 |
| Nogle dræber insekter, andre inviterer dem. |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Om hundrede
år er alting øde, for så er alle insekter døde, der er kun isbjørne tilbage,
for de lever af sæler, og sælerne lever af fisk, som næsten ikke lever af fluer
og andre insekter.
Nogenlunde sådan tænkte jeg, da jeg havde læst endnu en
alarmerende rapport om insektdød. Jeg indrømmer blankt, at mine tanker om
insekter og isbjørne ikke er på et bemærkelsesværdigt højt niveau hvad angår detaljerne.
På denne måde passer det godt til mit almindelige niveau inden for området
natur. Jeg kan navngive en mælkebøtte og en tulipan, og jeg ser klart
forskellen mellem en almindelig havepipfugl og en måge.
Det er ikke, fordi jeg sætter en ære i at mangle kundskaber. Langt
mindre vil jeg give min lærer i naturhistorie skylden, fordi hun pinte os med at
splitte blomster ad og tælle deres støvdragere og støvfang. Faktisk blev jeg
engang næsten forelsket i en pige, fordi hun fortalte om sit herbarium med tre
hundrede pressede planter, som hun kunne de latinske navne på.
Alle sammen!
Jeg vil også gerne fremhæve, at jeg ligesom Emil, husets hankat,
er fascineret af fuglene omkring fuglebrættet, om end af andre årsager. For
mens han ser flyvende føde, der til foråret formerer sig og får let jagede
unger, ser jeg en mangfoldighed af farver, former og bevægelser, lidt som i nogle
af Joan Mirós abstrakte malerier.
Endvidere må jeg tilstå, at jeg altid har elsket at gå i skoven,
hvor jeg naturligvis ser forskellene mellem de mange træer, men hvad de hedder,
interesserer mig ikke voldsomt og min manglende viden giver mig ikke den
mindste smule dårlig samvittighed. Det vigtige for mig er, at naturen er, hvor
den skal være, så jeg kan finde den nyde den på min egen måde. Hvilket
sprænglærde ornitologer sikkert også gør, når de spotter for eksempel en
mudderklire, benævner den med dens latinske navn hypoleucos og ved at fortælle, at den overvintrer ved Guineabugten
i Vestafrika.
Om årsagerne til de mest forskellige måder at forholde sig til
naturen på kan der sikkert skrives meget velmenende sludder. Visse går til den
med følelsen, andre med forstanden. Det korte af det lange er, at i det mindste
én ting forener fuldstændigt: Vi mennesker kan ikke leve uden naturen omkring
os. Skulle jeg sige det lidt drastisk, skulle jeg nok ikke bruge verbet leve, men erstatte det med overleve.
Altså:
Vi mennesker kan ikke overleve uden naturen omkring os.
Det er en opfattelse, som flere og flere får og ytrer sig om.
Således hørte jeg i dag på mit hold at entusiastiske
fritidsgymnaster lederen gøre opmærksom på, at om hundrede år blev der måske
ikke gjort gymnastik, fordi alle mennesker var døde på grund af insektdøden. Så
det gjaldt om at kile på, mens tid var.
En samstemmende mumlen mellem pust og støn på både finsk og svensk
gav hende ret.
Det er første gang i alle de år, jeg en gang om ugen eller mere
har forsøgt at holde kroppen i form ved at belaste den, bøje og strække den, at
jeg i gymnastiksalen eller for den sags skyld i omklædningsrummet har hørt
noget, der bare kunne minde om en politisk ytring.
Eller sagt på en anden måde: At tale for natur, klima og miljø er
i dag egentlig ikke noget, jeg vil anse for politisk. Det er en del af en almen
konsensus, at verden, som vi kender den, er ved at bukke under. Ikke bare af
utidige storme og høje temperaturer, hvis skadevirkninger der i højere eller
mindre grad kan kompenseres for ved at bygge diger og bruge solcreme.
Fokus har med rivende hast flyttet sig til insekterne, uden hvis
medvirken til at flytte blomsterstøv fra støvdragere til støvfang plantelivet
vil gå til grunde.
Og så er vi tilbage ved isbjørnene, fiskene og sælerne. Alt godt
fra havet. Det var derfra, det første liv engang mavede sig op på landjorden.
ANNONCE:
se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar