 |
| Lyd! Monument for Sibelius |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Oplevelsen, denne blog starter
med, hænger i en tynd tråd sammen med Kampzoner,
en klumme af Pia Fris Laneth i dagbladet Information.
Derom senere. Først oplevelsen:
Vi havde
løst billetter til en koncert med det finske barokorkester Suomalainen
barokkiorkesteri. Billetsælgeren spurgte, om vi ville have madrasser og puder,
eller om vi foretrak stole – der var desværre ikke flere sofaer.
- Og der er kaffe,
te, vin og småkager, tilføjede han. – Det indgår i billetprisen.
Vi trådte
ind i salen. Som jeg i skrivende stund ser den for mig, lå den indsvøbt i en
slags clair obscur. Til venstre
nodestativer og instrumenter ventende på musikernes stole. Midt for på puder og
madrasser lå eller sad publikum. Andre strakte sig i dybe sofaer. Kun få havde
som vi valgt stole.
Mens orkestret
spillede værker af blandt andre Antonio Vivaldi, Georg Phillipp Telemann og
Christoph Graupner, bemærkede jeg, at en del af de liggende strakte sig rigtigt
ud og blundede. Et par i en af sofaerne lænede sig mod hinanden. En pige på fire-fem
år kravlede lidt rundt mellem madrasserne eller lå på maven med hagen i
hænderne. Kun få nippede til vinen eller førte en småkage mod munden.
I pausen blev
man igen opfordret til at forsyne sig fra tagselvbordet. Eller man kunne gå op
og kikke på instrumenterne bag nodestativerne.
Her lå viola d’amoren, hvis syv strenge over
gribebrættet og lige så mange under det fik mig til at begrave hænderne dybt i
lommerne for ikke at forgribe mig på den. Den sorte tværfløjte, en rigtig træblæser og ikke som nutidens tværfløjter
forklædt i sølv, havde fløjtenisten desværre taget med ud. Altfløjten lå der,
moderne og uinteressant. Men en baroklut
med en hals som en udstrakt svanes og fireogtyve strenge stod jeg længe og pillede
ved – i tankerne, naturligvis. Viola da
gambaen lå lidt for sig selv med fem strenge i stedet for celloens fire og
uden støtteben.
Og så
videre.
Uden mindste
vemod mindedes jeg den stemning af stivhed og højtidelighed, som koncerter med
klassisk musik under min opvækst og længere frem altid var bundet op om. Helt
anderledes end her, hvor vi, publikum, fik et kraftigt vink om at opføre os som
de almindelige mennesker, vi er, og uden stress fryde os over den musik, som
barokorkestret skabte foran os med humor og musikalitet.
Det havde
uden tvivl fortjent et ti gange større publikum. Men så ville stemningen måske
have været en anden, og oplevelsen ikke den samme som nu, hvor alt foregik afslappet
og uden det mindste skin af, at her blev der arbejdet på højtryk for min og de
øvrige tilhøreres musikalske frelse.
Lad mig præcisere
de sidste, lidt patetiske formuleringer ved at spørge, om det centrale i
musikernes arbejde ikke netop er at få os, publikum, med i den musikalske
oplevelse, de vil formidle, og at få os til at føle, at det, de måske et helt
liv har slidt med og brænder for, er præcis det, som vi sukker efter? Og er
deres målgruppe ikke enhver?
Jeg vil helt
undgå at tale om musikkens præsteskab.
Det er ude i hegnet. Men jeg vil bruge ordene som en overgang til klummen Kampzoner, som jeg indledningsvis
omtalte.
Udgangspunktet
for Kampzoners ræsonnement er, at
menighedsrådene i Danmark, der indstiller præster til ansættelse hos
Kirkeministeriet, står for en af de største succeser på ligestillingsfronten.
Nemlig ved at se til, at procentdelen af kvindelige præster i Folkekirken i dag
er oppe på 50,6 procent.
For
fireogtres år siden var den på - nul.
Denne feminisering af Folkekirken har medført
visse ændringer i kirkens teologiske profil. Den har, med et citat fra klummen,
der på sin side citerer bogen Kvinde,
mand, kirke - Folkekirken og den lille
forskel, bevæget sig ”fra frelseslængsel til skabelsesfryd”.
I stedet for
at give kristendommen en særstilling uden for og i modsætning til
hverdagslivet, er grundtanken i den nye profil at forbinde dagligliv og
kristendom. Det kan være i babysalmesang eller i gudstjeneste i et øltelt på
Vorbasse Marked. Den første blev holdt af pastor Susanne Østbjerg i 2011. For
resten går markedet tilbage til 1731 og besøges i dag af en kvart million
mennesker.
Det kristne
budskab er formodentlig uforandret. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men borte
har taget den stivhed og højtidelighed, som for mange kan være en uoverstigelig
barriere. Ligesom samme stivhed og højtidelighed kan være en barriere til den
klassiske musik.
For at få
denne musik til at blive en lige så selvfølgelig del af hverdagslivet, som
populærmusikken er det, fx i radio og TV, skal der arbejdes meget og
målbevidst. Suomalainen barokkiorkesteris koncert lignede en begyndelse.
Kampzonen er defineret. Men der er lang vej igen.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar