PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
De fleste har
prøvet det en gang. En del to. Men den tredje gang – hvor mange af dem går så
til fotografen for at få taget det obligatoriske bryllupsbillede?
De
ved det, hvor kvinden i renhedens og uskyldens hvide farve og med lettere
sænket brudebuket står ved sin trofaste, sortklædte mands side og begge stirrer
ind i fremtiden. Alvorstyngede. Værdige som dem, der netop har indgået en pagt
om at dele lyst og nød og bære ansvaret.
Klik!
Og
så op på væggene i forældrenes og bedsteforældrenes hjem.
Findes
der noget mere kedeligt og forudsigeligt?
Men
er der egentlig noget galt i det? Ikke set med min øjne. Billederne indgår i en
tradition, der fortaber sig langt tilbage i historien. Den handler om at binde
sig og få afkom – blive ét kød, som
det hedder i det kirkelige vielsesritual. Men går vi bare lidt tilbage i tiden,
udtrykker ægtepagtens højtidelige ja ikke med nogen nødvendighed de frie fugles
frie valg. Forældreforventninger, formueforhold og almindelig sund fornuft indgik
som vigtige forudsætninger i valget af ægtefælle, og jaet indebar for kvindens
del et ja til fødselssmerte i en uendelig række af nedkomster og en
overvældende børnedødelighed.
Ingen
tvivl om, at bryllup og ægteskab var en alvorlig affære, som havde behov for
støtte fra velvillige forældre og penge på kistebunden!
Billederne
lyver ikke i al deres prangende kedsommelighed og repræsentativitet.
Men
også dagens bryllupsbilleder er utrolig kedelige i deres forudsigelighed. Og
det gælder, ejendommeligt nok, især de mere fancy, hvor brudeparret
demonstrerer deres aerobiske færdigheder i sprælsk eller anstrengt poseren, og
fotostudiets usynlige bagvæg er erstattet af bølgebryderes natursten, en have
med æbleblomster, en bro eller romantiske naturscenerier i modlys.
For
netop skumsprøjt og skovensomhed fremhæver som ramme billedets centrale motiv, der
spejler den tosomhed mellem en mand og en kvinde, genusforskere, måske med et
glimt i øjet, har beskrevet med tungebrækkeren heteronormativitet. Det er en tung arv at tampes med for både
fotografer og for ægtefæller.
Dette
var halvdelen af det nye års første blog, og den kunne man godt springe over, hvis
ikke den gav forkundskaber for den anden. Den er inspireret af et billede, Bryllupsbilledet! som en god ven sendte
mig som vedføjet fil. Jeg spurgte, om jeg måtte bruge den, han trak lidt på det
og endte med, at det nok ikke var så godt.
Men
jeg fik da lov til at sige, at faderen til bruden kneb en tåre, da hun
fortalte, at hun og Mette Marie havde friet til hinanden og fået ja. Begge
veje.
Billedet
er taget foran den åbne port til en kendt københavnsk kirke. Alt, hvad jeg før
benævnede fornuft og repræsentativitet, tvang, alvor, højtidelighed og
fremadrettethed, er som skrællet væk. Langt mindre er der spor af anstrengt
poseren og fancy iscenesættelse i et potent natursceneri, og tosomheden,
samfundsordenens bærende element, er totalt blæst bort.
Billedet
er et snapshot af noget, der kunne føre tankerne hen på et karnevalsoptog.
Samtidig sladrer et manende bibelord med guldbogstaver over porten og en præst
med et stort smil over krave og kjole om, at vi står ved udgangen til Herrens
Hus, og at parret i midten er nygifte.
Brudebilledet
holdes sammen af en akut livsglæde, lysår fra atelierfotografens indstuderede
smileri, som fortæller mere om tandstilling end om lykke. Brudeparret står tæt
sammen og vender, som præsten, hovedet lidt mod venstre. Der er åbenbart noget,
som i fotograferingens øjeblik har fanget deres interesse og fremkalder tre
smil helt op i øjnene. Og selvfølgelig har brudeparret råd til gavmildt at dele
deres opmærksomhed med andre, for nu er de jo forenede med hinanden, det fik de
både præstens og den andens ord for, da de stod foran alteret.
Foran
denne treenighed, i et spektakulært rod, strækker Mette Maries ældste datter (det
fortæller min ven, at hun er) med et hyl hånden op i begejstring, i samme
bevægelse rejser hun sig med lukkede øjne op på tæerne og er kun nogle få
centimeter fra, utilsigtet naturligvis, at knockoute præsten. Ved siden af
hendes mindre brødre, lige gamle, men i forskelligt outfit. Den ene i yndig
prinsessekjole, den anden i lang jakke med liljekonval i knaphullet og
bowlerhat nærmest ned over øjnene. Han ser ikke på broderen, men på fødderne af
sin nye fætter i tylskørt og sneakers. De er begge før skolealderen og er i
gang med noget, der ligner en gammeldags twist eller begyndelsen til nærkamp.
På venstre fløj en hvidhåret purk med en stor rose i hånden, modsat ham en pige
godt over skolealderen i tylskørt. En mindre dreng, der som pigen holder en
rose i den højre, skubber lidt til hende med kroppen. Alle drengene bærer hat,
det gør den ene af brudene også, den er oven i købet høj, mens småpigernes hår bølger
uhæmmet og falder ned over skuldrene.
Der
er flere andre personer til stede, men de nævnte må være tilstrækkeligt til at
godtgøre en anderledeshed i forhold til det traditionelle bryllupsbillede, der
i al sin trivialitet stadig er sindbilledet på lykke i Danmark. At det faktisk
også viser lykkelige mennesker, er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg kan bare tænke
på mit eget.
Men
billedet af regnbuebrudeparret, hvis jeg må være så fri at kalde det sådan, er
ikke blot et billede af lykkelige mennesker, men er i sig selv et manifest på
en befrielse fra nogle normer om, at der kræves to forskellige køn til et
borgerlige ægteskab, som også kirken kan velsigne.
Den
sidste del, velsignelsen af det samkønnede ægteskab, mangler endnu i Finland,
det land, jeg bor i.
Jeg
kender nogle, der er meget kede af netop det.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar