PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg er lige kommet hjem fra en tur til Berlin, mit
livs første. Så der var masser af grunde til at kuske rundt efter alle disse musts,
som venner havde anbefalet. Blandt andet en restaurant, hvor man blev frataget
synet ved indgangen, ikke bogstaveligt, men på den måde, at alt foregik i totalt
mørke, lige fra man blev ledt hen til sit bord, til maden var spist, og man kom
ud i lyset og så menuen. Her skulle en af pointerne ved besøget vise sig at
være overraskelsen over, hvor usikkert man smager i totalt mørke.
Men den oplevelse venter jeg med til en
anden god gang. For jeg var og er mest interesseret i at se. Det var en lyst,
jeg til overmål fik tilfredsstillet i lørdags, da jeg i selskab med min
veltrænede hustru var igennem alle attraktionerne på Museum Insel incl.
domkirken og dens 270 trappetrin med udsigt over et Berlin i hastig forandring.
Jeg talte ikke byggekranerne, der var formentlig ikke en for hvert trin, men
måske halvdelen, og allerede det er mange.
Et af de billeder, der på postkort, posters, køleskabsmagneter
og andet forfulgte mig, var det socialistiske broderkys fra 1979 mellem generalsekretæren
i centralkomiteen for Sovjetunionens kommunistiske parti Leonid Bresjnev og Eric
Honecker, Østtysklands regeringschef.
I mine øjne ser det ikke kønt ud, selv om det
er mere appetitligt end fotoet fra 1959 af den tudegrimme generalsekretær Nikita
Krustjov kurtiserende Hollywoods største sexsymbol Marilyn Monroe, som sender
fotografen sit mest forførende smil. Bukken og hykleren, begge på deres egen
måde i statens tjeneste.
Det billede, jeg ledte efter uden at finde
det, var fotografiet af broderkysset - der siden fik navnet dødskysset, mellem
førnævnte Erich Honecker og Sovjetunionens sidste generalsekretær Mikhail
Gorbatjov, der allerede da var i gang med store reformer i sit hjemland. Det er
fra efteråret 1989, på DDRs fyrre års fødselsdag, da landet var begyndt at
komme i oprør. Kysset virker ikke lige så saftigt som det tidligere nævnte
broderkys – den vanlige betegnelse for kysset mellem østledere, der således
bekræfter samhørigheden mellem deres lande, men her åbent for en noget
anderledes fortolkning, hvad der understreges af Gorbatjovs bemærkning til
Honecker:
Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet.
Hvorfor billedet af Honeckers og
Gorbatjovs kys ikke har opnået popularitet i Berlins kiosker og museer, forstod
og forstår jeg ikke, for set i bakspejlet indvarsledes her det gamles opløsning
og det nyes indtog sammen med kolde krigs afslutning – noget, man i Berlin ikke
er ophørt med at fejre.
Men der er så meget, man ikke kan forstå
på en glohed dag i Berlin i slutningen af juni, hvor temperaturen sniger sig op
imod 40 grader.
Set i sammenhæng med ovenstående kys
fatter jeg heller ikke, hverken nu, lykkeligt hjemkommet, eller i Berlin, det
dødskys, som den forhenværende formand for det danske Folketinget og nuværende
værdikriger Pia Kjærsgaard gav sit parti og sig selv, da hun helt solo, men i
en aldrig standsende flirt med seerne satte håneordet klimatosser i spil
som en del af forklaringen på Dansk Folkepartis knusende nederlag ved det netop
overståede folketingsvalg.
I stedet for en redningskrans er ordet
blevet en møllesten om halsen på hende og det parti, hun med knusende dygtighed
har været med til at skabe. One moment can change the game, som jeg engang
læste i en reklame.
Et funklende slagord for den politik, der med
massiv opbakning fra vælgerne endelig giver mening til frasen om Danmark i den
grønne førertrøje, kunne sagtens være
Vi er alle sammen klimatosser,
eller måske - som en genklang af østtyskernes taktfaste
råb i gaderne i oktober 1989 efter dødskysset mellem Gorbatjov og Honecker:
Wir sind das Volk.
Og så faldt den stat og det parti sammen, som
allerede var ved at smuldre.
PS Rejsen Berlin t/r foregik med bus.
ANNONCE:
