FALDENDE SNE

1 blandt 121 iskrystalkategorier

PROFIL

Asger Albjerg 

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Snefnug dannes ved, at vandpartikler fryser fast til en mikroskopisk urenhed i luften. Det kan være et støvkorn fra en stjerne i universet, sporer fra svampe eller et minimalt sandkorn. Ved 0 til minus 5 grader bliver snefnuggene flade med flotte, symmetriske strukturer. Er det koldere, bliver snekrystallerne mindre og nåleagtige og stikker i huden, når de hvirvler ned fra himlen.

De flade fnug er gode til sneboldkampe og til at bygge snemænd af, fordi man kan få dem til at klistre sammen. De mindre har et mere løst forhold til hinanden og er velegnede til skiløb, fordi de ikke klamper.

Det siges, at alle snefnug er ulig hinanden, fordi de er danset ned gennem luften under forskellige omstændigheder – milliarder af forskellige omstændigheder i helt almindelig luft.

Svimlende!

Benovelse er den følelse, jeg altid bliver ramt af, når vinterens første sne fylder luften og lægger sig. Jamen kan det virkelig være rigtigt med al den forandring, der gør alting så fint? Jeg overvældes af glæde. Alt er som nymalet, uden at jeg har behøvet at løfte en finger!

Engang brugte jeg løs af sneen til snebolde og skiløb, i dag sker det mere sjældent, nu bruger jeg den mest til at skovle væk, så bilen kan køre, og taget ikke braser ned og havner i stuen. Men når oplevelsen af sneens skønhed er blevet en vane, når der er gået timer med skovl og sneskubber, og sneen stadig lægger sig, er det let at bliver grebet af irritation – måske ligefrem vrede: Man vil skubbe den ad helvede til, sneen, så den hurtigt kan smelte væk og aldrig komme igen.

Så langt ude er jeg endnu ikke kommet. I dag, mens jeg skovlede løs, henfaldt jeg tvært imod til en munter trallen på Thorvald Aagaards melodi til Sneflokke kommer vrimlende af Jeppe Aakjær. Det der med vrimlende passede nu  ikke til virkeligheden, for sneen kom sagte dalende. Jeg lukkede munden, og i stedet begyndte mit indre øre at lytte til en anden yndlingsmelodi, nemlig Poul Hamburgers tonesætning af Helge Rodes Der er ingenting i verden så stille som sne, når den sagte gennem luften daler, og minsandten om ikke radioens pigekor lod sig se i et glimt for mit indre blik.

Det var så dansk-nationalt, at jeg her midt i den finske vinter ikke var helt sikker på, om vandet, der løb ned ad kinderne, var tårer, eller bare smeltede fnug fra den faldende sne.

 Da jeg et kvarters tid efter afslutningen på dagens sneskovlen havde sat mig med den sædvanlige belønning for arbejdet, skoldhed kakao med flødeskum, listede ordene faldende sne sig igen ind i min bevidsthed.

Hvordan var det nu, det lød?

Ikke noget med muntre snestorme eller en stilhed større end al anden stilhed, men – jo, det var jo på svensk, det var, og prosa.

Jeg fandt bogen, Peter Englunds Tystnadens historia och andra essäer fra 2003. Og mens jeg langsomt sugede den hede drik under sval flødeskum i mig, læste jeg:

Jag har hört snö falla. Det var en vintereftermiddag i Uppsala. Jag hade vinglat mig hem från Carolina Rediviva genom ett ovanligt tätt snöfall, parkerat min cykel och gjort loss portföljen med böcker, då det inträffade. För några ögonblick var gatan längre bort tom på bilar och min omgivning tom på folk, och samtidigt stillnade vinden. Där fanns inga ljud. Där fanns bara jag, ensam i allt det vita. Och i det här plötsliga fönstret av tystnad varsnade jag något jag aldrig hört förut, och jag blev stående, blickstilla, för till och med mina pulsande steg, ja till och med min andhämtning, överröstade det. Det var ett mycket, mycket stilla frasande, fullkomligt riktningslöst, som ett svagt tinnitus, och som det tog mig någon sekund innan jag begrep. Det var ljudet av fallande snö.

Poetisk og prosaisk-realistisk på samme tid, denne lyd af stjernestøv, der med fastfrosset vanddamp i usandsynlige mønstre lægger sig over jorden som et ensartet tæppe.

ANNONCE:

Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi

INDESNEET

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

De seneste dage har jeg tilbragt i en lejlighed i Danmarks hovedstad, hvor jeg stående på gulvet eller på en stige, bøjende mig og strækkende mig og kravlende langsomt fremad eller baglæns sled skindet af mine handsker og huden af fingerspidserne i en sådan grad, at mobiltelefonen ikke kunne genkende mit fingeraftryk.

Ud over sandpapir korn 40, 60, 80, 120 lige op til korn 150 og 180 anvendte jeg hammer, stemmejern, kniv, huljern og diverse skrabere for at banke, skære, rive og slibe maling af dørkarme fra engang i slutningen af 1800-tallet.

Farverne, jeg sled mig igennem, var røde, brune, grønne, beige, sorte og cremede. Noget må være smurt på med en halmvisk, andet med pensel dyppet i sand, måske også med spartel eller med fingrene. Jackson Pollock kunne ikke have hærget værre.

Imens gik radioen med musik og nyheder. De handlede om Danmark. Det var lidt som at være i Amerika bortset fra, at nyhederne dér handler om Amerika.

Da malingen langt om længe var slidt af, skulle der spartles og slibes og spartles igen og slibes, og minsandten om ikke en tredje omgang i visse dybe sprækker og huller og mishandlede fyldninger og mærker efter slag med stumpe værktøj var uundgåelig. Affaldet efter arbejdet var små fem liter malingsflager og et fint, hvidgråt pulver samlet i to støvsugerposer bortset fra det, der havde lagt sig i hår og ansigt omkring støvmasken, slørede brillerne og blev skyllet ud i vasken.

Min teint var blevet rødflammet, men karmene jævne og pæne.

Da jeg endelig var færdig og havde grundmalet tre gange med afslibninger og finspartling imellem og bare manglede et par omgange med emaljeglans, var tiden gået og jeg skulle tilbage til Finland.

Dansende i flyets lyskegler var sneen det første, der mødte mig i lufthavnen. På parkeringspladsen havde den lagt sig som et dækken over bilen, og i rabatterne lå den dynget sammen i enorme bunker.

Det var, som om det gråhvide pulver, der i den snævre lejlighed havde taget plads i min bevidsthed og næsten fyldt den, blændet brillerne og proppet støvsugeren, havde flyttet sig med mig og nu var dalet ned som et næsten halvmetertykt dække, der hvirvlede imod mig på motorvejen hjem.

Sneploven havde skrabet en mur op langs indkørslen til huset. Her skulle der arbejdes, og da jeg efter de første skovlfulde løftede hovedet og indsnusede den skarpe, skære vinterluft, blev jeg opmærksom på brede flige af sne, der hang ud over husets flade tag. Det havde jeg rent glemt, nu vidste jeg, at det blev en lang aften med sneskovling før næste omgang sne, som bilradioen havde fortalt var i vente.

Oppe på taget med sneskraberen gik jeg i nogle sekunder i stå, mens jeg næsten fysisk sansede forskellen mellem det indelukkede og usundt støvede i min danske selvglæde med centrum i en forsnævret verden, og så følelsen af at være oppe under de høje himle, hvor verden udenfor blander sig og stiller krav om at følge med, så snestorme ikke overrasker med fatale følger.

Da jeg havde skubbet den sidste sne ned – én bunke på hver af husets fire sider, og kom ind, åbnede jeg for de korte, finlandssvenske radionyhederne. De tre første indslag kom fra den store verden: Frankrig, Brasilien og USA var det vist, det sidste drejede sig om en ny sundhedsreform, som også i dette land er under opsejling.

Endelig kunne jeg puste ud. 

ANNONCE:

Læs min hjemmeside asgeralbjerg.fi