RÅDNE ÆG








PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



– Jeg turde ikke, sagde min nabo og leverede en lang, finsk ed af den slags, han ellers kun bruger ved særlige lejligheder.
Som sædvanlig havde jeg mødt ham ved hækken, men i dag havde han ikke en mandig hammer, økse, spade, jernstang, motorsav eller lignende i hånden, i dag kom han bærende på en vidjekurv, som var fyldt med hønseæg.
– Rådne æg, sagde han og rakte kurven frem imod mig. – Vil du lugte?
Jeg betakkede mig skyndsomst og spurgte, hvad han skulle bruge dem til.
– Ikke til noget, svarede han. – Det er det, som er problemet.
Jeg må have set ud som et spørgsmålstegn, for han fortsatte:
– De skulle have været smidt i hovedet på Putin og Trump under topmødet i Helsingfors i går. Desværre var demonstrationer forbudt den dag, og i øvrigt var det heller ikke til at komme i nærheden af dem på grund af mure af sikkerhedsfolk fra USA. Fra Rusland. Og fra Finland, selvfølgelig.
Men værre end alt det er, at jeg var en lort. En bangelort.
– Til lykke med det, sagde jeg og rakte hånden frem for at give ham et venskabeligt klap på skulderen. – Det reddede dig fra en masse besvær.
– Jamen kan du ikke se det? Han gik et skridt tilbage og tog et æg op af kurven. – Rådne æg mod to af verdens mest rådne mænd er den rigtige tiltale. Det burde man ikke få bøvl, men medalje for!
Jeg sagde ikke noget, så han fortsatte:
– Har du lagt mærke til, at Trump hele tiden mener noget, der sætter ham selv i centrum, mens han påstår, at han reddede USA for amerikanerne og den øvrige del af verden fra sig selv. Fordi de ikke ved bedre. Men det ved han. Pr. intuition.
– Som for eksempel?
– Som for eksempel, når han tager til Natomøde. Her skælder han sine venner i Nato huden fuld og siger, at det hele falder fra hinanden, hvis de ikke betaler 2 pct. Og snart 4. Truer dem som en anden mafiaboss, simpelthen! Næste dag vender han på en tallerken og siger, at Nato alligevel ikke falder fra hinanden, fordi alle nu gør, som han siger. Hvilket ingen andre end han kan se. På denne måde har han reddet den amerikanske våbenindustri, reddet USA, og reddet Nato. Siger han. Jeg siger beskyttelsespenge.
Jeg nikkede uden rigtig at forstå hans rablende ræsonnement.
– Og Putin, fortsatte han åbenbart opmuntret over ikke at møde modstand fra min kant. – Putin, der jager tigre med bar overkrop, jager de mennesker i fængsel eller i døden, der mener noget andet, end han gør. Sådan bliver han præsident den ene gang efter den anden, og til sidst vinder han den amerikanske valgkamp for Trump! Kan du ikke se, at han fortjener et råddent æg lige midt i smasken?
Jeg holdt mig fuldstændig tavs og rørte ikke hovedet en millimeter. Men det standsede ham ikke.
– Ved du hvad topmødet i Helsingfors egentlig gik ud på? Nå??
Jeg rystede på hovedet, og det var et ærligt svar.
– Det gik ud på at dele verden som den gang i Jalta. Helsinki Summit 2018 er det nye Jalta.
– Jalta?
– Nemlig! Da Anden Verdenskrig var ved at være forbi, mødtes Stalin fra Sovjetunionen, Roosevelt fra USA og Churchill fra Storbritannien for at dele verden mellem sig efter Hitlers endelige fald. Jeg har lige læst op på det på Wikipedia. Stalin fik halvdelen af Tyskland, Polen, Baltikum, Czechoslovakiet og så videre. Vestmagterne fik resten. Og så var den holde krig i gang.
– Ja, og den vandt Vesten, indskød jeg. – Og Europa blev mere og mere forenet på grund af aftaler, som alle efterlevede. Og derfor stærkere og stærkere. Økonomisk ...
– Ja, men ikke militært, afbrød min nabo mig. – Og nu er det så planen, at USA og Rusland skal splitte EU, genoprette russiske lydstater i Østeuropa og gå sammen om at knægte Kina.
– Er det dit alvor? spurgte jeg rystet. – Mener du virkelig det? Trump sagde jo, at verden var blevet et bedre sted i de to timer, han havde snakket med Putin, og de havde følt hinanden på tænderne.
– Det Nye Jalta er ikke noget, jeg mener, svarede min nabo og lavede en grimasse med nedadkrænget mund, der betød, at han næsten havde talt færdigt. – Det nye Jalta er selve Masterplanen. Og det var den, jeg ville have stoppet med dem her!
Han pegede på kurven med rådne æg og så trist ud. – Hvis du bare vidste, hvor svært det er at få æg til at rådne nu om stunder. Og til ingen nytte.
– Grav den ned, det er god gødning, sagde jeg. – Og plant et træ. Til minde om den dag, da verden blev et værre sted.
Jeg vendte mig om og gik, også jeg trist til mode, ind til min lænestol for at fordybe mig i dagens avis.


ANNONCE: 

(se min hjemmeside asgeralbjerg.fi)

 











EN LYCKLIG DAG













PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Det er dejligt at have skrevet en bog, der hedder En lycklig dag. Og at det passer, det med, at det er en lykkelig dag, den handler om.
En lycklig dag er min første bog på svensk.
Barbara Huldén har været min uforlignelige redaktør. Peik Bäckström har illustreret. Pekka Bark har holdt i trådene. Tak til alle.
Men mest til August Elholm Andersen. Uden ham var jeg aldrig kommet i gang. Og til Jo Nesbøs Doktor Proktor.

Her kan du læse romanens 1. kapitel:

1

Jan-Magnus tittade sig över axeln och det skulle han aldrig ha gjort. För precis i samma ögonblick dök monstret upp framför honom. Det var inget stort monster, men det hade vassa tänder. Mycket vassare än hans farfars knivar.
”För- förlåt”, harklade sig monstret. ”Men jag är en sån som tycker om små pojkar.” Det nafsade efter Jan-Magnus mage. ”De är så goda.”
Nu hade Jan-Magnus bestämt sig, han ville inte låta sig nafsas, än mindre ätas. Tyvärr hade han inget svärd, det låg hemma på köksbordet. Så i stället grep han monstret i öronen och viskade så spottet sprutade ur munnen på honom:
”Lyssna noga, din lilla snorunge. Jag är Jan-Magnus den Store, och om du inte försvinner bums kokar jag köttsoppa på dig. Med morötter och palsternacka.”
”Snälla”, viskade monstret. ”Jag vill inte ha sånt skräp i min soppa. Jag är inte vegetarian.”
”Vad du inte är, kan du bli”, svarade Jan-Magnus och ...
Det skulle vara roligt att veta vad Jan-Magnus gjorde med monstret. Kanske han trollade fram en svart gryta, sånt händer i drömmar, kanske han inte var tillräckligt stark till att vinna över monstret och själv hamnade i grytan. Vi vet det tyvärr inte därför att just i det ögonblicket kom Jan-Magnus storasyster och rev täcket av honom.
”Vad håller du på med”, skrek hon. ”Bussen går om en kvart och du ska ha gympa första lektionen. Med herr Oberfelt!”
Jan-Magnus for upp och störtade i kläderna. Herr Oberfelt hade tränat elitidrott och nästan vunnit bronsmedalj i OS. För fyrtio år sen. Nu var han en plåga för alla pojkar som sprang 60 meter på mer än 14 sekunder, och tyvärr var Jan-Magnus en av dem.
”Till och med en lönnfet ödla med tre träben skulle springa fortare”, sa herr Oberfelt förtvivlat. ”Pojkar som ni borde satsa!”
Var herr Oberfelt hade sett en lönnfet ödla med tre träben springa visste inte Jan-Magnus. Han tänkte ett ögonblick på att skolka och ta bussen till sin farfar. När han stod på gatan med sin smörgås i handen svek modet honom. Inte därför att han var speciellt rädd för herr Oberfelt och rektorn eller Ingun, klassläraren. Men han hade alltför ofta sett mammas sorgsna ögon när hon kallades till skolan till samtal. Och han visste att farfar – även om han blev glad när han dök upp – inte trodde ett skvatt på att skolan just den dagen hade stängt med anledning av att skolvaktmästaren hade hittat en koloni av pestbärande råttor i matförrådet.
”Jag känner Bertil”, skulle farfar säga. ”Han är en bra karl. På hans skola finns det inga råttor.”
Så Jan-Magnus bet i det sura äpplet och tog bussen som sju minuter senare stannade framför skolan.


 ANNONCE: