PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Efter de
meget omtalte mord på nogle franske satirikere er ytringsfriheden gang på gang
i de medier, jeg ynder at besøge, blevet fremhævet med ord som absolut, hellig, ukrænkelig, ubetinget, universel.
Alle sammen ord, som i flæng også bruges til at karakterisere religioner.
I
al beskedenhed vil jeg gerne drage denne generelle ophøjelse af ytringsfriheden
til den religiøse sfære i tvivl ved at påstå, at den først og fremmest er et
praktisk redskab som enhver, der er i en underposition, har ret og frihed til
at anvende mod enhver magthaver og hans åndelige eller fysiske magtudøvelse.
Den er altså den svages våben. At derimod magthaveren selv med ytringsfriheden skulle
have fået et middel, han ikke tidligere besad, er noget sludder for så vidt som
den, der sidder højt på strå, altid uden omkostninger har kunnet sige hvad som
helst til og om den svage.
Humor
og satire i billede eller i skrift er nogle af ytringsfrihedens klassiske
udtryksformer, selv om de, historisk set, ikke med nødvendighed er knyttet til
den. Her træder den i karakter, hvad den jo ikke gør, når den anvendes til
harmløsheder. Humor og satire er former, som magthaveren derimod sjældent eller
aldrig benytter, og hvorfor skulle han? Han har jo magten, og at føje spot til
skade gennem satire kan let tolkes som udtryk for en indre usikkerhed. Magthaverens
mål er magtbevarelse, hans magtudøvelse er ligefrem og konkret og har ikke brug
for satirens sofistikerede udtryk.
Overgangen
mellem humor og satire er glidende, men en vigtig skillelinje er, at humor
snarest appellerer til medfølelse og eftertanke, mens satirens sarkasmer
udtrykker antipati eller hån. Men den er ikke, som i komikken, et mål i sig
selv, den er et våben i en sags tjeneste. En forudsætning for, at den skal have
en virkning på modparten, er naturligvis, at han skal føle sig truffet. Men satire kan også være rammende ved, at den hjælper
den svage part til indsigt og dermed styrker hans position i forhold til den
stærke. Størst skarphed har satiren naturligvis, når den samtidig rammer begge
veje.
Til
forskel fra religion og religiøse dogmer bliver satiren aldrig en universel
autoritet. Den følger den individuelle satirikers frie tilskyndelser og kan slå
ned snart her, snart der, eller satirikeren kan ud fra taktiske og strategiske
overvejelser holde satiren tilbage. På denne måde er satiren et ægtefødt barn
af ytringsfriheden, som ikke kræver at blive brugt, men som altid findes som en
mulighed.
For
den, der vil anvende ytringsfriheden i
satirens tjeneste, gælder samme tommelfingerregel som i børneopdragelse. Man
skal vælge sine kampe. Selv om opdrageren er sikker på, at han har mindst et
hundrede og ti procent ret i forhold til et kontrært barn, kan det til tider
være totalt idiotisk og kontraproduktivt at insistere. Resultatet, som vist de
fleste opdragere har erfaret, bliver let ukontrollerede konflikter med skrig og
skrål og veritable ordslag, som i vore dage er trådt ind som en mildere
afstraffelse end gamle dages fysiske slag med hånden, børsten, livremmen, eller
hvad ved jeg.
Også
på for eksempel den store, politiske scene er der situationer, der har
potentiale til at udvikle sig til konflikter, hvis man ikke iagttager den gamle
børnelærdom om, at det er farligt at vække en sovende bjørn, fx udtrykt i
sangen
Björnen
sover, björnen sover
i sitt lugna bo.
Han är inte farlig, bara man är varlig.
Men man kan dock
men man kan dock
aldrig honom tro!
i sitt lugna bo.
Han är inte farlig, bara man är varlig.
Men man kan dock
men man kan dock
aldrig honom tro!
Eller
hvilken offpist skisportsudøver har ikke indset det fornuftige i holde blikket
væk fra træet, man for alt i verden vil undgå, for i stedet at se forbi det.
Jeg
kom til at tænke på ovenstående, da jeg forleden så Morgenavisens Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør, Flemming Rose,
i nyheds- og debatudsendelsen Deadline
sidde med blanke sko og et skræmt udtryk i ansigtet. Det var en helt anden
Flemming Rose end den, som den 30.9.2005 med henvisning til en dansk og vestlig
kontekst kækt gjorde opmærksom på, at muslimer skam lige som alle andre skal
kunne tåle hån, spot og latterliggørelse
for eksempel i form af satiriske tegninger, der angiveligt forestillede profeten
Muhammed, og at der er tale om selvcensur,
hvis man tager et særligt hensyn til deres religiøse
følelser.
Med åbne øjne og, billedligt talt, uden at give agt på
bjørnens natur og træets ubøjelighed, var Rose og hans tegnere, blandt disse
især Kurt Westergaard, braget ind i en virkelighed, som siden skræmte dem til
tavshed i forhold til deres før så hellige projekt. Kurt Westergaards tegning,
som fortæller, at terror er, hvad Muhammed og hans proselytter har i hovedet,
var skabt for at demonstrere, at ytringsfriheden fandtes, og for at såre. Men
samtidig var den skabt uden forståelse for, at verden var blevet global, og at
ytringsfriheden er et redskab, der kan kræve indsigt af sine brugere, medmindre
de er rede til at dø for den, hvad Westergaard og Rose i mellemtiden har vist,
at de slet ikke er.
Med tegningerne dæmoniserede de den muslimske verden,
og de har siden måttet leve med dæmonerne.
At verden uden for Jyllands-Postens
daglige revir skulle komme til at stå på den anden ende med drab, antændte
ambassader og afbrænding af Dannebrogsflag kom angiveligt som et chok for de
implicerede. Surrealistisk, kaldte
Rose det i den omtalte Deadlineudsendelsen. Hvis han var begyndt at græde,
ville jeg have følt sympati med ham uden at blive forundret.
På Charlie Hebdos
redaktion var, både før og efter blodbadet den 7. januar dette år, de
implicerede tegnere bevidste om, at de legede med ilden, men de var også på det
rene med, at de som ytringsfrihedsfundamentalister foretrak at dø stående frem
for at leve på knæ, hvad en af enkerne citerede sin myrdede mand for at have
sagt.
Derfor udkom det nye nummer af Charlie Hebdo[madaire], som også navnet fortæller, ugen efter det
foregående nummer. Forsiden var denne gang prydet med en, har jeg læst,
mellemøstligt udseende mand, som nogen (tegneren Luz? redaktionen?) tolker som
Muhammed. Manden fremstår på grøn baggrund, fælder en tåre og bærer et skilt,
hvorpå den globale sympatiytring med attentatofrene, Je suis Charlie, står prentet. Oven for ham står der Tout est pardonné, Alt er tilgivet.
Charlie Hebdo har, til forskel fra Jyllands-Posten, altid forsøgt at fremstå som et gennemført respektløst
blad. Det gælder de første numre, som jeg læste regelmæssigt under et studieår
i Frankrig, og det gælder åbenbart stadig. Denne respektløshed indgår i en
fransk diskussionskultur, hvor vulgaritet er trumf, og som ligger langt fra den
nordiske pænhed. Det er stadig mit indtryk, at man på Charlie Hebdo med smagløshed og gudsbespottelse som kendemærke er
meget specifik i sin satire og altid sparker opad samtidig med, at man, med chefredaktør
Gérard Biards ord ved modtagelsen af Lars Vilks frihedspris i 2014, også kæmper
imod racisme, antisemitisme og had til vores medmennesker.
På Charlie Hebdos
redaktion ved de, efter seneste nummers forside at dømme, stadig, hvad de vil.
Med et billede af den uafbilledlige Muhammed, som fælder en tåre for en
ugerning begået i hans navn, løfter de, med allusion til Jesus’ første korsord,
kristen tilgivelse op som den anden, men overordnede kommentar til de
forfærdende begivenheder, der udspillede sig den 7. januar 2015.
At de med denne religionsmix og med åbne øjne
fortsætter kampen for den humanisme og tolerance, der i hvert fald i skåltaler
står som den franske republiks kerneværdier, er jeg ikke i tvivl om. Og det var
vel præcis denne indsigtresx, der fik fire millioner franskmænd og halvtreds
stats- og regeringschefer ud på Paris’ gader nogle dage efter.
At de gør det med åbne øjne og til forskel fra Morgenavisen Jyllands-Posten med
bevidstheden om omkostningerne og beredskab til at bære dem, har de allerede vist.
Med begge ben på jorden har de valgt deres kampe og får med denne blog min
højeste agtelse.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar