – som dagligt kommunikationsmiddel. Opslagstavlen med tegnestifter var efter min opfattelse tilstrækkelig effektivt. Foran den kunne man oven i købet træffe kolleger og udveksle et par stående bemærkninger.

Socialt og informativt.

Da jeg opdagede, at jeg efterhånden stod helt alene, når jeg læste de fysiske opslag, bøjede jeg ryg og blev en af dem, der indtil flere gange om dagen lænede sig frem mod computeren for at læse det, der tidligere kunne klares i opretstående stilling en enkelt gang om dagen.

Men jeg fik smag for informationsteknologi, da en kollega gav mig en personlig lektion i, hvordan man med få klik, lidt held og en anelse tålmodighed – det krævedes den gang, kunne læse helt aktuelle nyheder på såkaldte netaviser. Jeg husker hverken dato eller år, men nu små tyve år efter husker jeg tydeligt triumfen i kollegaens blik, da han så, at jeg bed på.

Og efterhånden gled følgende fortælling om en kolonibestyrer i Grønland og hans gamle husholderske helt væk. Den havde jeg, dansker i Finland, ellers i mere end tyve år levet højt på, når de postbårne nyheder og breve fra fædrelandet var flere end to dage undervejs.

Her er anekdoten:

Hver sommer kom der skib fra Danmark med forsyninger til kolonibestyrerens afsides beliggende bygd. Blandt meget andet fandtes en komplet årgang af hans elskede avis. Hver morgen på dato, om end med et års forsinkelse, fik han bragt den ind sammen med morgenkaffen, så han i fred og ro kunne følge med i verdens gang.

Det var dagens lykkeligste stund.

Så skete det et år, at pakisen lagde sig tidligere end forventet. Skibet nåede ikke frem, hvad der selvsagt betød, at kolonibestyreren ville blive snydt for avisen. Heldigvis havde den gamle husholderske være så forudseende, at hun havde gemt den seneste årgang. Den fik han så, nu med to års forsinkelse, morgen efter morgen på den rigtige dato, og stadig til hans store tilfredshed, bragt ind sammen med morgenkaffen.

Indtil jeg fik smag for internetbårne aviser med deres breaking news, som jeg kunne se på præcis samme tidspunkt som enhver anden på vor runde klode, læste jeg anekdoten om kolonibestyreren som en fortælling om, at nyheder også er betydningsfulde, selv om de er gamle. Det paradoks kender enhver historiker. Verden forandres sjældent på en enkelt dag, og de par dage fra eller til gjorde mig lige så lidt, som et eller to års forsinkelse gjorde kolonibestyreren.

Hvor langt jeg var kommet væk fra denne intellektuelt betonede approach til nyheder slog mig for et par uger siden under verdensmesterskaberne i foldbold. Jeg var på vej til Helsinki Airport med et par gæster, der var livligt interesseret i fodbold. Undervejs i bilen livestreamede de en kamp, hvor der blev dømt straffespark. Passageren på forsædet holdt sin smartphone, så ham på bagsædet kunne se med. Jeg, den ansvarsfulde motorvognsfører, kunne ingenting se, bare høre reporterens ophidsede stemme og fornemme en fortættet stemning brede sig i kabinen.

Men jeg ville være med og dele oplevelsen! Nyheden om et eventuelt mål var ikke nok. Hvad gjorde jeg? Jo, resolut drejede jeg ind på en sidevej, der egentlig ikke var beregnet til parkering, og meldte mig blandt tilskuerne tidsnok til at se bolden ryge direkte i nettet.

Flot mål. Det gik lige til hjertet. Præcis som så mange andre flotte mål. Sådan, tænkte jeg, har nettet fyldt mit liv med balsamiske oplevelser, som jeg uden hensyntagen til, at det bringer mig på kant med færdselsloven og god trafikmoral, ikke kan eller vil undvære.

Nå, og hvad så, sagde jeg til mig selv, lad gå, for det skader jo ingen.

Sådan tænkte jeg indtil i dag – præcis i dag den sidste dag i juli 2018. Klokken var 0815. Da blev jeg klogere, og det var ikke spor behageligt.

Skrev jeg mig selv ind i et romanforløb, kunne jeg anføre, at mit blod frøs til is, og at det var derfor, jeg kom til at tænke på den danske kolonibestyrer i det grønlandske og på det ishelvede, der hindrede ham i at få hans daglige, hjertevarmende avis med ét års forsinkelse.

Men der var ikke megen kulde at hente i min oplevelse. Tvært imod. Jeg sad på terrassen i tiltagende varme og læste en klumme i Dagbladet Information. Den var skrevet af John Harris, journalist og politisk kommentator for The Guardian, og havde den tiltrækkende overskrift:

Vores smartphones truer nu hele planeten.

Det korte af det lange var, at smartphonen, som du og jeg lige nu kan mærke bliver varm, er et billede på, at

klodens datacentre inden længe forventes at sætte et større kulstofaftryk på det globale klima end hele den internationale flytrafik.

Der står man så – eller som jeg faktisk gjorde: sad på min terrasse, og så på min skærm, som du lige nu, kære læsere, ser på din skærm, og begyndte at længes ind i stuen, hvor airkonditioneringsanlægget gik for fuld kraft og nådigt pumpede kold luft ud, så jeg, når jeg havde fået nok af den monstrøse, formodentlig klimarelaterede sommervarme, kunne gå ind og fortsat generere et stadig øgende Co2-aftryk med min iPad.

Og jeg, som sad og troede, at det var kolonibestyreren, der var et dårligt begavet miljøsvin, fordi han læste årsgamle aviser, det havde kostet skove at fremstille, og flere tusind kilometers transport at få frem til hans morgenkaffe.

At jeg, en mand af god vilje og med rene negle, med min umættelige nyhedstørst er mange gange værre, har jeg endnu ikke rigtig fattet.

ANNONCE:

se min hjemmeside asgeralbjerg.fi

IDENTITETSPOLITIK

Sammen og lige meget værd,

 fra Fredrik med Bilen (1944)

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hvem er jeg er et typisk pubertetsspørgsmål, som hænger sammen med kroppens udvikling og den større erfaring og indsigt, som alderen fører med sig. I snæver forstand resulterer spørgsmålet i en opdagelse og styrkelse af personligheden som en selvstændig, enestående størrelse.

Men jeg’ets identifikation og udvikling af sig selv som krop og psyke er langt fra bare en afgrænsning til andre. Det er samtidig en genfinden sig selv i sammenhænge, som før var selvfølgelige: i forhold til forældre, søskende, køn, arbejde, kultur, samfund, religion, nation, hudfarve osv., men på en anden, mere bevidst måde.

Finde sin plads eller havne på sin rette hylde er velkendte begreber, som fortæller ikke bare om, at den enkelte tilhører fællesskabet, men også om, at den enkelte har haft mulighed for at være aktiv i processen, der førte ind i fællesskabet, og at den har ledt til et tilfredsstillende resultat. – Omvendt fortæller udtrykket ude af sig selv om en person, der ikke blot er højst forvirret, men også i sin forvirring har isoleret sig fra sin normale sammenhæng.

De i dag helt naturlige spørgsmål: hvad er det, der gør mig til noget helt specielt? og hvordan hænger jeg sammen med omgivelserne? hører til tiden efter Oplysningstiden og moderniteten og er derfor ikke mere end omkring 250 år gamle. Tidligere, da mennesker levede i fasttømrede, feudale hierarkier, kunne spørgsmålene knap nok stilles af almindelige mennesker. Svaret på det første ville være en stille hovedrysten, på det andet en irettesættelse og formaning om at  følge Guds og kongens vilje.

Vi er i en tid, før udtrykket: skomager, bliv ved din læst, gav mening, for hvad kunne skomageren den gang i feudaltiden, da håndværkerlavene bestemte produktionen, andet end at blive, hvor han var sat?

I dagens verden, der er mere åben for ideer, rejser og udveksling af varer end nogensinde, er den anden del af identitetsproblematikken, der handler om at søge sammenhænge med andre, paradoksalt nok stærkt nedtonet eller ligefrem sat i skammekrogen. Den nye trend går under betegnelsen identitetspolitik og handler om at begrænse identifikationen med andre og netop ikke om indlevelse og empati som forudsætning for en harmonisk udvikling af familie, samfund osv.

I stedet skal forskellene markeres.

Når det er sagt, skal jeg skynde mig at tilføje, at identitetspolitik har været nødvendig og stadigvæk har sin berettigelse for at styrke forskellige gruppers liv, rettigheder og muligheder. Mangfoldighed er vigtig og en garanti for et demokratisk samfund. Men hvis den såkaldte sammenhængskraft dyrkes udelukkende i forhold til ens egen gruppe, kan det fælles samfund styrte sammen.

Den seneste tids paradeeksempel på betoning af forskelle og nedtoning af empati og indlevelse finder vi i debatten, om Scarlett Johanssons, en ikke transkønnet skuespiller, kan og bør påtage sig at spille rollen som en transkønnet person. – Afledte spørgsmål handler om, hvorvidt en hvid, heteroseksuel mandlig forfatter har ret til at skrive en roman om en sort, lesbisk kvinde. Og så videre.

Med andre ord er vi mentalt tilbage i en periode, hvor det var selvfølgeligt, at skomageren blev ved sin læst.

Den fællesskabsskabende tanke, som ligger i forestillingen om, at egenskaben at være menneske er en universel egenskab, der trodser alle forskelle med hensyn til fødsel, køn, nationalitet med videre, mistænkeliggøres i dag og sættes ud af kraft. Dynamikken i forestillingen om, at vi er den, vi bliver, at for eksempel en skomager kan blive bager, og at udvikling og forandring i retning af et voksende fællesskab, der ikke styres af gode viljer, men af gode viljers evne til at træffe aftaler til bedste for alle, overstråles af forestillinger om, at man ikke alene skal være sig selv, men sig selv nok.

Denne indstilling kan hver dag aflæses i den nationale identitetspolitik, som stærke politiske partier og bevægelser i nordiske lande, i gamle Øststater, i Mellemøsten, i USA, Rusland m.v. står for. Den virker konfrontatorisk som pubertetsbarnets kamp for at få plads til sig selv og sine opblussende forestillinger om sit selvs enestående status og ret på bekostning af andre og skaber uovervindelige svælg.

Dem og os.

Eller?

Dagbladet Information bragte i dag et af den slags nuancerende dementier på den nationalistiske identitetspolitiks berettigelse, der i dagens store mediebillede får alt for lidt plads. Martin Ågerup, direktør for den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, nævner i debatindlæg, at

83 procent af ikkevestlige  indvandrere har danske venner, en tredjedel taler primært dansk i hjemmet, og 80 procent af de muslimske nydanskere er tilhængere af demokrati.

Jeg vil forsøge at huske tallene, hvis jeg en dag skulle løbe ind i fx Dansk Folkepartis udlændingeordfører. Formodentlig vil han, som en anden pubertetsdreng, sige, at det ikke er godt nok, før det er 100 pct.

Hvortil jeg vil svare, at tallene viser, at det er på vej i en retning, der giver mulighed for et tættere fællesskab, og at det er mit udgangspunkt for at være velfornøjet.

Læs min hjemmeside: asgeralbjerg.fi

ANNONCE: