DET ER DANSK AT DELE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det var, mens jeg lå på knæ og rensede ukrudt i staudebedet pakket med importerede danske knolde. Et lille stykke Danmark her i Finland, plejer  jeg at kalde det. Min finske nabo må have listet, for jeg hørte ham ikke, før han stod lige bag mig.

– Mads Tofte, hviskede han.

Jeg for sammen, for i fantasien havde jeg været helt væk i min barndoms have på Sydfyn og min mors staudebed, havens helligdom.

– Kan du lide ham?

– Øh, muligvis. Hvem er han?

Min nabo satte sig på hug foran mig og gravede fingrene ned omkring en ordentlig svend af en mælkebøtte.

– Han er din landsmand, svarede han, mens han trak mælkebøtten op og kastede den over skulderen ind på græsplænen. Jeg så på hans hånd, der var kommet jord under neglene.

– Og så?

– Han har en adoptivdatter.

– Nå.

– Hun er fra Nigeria.

– Det er der sikkert mange, der er.

– Hun må ikke komme til smørhullet Danmark fra sit Niggerland.

– Du mener Nigeria?

Han rystede på hovedet.

– Jeg siger Niggerland!

– Hvad er det for ord, du bruger? Jeg forsøgte at finde hans øjne. – Her i min dejlige, danske have!

Min nabo tog et fast greb om en brændenælde og rev den op.

– Hun må ikke komme der nede fra, hvor bananen gror.

– Jamen det er jo den rene racisme, sagde jeg forarget.

– Lige min mening, svarede han. – Og ud over det er der tale om en manglende dansk selvforståelse, dyb som Marianergraven. Og ved du, hvem der står bag denne stupide racisme? fortsatte han med det lille smil, som jeg fandt modbydeligt, for det varslede en lang klamamse om noget, jeg ikke brød mig om at høre.

– Den danske stat.

– Nej nu!

– Du har åbenbart så travlt med at dyrke din have, sagde han spydigt, – at du ikke har opdaget, at der er en verden uden for Verona. Men hør nu efter:

Mads Tofte har i 20 år været en meget værdsat rektor for IT–Universitetet og har derfor fået en masse hædersbevisninger, bl.a. et ridderslag af din dronning. På et tidspunkt giftede han sig med en nigeriansk kvinde. Nede i Nigeria adopterede de en pige, Favour, der muligvis ellers ville være gået i hundene. Da det skete i Nigeria, foregik adoptionen selvfølgelig efter nigeriansk lov. Ok?

– Ok, svarede jeg, – og det var vel godt.

– Ikke det mindste godt, selv om de nu har hende som deres datter, og hun har dem som sin far og mor. Problemet er, at Favour ikke må komme til Danmark, fordi hun er adopteret efter en forkert lov. Ikke engang på besøg.

– Det kan da ikke passe.

– Det passer. Han holdt en kunstpause, jeg sagde ingenting.

– Og ved du hvorfor? fortsatte han endelig. – Det er, fordi I zenofobiske og racistiske danskere betragter jeres land som et smørhul, hele verden vil bo i for at få snablen ned i jeres velfærd og rigdomme. Uden modydelse. Selv et adoptivbarn med gennemordentlige forældre bliver i jeres optik en nasserøv, der bare venter på at komme til fadet. Og aldrig vil rejse ud, når hun først er kommet ind. I er som besatte af den ejermentalitet og egoisme, der er kommet i kølvandet på jeres velstand.

– Hej, hallo, stille, råbte jeg og løftede mig på knæene, så jeg kunne se ned på ham. Hvad med dine egne landsmænd? Og Sandfinlænderne, der efter det seneste valg kun er et hestemulehår mindre end Socialdemokratiet?

– Nu er det Danmark, det drejer sig om, afbrød han mig. – Og I har valg i morgen. På jeres nationaldag, på selveste frihedens dag, da jeres grundlov blev vedtaget for en hulens masse år siden.

– Stemmer, men hvad er det, du vil sige? Jeg viftede vildt med hænderne foran hans ansigt for at få ham slået ud af sin tankegang, og det lykkedes. Næsten. For efter et øjebliks tøven fortsatte han famlende.

– Jo, ser du, danske nabo, jeg tænker for eksempel på jeres omgangstone i trafikken, som er blevet mere og mere aggressiv. På gaderne, der i månedsvis flyder med det samme skidt? På gravide og gamle, der må stå op i busser og i metroen? På skrålende børn på restauranterne.

– Jamen – – – .

– Et øjeblik, nu er det mig, der har ordet. Og tro mig, der er mange andre måder at leve på end den danske, hvor det mest danske er en importeret, tysk juletræstradition, frikadellepligt i børnehaverne, og hvor otte cykler i en familie på fem er for lidt.

Jeg sagde ingenting, men satte mig tilbage på hælene og sukkede et jamen hvad med Finland? som han dog næppe hørte.

– Det er dansk at dele, siger I. Se bare ned ad din egen t–shirt. Han satte sin finger fyldt med finsk jord midt på maven af mig. – Men du ved sikkert, hvor den største gavmildhed findes? Jo, rigtigt, fortsatte han uden at vente på svar, – det er ikke blandt dem, der har meget, men blandt dem, der har mindre og mindst. Det er blandt de fattige. Her er tillid ikke et slagord og tryghed ikke en floskel, men en simpel nødvendighed for at kunne overleve i et fællesskab. 

Han stak overkroppen ind over staudebedet og kradsede, gravede og flåede brutalt den største brændenælde med et halvt meter langt rodnet op.

– I jeres smørhul af en andedam råber I på psykologer, der skal nurse børn fra vuggestuealderen, hjælpe forvildede unge og trøste frustrerede gamle, fordi de er ved at gå til i rigdom, der bare er en plage for jer. Men der findes en anden rigdom, som er at slippe for hastværk, effektivitetsjageri og altid at skulle være den bedste på en karakterskala, som andre har bestemt.

Hvad med at finde en verden, hvor meningen er at være noget for andre?

– What! udbrød jeg. – Jeres Pisa – og I lever da ikke ligefrem vildmarksliv her i landet.

– Ja, den er god med dig. – Du vil snakke dig fra det, men det kan du ikke. Lige så lidt som du kan få racismen ud af bevidstheden ved at polere de racistiske ord ud af sproget. Rejs hjem til dit land – han pegede mod syd-vest – og snak med mennesker fra Afrika, de er lette at finde, for de stikker altid ud med deres hudfarve. Og jeg kan love dig, at de er dødtrætte af altid at skulle redegøre for deres etniske rødder. Og når de så har gjort det – ved du så hvad? Så får de stukket i næsen, at det sorte Afrika er dumhedens kontinent.

– Tag til Helsingfors og gør det samme, sagde jeg, rejste mig og børstede jord af knæene. For mit vedkommende var samtalen mere end forbi. Men han fortsatte ufortødet.

– Jeg ved det, sagde han hurtigt, – men lige nu refererer jeg bare til en masse evidens fra masser af undersøgelser. At gå på gaden og være anonym er et privilegium, som mange sorte og brune brænder efter. Vidste du det? Og har du nogen sinde tænkt på, at I bedste fald kan disse mennesker blive set som gode, men aldrig som gode nok. Og det er det, de vil anerkendes som, for de føler, at de er det.

Vi rejste os begge op samtidigt. Han fortsatte.

– Taget hver for sig er der måske tale om småting, som burde havne i pytkassen og forsvinde. Ligesom historien om Mads Toftes datter Favour. Men nu er den flækket, pytkassen, og nu kan vi se, at denne grimme historie indgår i et mønster og derfor ikke er tilfældig. At Mads Tofte ikke kan få sin datter ind i Danmark er et udtryk for alt det, jeg har nævnt. Selve sagen er meget værre end de ord, jeg brugte, og som du ikke kan lide. Ord er i sig selv helt uskyldige.

Jeg vendte mig og begyndte at gå mod kælderen.

– Kære nabo, råbte han efter mig, – jeg æder alle mine ord i mig igen, hvis de racistiske og zenofobiske partier i Danmark ved folketingsvalget i morgen får en markant tilbagegang. 

Jeg løftede hånden og langede den ned i en kølebox, der stod lige uden for døren. Men en iskold flaske øl i hver hånd gik jeg tilbage til ham.

– Ja, kære nabo, sagde jeg og strakte en øl frem. – Lad os håbe på et godt valg. Vi skålede og satte os i græsset, to hvide mænd i deres bedste alder, som har det hele og mere til.

ANNONCE: