 |
| Balkjole på gine |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Nobelfesten i Stockholm og Slotsballet
i Helsingfors. To fester i december, som min bedre halvdel og efterhånden også
jeg med kun ét virkeligt forbehold deltager hengivent i.
Foran tv’et,
naturligvis.
Den første,
Nobelfesten med uddeling af alle Nobelpriserne, blev skudt i gang den 10.
december for 111 år siden, nemlig på femårsdagen for den stenrige
sprængstoffabrikant Alfred Nobels død. Festen, med kongen i spidsen som
nationens repræsentant, efterlever en privatmands testamente og er blevet
Sveriges største privat-nationale fest.
Samtidig er
den Sveriges mest spektakulære vindue ud til den store verden. Her ser man,
hvad nationen går for. Iscenesættelsen er højtidelig, men den løber som på
skinner og virker derfor tvangfri.
Tunge fade
bugnende af den smukkest arrangerede mad bæres ned til festsalen ad den lange trappe
i marchtakt og med skridt så sikre som en bjerggeds.
Forskere fra
eliternes elite får medaljerne af kongens hånd, men de er, de fleste af dem,
mænd med humor. Det forstår man, når de villigt lader sig interviewe af journalister bevæbnet til
tænderne, men som smilende formår at skabe en afslappet atmosfære midt i højtideligheden.
Herved får almindelige mennesker mulighed for at snuse til det sværeste af det
svære indenfor hardcorevidenskaberne fysik, kemi og medicin – samt økonomi. Man
forstår garanteret intet til bunds, men man fatter måske hovedlinjerne og vigtigheden
i det sagte.
Bliver
litteraturprisen tildelt en charmerende forfatter, kan han sno publikum om sin
lillefinger og på fem minutter gøre en meget klogere på livet.
Når højt dekorerede
gæster får lov til at fortælle, hvad de har konverseret med hinanden om under
middagen, kan alle tilskuerne bag tv-skærmene følge med.
Vi er i
køkkenet og får en smagsprøve på madlavningens og serveringens enorme
logistiske problemer.
I år lagde
jeg særlig mærke til interviewet med den studerende, der skulle kalde nobelpristagerne
frem. På mange sprog. Også på kinesisk. Hun så nervøs ud og lignede en
almindelig pige, mens hun fortalte om sit opdrag. Men var strålende smuk og
afslappet, da hun udførte det fra den fine talerstol.
Nobelfesten
er et skuespil uden skuespillere, et mangedifferentieret engangsspektakel.
Hvert år med en ny iscenesættelse efter gamle mønstre. Hermed holdes
traditionen i hævd, og heri ligner det Slotsballet i Helsingfors den 6.
december. Og dog ligner det ikke.
Mens
Nobelfesten er centreret om eliternes elite, nobelpristagerne i egne høje
personer, tilhører deltagerne i Slotsballet blot eliten. I år var der i alt 1.800,
hvoraf en del er selvskrevne. Det gælder regering og parlament, de højeste
repræsentanter for forskellige kirkelige samfund og højere læreanstalter, erhvervslivets
spidser, ambassadører, repræsentanter for traditionelle etniske minoriteter og
andre.
Ud over dette
mennesker, der i det forgangne år har gjort sig fortjent indenfor for eksempel
idræt, kultur og kunst med videre. Der deltager også folk, præsidenten har mødt
under sine rejser i Finland eller på Åland, og som han synes er en invitation
værd.
Slotsballets
deltagere udgør således et bredt spektrum af personer, som har gjort sig
fortjent til æren at deltage. Her deltager ingen, som det anstår sig i en
republik, på grund af nedarvede privilegier. Det er smukt og demokratisk, og
det kan jeg godt lide.
Mens
Nobelfesten er koncentreret omkring middagen, er Slotsballets centrale del
balgæsternes indtog. Én og én defilerer de forbi præsidenten og hans ægtemage.
1.800 håndtryk gange 2 er mange, og de tager rigtig lang tid, og vi bivåner det
hele. For herrernes vedkommende var kjole og hvidt for nogle år siden standard,
nu ses en del jakkesæt. Herrernes påklædning udløser ikke journalisternes
kommentarer, og evt. skaldethed eller langt hår forbigås i tavshed.
Til gengæld bliver
der gået tæt på damerne. Altid rosende. Dalrende arme og rynkede barme
kommenteres ikke. I hvert fald ikke i tv! Frisuren og kjolen, lang, naturligvis,
bliver derimod sat sagkyndigt under lup, også i et jævnførende perspektiv. Hvad
personen på skærmen bar tidligere år trækker kommentatoren ud af ærmet med
samme behændighed som sportsreportere kan oplyse om, hvor mange indkast og mål
en bestemt fodboldspiller har stået for i den igangværende sæson eller i de
antal kampe, han har spillet for en bestemt klub.
Jo, de har
læst på lektien og kan deres kram, kommentatorerne, og jeg tilstår, at de
første ti-femten kommentarer kan være interessante. Men 1.800 divideret med 2 =
900 kommentarer til kvinders påklædning og frisure, det er for meget!
Ok.
Indrømmet. Jeg overdriver. Men netop i overdrivelsen ligner jeg Slotsbalskommentatorerne.
De sætter kvantitet over kvalitet, tager skyggen for legemet og glemmer kernen
for skallen. Derfor siger jeg:
– Fuck
udseendet! Er der nogen, der ligner en baldronning, kan vi jo selv se det.
Hvad der har
givet præsidentens gæster ret til at komme til ballet, er deres fortjenester, som de har udtrykt i et
langt kuglestød, en fantastisk roman, en heltedåd, en personlighed, præsidenten
er faldet for, et vellykket træk i kampen for minoriteters rettigheder, et
industriprodukt med verdenssucces, et enestående computerspil og så videre.
Ethvert
menneske har en historie. Selvfølgelig også dem, der er inviteret til
Slotsballet. Det er derfor, de er der. Nogle har måske svært ved at få den frem,
men så må de hjælpes. Ligesom stjernerne i ethvert melodigrandprix bliver
hjulpet til at fortælle deres historie.
Dette kræver
research, research, research, indfølende fotografer og kompetente journalister,
som kan mere end at kende forskel på blåt og grønt, silke og fløjl, højt opsat
hår og hestehale. Men det er omtrent det niveau, de befinder sig på,
Slotsballets journalister. Og når de – for det sker, indrømmet, laver et
såkaldt interview, handler det for det meste om, hvordan det nu føles.
(Den finske,
såvel som alle andre statsradiofonier burde have nultolerance over for den slag
spørgsmål. Et års karantæne til den journalist, der stiller dem. Ved
gentagelser fyring på gråt papir.)
Slotsballets
idé er fin. Den hædrer Finland. Men måden, den formidles på gennem tv, er
ensidig. Som Nobelfesten giver et udblik fra det prægtige Sverige, kunne
slotsballet være et indblik i Finland. Det har et enormt potentiale til et
tableau over, hvordan det står til i Republikken hvert år den 6. december. I
stedet er det udartet til en udstilling af damekreationer.
– Fi donc!
som franskmændene siger.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar