 |
| Ill. Arne Ungermann |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Jeg griber
mig selv i at sidde og synge
Livet er en
morgengave...
for fuld
hals. Foran mig på skrivebordet den tomme skærm. Men nu ved jeg, at jeg skal
skrive Noget om Halfdan Rasmussen. Et
hundrede år i år bliver han.
Det
er der gjort før, skrevet om ham, fyndigst af digterkollegaen Benny Andersen
til hans firsårsdag:
Du der mægter mangt et
ord
at sætte på hver nælde:
Tak fra os! Din dåd er
stor
varmt dit versevælde.
Ifølge
Halfdan Rasmussen selv faldt hans digtning i to dele:
Jeg
skriver sjove digte
Jeg
skriver osse triste.
De
første læser andre folk.
Selv
læser jeg de sidste.
Bedst
er han, når det sjove og det triste, det skæmtsomme og det alvorlige blander
sig i hans digte for voksne børn og barnlige voksne. Det kan være i hans Børnerim, fx
Kom alle hvide snefnug
og læg jer her på
bakken,
så jeg kan gi min
storebror
en snebold midt i
nakken.
som jeg ser i
en dedikation til en nyfødt lillebror.
Eller
læs indledningsdigtet til Noget om livets
risiko fra den femte samling af hans Tosserier:
Jeg læste en bog om
tobakkens alvorlige svøbe
og blev så nervøs som en
præst der har mistet sin tro.
Så lagde jeg bogen og
skyndte mig hen for at købe
en pakke tobak for at få
mine nerver i ro.
Der
er altid noget på spil hos Rasmussen. Midt i meningsløsheden findes håbet, ofte
på trods, som kan blive til virkelighed i digtningens skaberværk, og hvad kan
ord ikke få i stand? Mennesket behøver ikke en gud, som kongerne i Brorsons
salme, der ikke mægtede at sætte så meget som ét blad på en nælde. Digteren kan
sætte ord på, og mennesket skabe sin egen tilværelse. Det er, på god gammeldags
eksistentialistisk vis bare at vælge. Og stå fast, naturligvis, på den valgte
humanisme.
Det
er, hvad jeg’et konfronteret med sig selv gør i Noget om helte, som jeg for lidt siden sad og sang af fuld hals – i
hvert fald det af den, jeg kunne udenad. Men inden, jeg giver læseren chancen
for selv at læse, eller synge med, skal jeg lige forudskikke den bemærkning, at
det en og tyvende århundredes krige, som Danmark er blevet involveret i, mere
end nogen sinde har råbt efter mennesker, der insisterer på at dyrke radiser i
stedet for at være med til at sprænge kloden væk. Det er i sidste instans den
enkeltes valg.
Er
det gammeldags og outdated? Vel er det ej! Det er her, fremtiden ligger.
NOGET OM HELTE
Livet er en morgengave.
Sjælen er et
pilgrimskor.
Der står krokus i min
have.
Der står øller på mit
bord.
Under himlen hænger
lærken
som et fjernt, bevinget
frø,
for en lærke tænker
hverken
på at kæmpe eller dø.
Her er fredeligt og
stille.
Her er ingen larm og
støj.
Jeg har sået
kruspersille
og et brev med pure løg.
Lad alverden slå for
panden
og bekæmpe spe med spot
Jeg vil enes med
hinanden
og mig selv og ha det
godt.
Der er nok som går og
sysler
med at sprænge kloden
væk.
Jeg vil ikke ha
skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og
sveder
for at gi hinanden lak,
vil jeg pusle med
rødbeder
selleri og pastinak.
Jeg vil ikke slås med
bisser.
Jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser
kan man roligt lide på.
Og de sølle penge rækker
til lidt mer end
skattesjov,
når ens kone går og
trækker
sådan lidt til husbehov.
Gulerødder kan hun trække
op af jordens automat,
hvor de står i rad og
række
mellem bønner og salat.
Og hvis jeg er træt og
gnaven,
og det sker jo af og
til,
kan vor muldvarp grave
haven,
hvad den sikkert gerne
vil.
Samson gik og styrted
templer.
Peter Freuchen knak sit
ben.
Ak, mod disse to
eksempler
er min dåd en sølle en.
Jeg har aldrig dræbt
filistre
eller haft et ben af
træ.
Og når stærke mænd blir
bistre
går jeg fra Thermopylæ.
Tiden går og tiden
hverver
store mænd til mandig
dåd
Jeg, reserven blandt
reserver,
bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og
migræne,
blot jeg skær mig på en
dolk
og vil helre slå min
plæne
end slå løs på pæne
folk.
Hvorfor skal man slå på
tæven
eller bruge tæveord?
Jeg vil trykke folk på
næven.
Jeg er ingen Tævedor.
Lad dem tæve på hinanden
der har tæv behov endnu.
Jeg vil ikke klinke
kanden
før jeg ser den er itu!
Livet er en dejlig gave.
Jorden er en herlig
jord.
Der er øller i min mave.
Der står krokus på mit
bord.
Når reserverne skal
stille
for at splitte kloden
ad,
skriver jeg med kruspersille
verdens mindste
heltekvad.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar