PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Der var
engang.
Sådan begynder mange eventyr med handlingen henlagt til fortiden og med et
håb om en bedre fremtid, hvor det gode forenes med magt, og de onde kastes op i
luften og går ganske i stykker. Eventyrets helte stiller sjældent spørgsmål. Så
meget bedre er de til at give de rigtige svar.
For eksempel når den fattige kone rækker hånden frem mod den endnu
fattigere dreng og beder om en almisse, er det rigtige svar at give. For det
kan man så få en slæde, der kan køre af sig selv, og siden en prinsesse.
Eller når dronningen spørger, hvorledes prinsessen har sovet, så er det
bare med at smøre tykt på en ømfindtlighed, som var helt fraværende, da hun nogle timer
tidligere stod alene i den silende regn og bankede på.
Eller når trolden råber ingen mad i
dag, men i morgen, er det rigtige svar det, som tilhørerne længes efter at
høre, nemlig at drengen æder trolden fra hus og hjem uden, at han tør blive
vred. For bliver han det, skal han have strøet salt og peber i brede sår på både
bug og bag.
Men selve det at stille spørgsmål kan i andre sammenhænge være en dyd, som
fører en ud på en rejse mod det gode. Såfremt altså, at vi kan regne sandheden
for et gode, og at få den frem i lyset som et dobbelt gode.
At kritisere for at bygge op er en dyd, som i min erindring var bærende
inden for i hvert fald en del af humaniora i min studietid i de glade sen-tressere
og halvfjerdsere. Her blev åndelige fænomener forankrede i den materielle
verden på en helt anden og konkret måde end tidligere.
Alt kunne – og skulle udsættes for kritik. Der blev løbet storm mod normer,
der faldt som dominobrikker. En grundlæggende årsag til, at dette overhovedet
var muligt, var en fremherskende liberal samfundsånd, der hyldede den frie
forskning og havde tillid til, at forskerne gjorde deres arbejde, som de skulle,
og frembragte solide forskningsresultater
ved at gå i dybden.
Eller som det udtrykkes i Aarhus Universitets segl med billede af to
dykkende delfiner: Solidum petit in
profundis.
Sådan var det den gang, da 13-tallet belønnede det usædvanligt selvstændige.
Det var helt i det liberale universitets tradition og levede op til symbolikken
i billedet af de to dykkende delfiner. Den efterfølgende 12-skalaen, der
indførtes i 2006-07 kunne derimod, når den blev sammenlignet med 13-skalaen,
alt for let forstås som et indirekte angreb på evnen og modet til at tænke ud
af boksen. Karakteren 12 belønner således
den
fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål,
med ingen eller få uvæsentlige mangler.
Der er en verden til forskel mellem denne målformulering, der tæller fejl
og belønner den fejlfri reproduktion, og begrundelsen for 13-skalaens 13-tal,
der blev givet til
den
usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation.
Her er det positive udgangspunktet. Og som enhver forsker ved, er
det kritiske spørgsmål ofte det positives udgangspunkt og forskningens
livsnerve.
Afsavnet af det kritiske spørgsmål som dyd med det faktabaserede
svar som resultat hentet ud af det dyb, som ingen på forhånd kender, er i dag
ikke bare et symptom i en dansk karakterskala på, at der er noget galt.
Forskning som sådan ser i dag ud til at miste autoritet og fodfæste
i den del af verden, hvor der af tradition hersker en liberal verdensorden, og hvor
det rigtige svar – som i eventyret, leder til et bedre liv.
Derfor er der grund til at holde øje med, om den akademiske frihed, som studenteroprøret
og det, der fulgte, satte på prøve og nød godt af, er truet.
Den store trussel fra USA kan eksemplificeres ved præsidentens påstand om clean coal. Men også kravene om safe
spaces og alverdens trigger warnings er et utøj, der breder sig. Universitetet
m.v. er tvært imod et sted, hvor alt, der har at gøre med menneskelig
bevidsthed, skal udfordres og om nødvendigt provokeres. Det kan gøre ondt og
skal somme tider gøre ondt. Redningen er ikke psykiske painkillers – de fysiske
spreder allerede nok af død i landet, men at gå i clinch med problemerne. Somme
tider er livet hårdt, og svaret, der fører det gode med sig, kan kræve sin kvinde
eller mand.
Mere direkte end i USA er forskernes frihed sat under pres andre steder i
verden. Central European University,
som arbejder for frihed og demokrati i gamle østblokstater, har lukket sine
aktiviteter i Ungarn. I Tyrkiet lukker universiteter tvunget af den dér
magtfuldkomne præsident. I Venezuela, Nicaragua og Syrien ødelægger militære
konflikter den højere uddannelse.
I Finland taler den finske statsminister hånligt om all världens docenter, der skal kloge sig på lovlighed og
samfundsnytten af hans og hans regerings forslag. Tydeligst i dagens vidtgående
sundhedsreform, hvis lovlighed netop nu prøves iGrundlovsudvalget.
I Danmark oplever forskere krænkelsespolitikker som mundkurve.
Småting, kan man sige. Men ingen forsker skal se sig over skulderen af
frygt for repressalier ved at arbejde med forskning, der underminerer
politikeres holdninger.
Der kræves frisk mod og de rigtige svar på svære spørgsmål for at nå frem
til den lykke, som bliver Hans til del i eventyret Frisk Mod.
Der var engang.
Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi mens den endnu er der.
