INGEN FEST UDEN SOVS OG KARTOFLER




Spiral. En ret fra el Bulli










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 
Vi kender det alle sammen. Vi skal til fest, middag, selskab, gæstebud, party. Måske privat, måske på restaurant, måske i et lejet festlokale. En del af glæden er at spise godt. En anden er at være i godt selskab.
Nu skal vi rigtig hygge os, tænker vi. Tænder lysene. Beundrer borddekorationen. Nipper til drinken. Studerer spisekortet. Lytter til tjenerens udlægninger. Vejrer. Er det julefrokost hjemme hos venner, slår frikadellelugten gerne igennem. Den slags naturlige lugte findes ikke på den fine restaurant, her skal lugten være lige så ren, som dugen er hvid. Vi starter smalltalk med nye bekendte, støder det halvtomme glas mod gamle venners, hører nyt, genoplever det allerede halvt glemte, søger kontakt med andre gæster, som vi tror er interessante eller ligefrem  brillante.
I min verden er fællesnævneren for det alt sammen hygge, og den skabes først og fremmest ud fra en grundlæggende tryghed i samværet. Man starter ikke med is og slutter med sild. Bruden fortryder ikke i sidste sekund og styrter ud af kirken. Værten giver hånd og hilser en velkommen – eller peger på ølkassen midt på gulvet, det er bare at tage fra! Alt efter omstændighederne.
Man er klædt på som forventet, og klæ’r sig ikke af, medmindre - - - ja, medmindre man fx er i Finland og indleder samværet med en god gang sauna. Folk har måske læst Emma Gad og kan håndtere takt og tone efter traditioner, der blev nedfældet for snart hundrede år siden og kræver slips og manchetknapper.
Vi ved, hvor vi har hinanden, hvad der naturligvis ikke indebærer fraværet af skarpe kanter, verbale overraskelser, frapperende synspunkter. Vi ved omtrent, hvem der er leveringsdygtige i den slags og bliver derfor dejligt bekræftede og får øget selvtilliden, når det forudsete indtræffer.

Förtär ej mer än Ni med våld kan tvinga i Er,
förtär ej mindre heller.

som der stod under menuen til en fest, jeg nylig var til.
Værten en lystig fyr, der netop havde erhvervet doktorgraden, gav med ovenstående ord et mindre overraskende end klart signal til sine mange gæster om at tage fra i rigelige mængder, også af de såkaldte våde varer. Ud over vin bestod de af halvliters snapseflasker, der ikke fik lov til at henstå på bordet og blive lunkne.
Da festen løb af stabelen i Finland, var der intet mærkeligt i dét, heller ikke i de mange snapseviser i festens sanghæfte. Vi startede med Helan går og sluttede med Det danske smil til ukendt melodi og med teksten Le och drick endast.
Hvilket jo både passer til en traditionel dansk selvopfattelse og til danskernes ry for druk og godt humør.
Jeg vil bruge festens menu som indledning til de fortsatte overvejelser om madens betydning:

Koriander-dragonströmming
Svart vinbärssill
Mozzarella-tomat-basilikasallad
Skinkrullar med pepparrot
Rödbetscarpaccio
Grön sallad

Burgundisk köttgryta/
Tofu-grönsaksgryta
Kokt potatis

Svart vinbärstårta
Kaffe,te

Fraset mozzarella, carpaccio og tofu har ordene i menuen gammel hævd i nordisk madkultur og ligger i samme trygge segment som sovs og kartofler.
Engang samlede jeg på madretter som en slags konkret digtning. Sproget var her et materiale, som til forskel fra sovs og kartofler ikke henviste til en virkelighed bag det.
Retten spiral fra den spanske restaurant El Bulli kan være eksempel nok. At jeg har kunnet finde et billede af den på nettet, se illustrationen, forandrer ikke sagen. Den er stadig ikke et produkt fra jorden, luften eller havet. Den har sin abstrakte eksistens i ordet skabt af menuforfatteren, gastroideologen eller chefkokken, der lokker os til at konsumere selve menuen og dens beskrivelse, ikke retten selv. En sådan kok er el Bullis Ferran Adrià, som Time Magazine betragter som en af verdens et hundrede mest indflydelsesrige personer. Hør her, hvad madskribenten Brett More kan fortælle om ham:

Ferran Adrià is considered by many to be the greatest chef in the world and his restaurant, El Bulli, to be the greatest restaurant in the world. Located in Roses, Spain, El Bulli is a holy mecca for food lovers. The 35-course taster's menu is a grand experience of tastes, textures, and wonder. An architect of molecular gastronomy, Adrià's creations are designed to surprise and enchant his guests.

Men Brett Mores ord er kun som en ringe forsmag til den verbalisering af mad, som for tiden sluges råt af dagens bogædere. Et udtryk, jeg frit tør bruge i betragtning af, at salget af madbøger er stigende i verden, mens salget af anden faglitteratur, bortset fra den religiøse, er faldende. At religiøsitet og mad i øvrigt mixes, og at der er en stærk religiøs kult omkring mad, fremgår også med al tydelighed af citatet. Mad er Gud, Ferran Adrià er dens profet, og forløsningen finder sted på restauranten i Roses, madens Mekka.
Ved således at sætte fokus på maden, som er en valfart værd, og ophøje den til det selskabelige måltids mål i stedet for bare at lade den have sin virkning som den velsmagende indramning til noget, der er vigtigere, er den før omtalte hygge med et hug sat i skammekrogen. Men måske er der i virkeligheden også noget skummelt ved den, hyggen. For den vil jo ikke rigtig noget, den anfægter ingen ting. Den er der bare som en slags belønning til dem, der har fundet sammen om de levende lys og de kendte spiser i ritualiserede forløb. Som for eksempel i den ovennævnte doktormiddag. I krebsegildet. I julefesten.
Eller som når Mona, den nys til sognepræst ordinerede Petter Kummels hustru, serverer festmåltidet for de høje gæster med biskoppen fra Borgå og lantrådet fra Mariehamn i spidsen:

Potatis och stekt gädda med pepparrotssås och flera kvadratmeter bladsallat som pastorskan drivit upp i trädgårdslandet, mjäll och fin, serverad med salladssås gjord på ägg och grädde med lite socker, salt och ättika. Ortens berömda svartbröd och hemvetebröd, pastorskans eget smör, hennes mjölk och välbryggda svagdricka. Den åländska specialiteten sviskonkräm med snömos till efterrätt.

Det kan vi læse mere om i Ulla-Lena Lundbergs Finlandiaprisbelønnede roman Is. I mine øjne en enestående roman, der burde være en sikker vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2012.
Men er man kommet sammen for at spise og ikke har noget at sige til hinanden, er retter som spiral og dens mange brødre og søstre fra Ferran Adriàs hånd anbefalelsesværdige. De bærer budskabet i sig selv, og det kan der snakkes meget omkring.


ANNONCE: 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar