PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Ud over betydningen
vred, ophidset eller forkert bliver
adjektivet gal brugt til at betegne
personer, der er sindsforstyrrede
eller tossede. De er lige til dårekisten, Middelfart, 6. Afdeling, Sct. Hans, diverse psykiatriske
afdelinger – eller hvorhen man nu på et givet tidspunkt i historien har sendt
og sender mennesker, der er grebet af galskab.
Opbevaring
af personer med syge sind skete og
sker for enten at holde dem permanent adskilt fra verden eller i håbet om, at
specialister gennem en korrekt diagnose og formålstjenlig behandling kan
normalisere disse forryktes indre
liv.
I
et bønskrift fra omkring 1682 med den barokke titel De Fattiges udi Odense Hospital allerinderligste og underdanigste Suk
og Søgning hos vor allernaadigste Herre og Konge giver Thomas Kingo som en
af de første i Danmark et billede af blandt andre dårekistegale mennesker. Jeg citerer nogle linjer af digtets
medynkvækkende beskrivelser:
Her seer mand jammerlig
de saasom andre Bæster
Paa alle fire gaaer og
ned mod Jorden fæster
Det Ansigt som vor Gud mod Himlen haver vendt
Saa hart er Seenerne i Korsens [prøvelsen]
Kiæde spendt.
Her falder een, som af
sin Hals som Hanen galer
Een anden som et Sviin
udgrynter sine Qualer
En Hvidsler, Hujer, slaaer, som Kalven brøler
een
Og skummer, banker sig til Jord, til Træe og
Steen.
Hvad
Kingo viser os er en ubegribelig elendighed, som hører til i en tid før
galskabens videnskabeliggørelse i psykiatriske diagnoser, hvis udspring er
forståelsen af lidelsernes herkomst. Sammenfatningsvis kan vi sætte det
definitive gennembrud for denne måde at betragte psykiske lidelser på til 1900,
da Sigmund Freud udgav Die Traumdeutung,
den bog, han selv betragtede som sin vigtigste.
At
Freuds teorier om den menneskelige psyke både er kritiseret sønder og sammen og
ophøjet til evige sandheder er i denne sammenhæng uden betydning. For hans
virkelige scoop, som ingen på videnskabelig basis har kritiseret, er, at
psykiske lidelser kan begribes med fornuften, og at det er vejen til at kurere
dem. Herimod står Kingos animalisering: I de syge har dyriskheden taget
overhånd, hvilket fortolkes som en prøvelse i religiøs forstand. Hermed er vi i
et område, som unddrager sig den menneskelig forståelse, der har sin grund i
fornuften.
Generelt
bygger fornuften, der blandt andet indbefatter den rationelle forståelse af de
forskelligste sygdomme, på tankens frie, sekulariserede virksomhed og er som
sådan et barn af 1700-tallet. Det kaldes fornuftens århundrede, fordi evnen til
at ræsonnere her fik sin blivende plads i kultur- og samfundslivet. Det
ufornuftige i for eksempel politik og økonomi skulle ryddes af vejen. Det
resulterede blandt andet i statsomvæltninger, der afskaffede den feudale
enevælde til fordel for en demokratisk samfundsordning. Her ophøjede man,
ideelt set, hver enkelt samfundsborgers ret til efter fornuftige overvejelser
og på lige fod med alle andre samfundsborgere at vælge den måde, hvorpå
samfundet skulle indrettes og styres, og hvor alt ned til den mindste detalje
kunne blive gjort til genstand for fornuftens kritiske lys.
Og
ikke nok med det: retten til frit at ytre sig om alt mellem himmel og jord, som
den kritiske fornuft rettede sig imod, blev også en del af den daglige
virkelighed i det, vi i dag kalder den vestlige verdens liberale demokratier.
Onsdag
den 7. januar 2015 blev denne frihed brutalt angrebet gennem nedskydningen af
tolv medarbejdere ved den satiriske ugeavis Charlie
Hebdo, hvad der straks blev opfattet som den moderne tids hidtil værste
angreb på retten til at ytre sig frit. Det var til forsvar for den, at et halvt
hundrede stats- og regeringsledere i søndags i Paris’ gader tog hinanden under
armen og i en lang kæde marcherede i front for en demonstration for
ytringsfriheden, som talte omkring et par millioner mennesker. Erfarne
nyhedsreportere og historikere har angiveligt aldrig set noget lignende.
Denne
gode vilje til en fælles, enig front kunne man heller ikke være i tvivl om var udgangspunktet
for debatten mellem partilederne for Folketingets otte partier, der fandt sted i
torsdags dagen efter mordene. En sådan debat uden for en direkte valgkamp er usædvanlig,
blev det påpeget, men den varmede, fordi den var et udtryk for viljen til at
forsvare ytringsfriheden og demokratiet og beskytte Danmark og danskerne mod
lignende angreb.
Desværre
viste især partilederne for de tre største partier, Lars Løkke Rasmussen for
Venstre, Helle Thorning-Schmidt for Socialdemokraterne og Kristian Thulesen
Dahl for Dansk Folkeparti, ikke forståelse for den nødvendige sammenhæng mellem
ytringsfrihed og rationalitet i et forsøg på at forstå, hvad Thulesen Dahl
kaldte
nogle
galninge, der forsøgte at undertrykke ytringsfriheden.
Hermed
afviste lederne af Danmarks tre største partier det fornuftige i at finde
årsagssammenhænge og forklare terroren, som, med Thorning-Schmidts ord, blev
udført af
nogle mennesker, der
lever af at hade os andre.
Men
andre, men stadig statsminister Thorning-Schmidts ord, var der tale om ekstremistiske mennesker. Lars Løkke
Rasmussen var enig og omtalte dem som
nogle fanatikere, og de
hader vores livsform.
At
forsøge at forklare terrorhandlingen ved at finde årsagssammenhænge blev uden
protester betragtet som en undskyldning
for samme handlinger.
At
jeg var målløs er ikke ordet. Over en bred front stillede otte af Danmarks mest
betydningsfulde politikere, valgt demokratisk efter en grundlov, der bygger på
fornuftens uindskrænkede ret til at gennemlyse alt, sig bag en opfattelse, der
benægter fornuftens ret til gennem frie ytringer at finde sammenhænge i selv
det mest spegede og tilsyneladende uforklarlige. Med et sådant standpunkt
placerer de sig selv på et kingosk 1600-talsniveau, hvor religionen måtte træde
til som forklaring, og kongen som Guds repræsentant (iflg. Kongeloven af 1665) bestemte enevældigt.
Selvfølgelig
kan partiledernes standpunkt forklares, nemlig ud fra den skygge, Dansk
Folkeparti med sin formørkede gammelnationalisme og permanente fremmedfjendskhed
kaster over det politiske liv i Danmark. Alle klæber sig, idet de groft
undervurderer danskerne, op ad dette partis standpunkter i håb om at vinde
stemmer.
Den
rene galskab.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar