DET STORSTÅTLIGA STOCKHOLM

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

For mig, der bor op og ned ad Finlands hovedstad og er vokset op i Danmark med forestillingen om København som verdens egentlige centrum, er et besøg i Stockholm hver gang lidt af et chok.

Mit første besøg fandt sted det år, den gamle konge Gustav VI Adolf døde. Det var svært at undgå at følge med på alle løbesedlerne, mens jeg gik rundt og spejdede efter langbenede svenske piger af den slags, man havde hørt om fandtes i bataljoner.

Der var ingen!

–  Dom solar sig på beachen i södern. Men kom tillbaka på vintern – då!

Og jeg, som var kommet hele den lange vej til Stockholm.

Siden har jeg været i Stockholm om vinteren eller det, der ligner, for det gør de fleste af årstiderne i Stockholm, faktisk. Sidst var i november dette år. Men det, jeg sigtede efter, var nu ikke det blomstrende nutidige, men det autentisk fortidige. Jeg var blevet anbefalet Stockholms Medeltidsmuseum på Helgeandsholmen lige under Norrbro. Til højre, når man kommer fra Gamla Stan. Og derfra kom jeg.

Inde i museet, med fødderne på en brolægning fra middelalderen, læste jeg et sagn om byens grundlæggelse:

Vi er tilbage i 1187. Da bliver Sigtuna plyndret og nedbrændt.  Borgerne lægger alt deres guld ned i en udhulet stamme eller stock, som de skubber ud i Mälaren. Hvor den flyder i land, vil de grundlægge deres nye by. Stocken går på grund på en lille ø eller holm. Navnet er klart, og byen bliver grundlagt.

Sagnet går tilbage til 1500-tallet, og i detaljen er det løgn. Men i sin kerne holder det vand, nemlig at Stockholm blev grundlagt af driftige mennesker med vovemod, tillid til vand og en fatalistisk tro på, at de skulle bide sig fast her, just precis här, og bygge og bo.

Hovedbilledet på min indre skærm af Stockholms Medeltidsmuseum er et stort rum. Midt i løber der en rest på femoghalvtreds meter af bymuren, men uden at den fylder alverden. I rummets periferi en mængde stationer, hvor man kan blive klog på alt fra sygdomme, påklædning, havebrug og byggekunst til sejlads og feltslag. Alt er arrangeret luftigt, og intet opægger til klaustrofobiske følelser. Hvad museer jo ofte gør.

Det, jeg husker bedst, var et kæmpekort over Europa med handelsveje og produkter, der blev hentet hjem til Stockholm: Øl fra Danzig, malt fra Lybeck, okser fra Jylland, sild fra Skåne, klæde fra Brügge og England, vin og stengods fra Frankrig, glas fra Sydtyskland og Italien, krydderier fra Jugoslavien, Spanien og Nordafrika, korn fra Baltikum, pels, voks, tjære, hamp og hør fra Rusland.

Så man forstår: At bo og bygge var for stockholmerne ikke identisk med at sidder derhjemme og hygge. – Led efter ordet i svensk, det findes ikke, for hyggen har danskerne taget sig af.

Man får en følelse af, at svenskerne havde ladet sig besætte af den allerede længe hjemløse, nordiske vikingeånd. Og for at gøre en meget lang historie vældig kort var resultatet af al deres virksomhed, der også indbefattede deltagelse i en mængde krige, at ufattelige rigdomme blev fragtet til landet. Stockholm sprængte sine gamle bymure og blev snart Sveriges storståtliga hovedstad. – Led efter et modsvar til dét ord i det danske sprog!

Men det er ikke bare det moderne Stockholms gamle bygningers antal og størrelse, der slog mig både før og efter besøget i det stille museum. Det var især alt det latin, der stod på dem med bogstaver, som guldet stråler fra, og som næsten blændede mig gennem det sjaskede vejr med slud og stiv blæst.

Det er de ord, Sverige har skrevet sig ind i historien med.

Såvel danskere som svenskere forbigår gerne i tavshed den uhyggelige årsag til, at det efter middelalderen virkelig rykkede for Sverige, så landet blev Nordens fremmeste. Den finder vi i den danske konge Christian II’s halsløst idiotiske gerning: at lade halshugge cirka hundrede trættekære svenske stormænd på Stortorget i Stockholm. Han ville redde sin egen magt og Kalmarunionen. Men skænkede i virkeligheden Sverige alle tiders gave ved at bane vejen for et Sverige forenet omkring Gustav Vasa. Det havde de nu døde hindret, og hermed havde Christian II i realiteten affyret startskuddet for Sveriges stormagtstid.

Nu, sidst i november fire hundrede og tooghalvfems år senere, skyldes den røde farve over Gamla Stan ikke blodet fra stormændene, der endeligt forenede sig i regnen langs rendestenene. Det er julens røde farve, der breder sig fra de talløse små boder, hvorfra der sælges svensk håndværk og svensk bagværk som i vore drømme om den autentiske jul.

I min næste blog skal jeg vende tilbage til Stockholm. Ikke for at fortsætte med det storståtliga Stockholm og Sveriges stormagtstid, der var tyrannisk og ond. Men for at fortælle om noget, der må kunne gøre ethvert demokratisk tænkende menneske stolt. 

ANNONCE:

 

NOBELFEST OG SLOTSBAL

Balkjole på gine

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Nobelfesten i Stockholm og Slotsballet i Helsingfors. To fester i december, som min bedre halvdel og efterhånden også jeg med kun ét virkeligt forbehold deltager hengivent i.

Foran tv’et, naturligvis.

Den første, Nobelfesten med uddeling af alle Nobelpriserne, blev skudt i gang den 10. december for 111 år siden, nemlig på femårsdagen for den stenrige sprængstoffabrikant Alfred Nobels død. Festen, med kongen i spidsen som nationens repræsentant, efterlever en privatmands testamente og er blevet Sveriges største privat-nationale fest.

Samtidig er den Sveriges mest spektakulære vindue ud til den store verden. Her ser man, hvad nationen går for. Iscenesættelsen er højtidelig, men den løber som på skinner og virker derfor tvangfri.

Tunge fade bugnende af den smukkest arrangerede mad bæres ned til festsalen ad den lange trappe i marchtakt og med skridt så sikre som en bjerggeds.

Forskere fra eliternes elite får medaljerne af kongens hånd, men de er, de fleste af dem, mænd med humor. Det forstår man, når de villigt lader sig  interviewe af journalister bevæbnet til tænderne, men som smilende formår at skabe en afslappet atmosfære midt i højtideligheden. Herved får almindelige mennesker mulighed for at snuse til det sværeste af det svære indenfor hardcorevidenskaberne fysik, kemi og medicin – samt økonomi. Man forstår garanteret intet til bunds, men man fatter måske hovedlinjerne og vigtigheden i det sagte.

Bliver litteraturprisen tildelt en charmerende forfatter, kan han sno publikum om sin lillefinger og på fem minutter gøre en meget klogere på livet.

Når højt dekorerede gæster får lov til at fortælle, hvad de har konverseret med hinanden om under middagen, kan alle tilskuerne bag tv-skærmene følge med.

Vi er i køkkenet og får en smagsprøve på madlavningens og serveringens enorme logistiske problemer.

I år lagde jeg særlig mærke til interviewet med den studerende, der skulle kalde nobelpristagerne frem. På mange sprog. Også på kinesisk. Hun så nervøs ud og lignede en almindelig pige, mens hun fortalte om sit opdrag. Men var strålende smuk og afslappet, da hun udførte det fra den fine talerstol.

Nobelfesten er et skuespil uden skuespillere, et mangedifferentieret engangsspektakel. Hvert år med en ny iscenesættelse efter gamle mønstre. Hermed holdes traditionen i hævd, og heri ligner det Slotsballet i Helsingfors den 6. december. Og dog ligner det ikke.

Mens Nobelfesten er centreret om eliternes elite, nobelpristagerne i egne høje personer, tilhører deltagerne i Slotsballet blot eliten. I år var der i alt 1.800, hvoraf en del er selvskrevne. Det gælder regering og parlament, de højeste repræsentanter for forskellige kirkelige samfund og højere læreanstalter, erhvervslivets spidser, ambassadører, repræsentanter for traditionelle etniske minoriteter og andre.

Ud over dette mennesker, der i det forgangne år har gjort sig fortjent indenfor for eksempel idræt, kultur og kunst med videre. Der deltager også folk, præsidenten har mødt under sine rejser i Finland eller på Åland, og som han synes er en invitation værd.

Slotsballets deltagere udgør således et bredt spektrum af personer, som har gjort sig fortjent til æren at deltage. Her deltager ingen, som det anstår sig i en republik, på grund af nedarvede privilegier. Det er smukt og demokratisk, og det kan jeg godt lide.

Mens Nobelfesten er koncentreret omkring middagen, er Slotsballets centrale del balgæsternes indtog. Én og én defilerer de forbi præsidenten og hans ægtemage. 1.800 håndtryk gange 2 er mange, og de tager rigtig lang tid, og vi bivåner det hele. For herrernes vedkommende var kjole og hvidt for nogle år siden standard, nu ses en del jakkesæt. Herrernes påklædning udløser ikke journalisternes kommentarer, og evt. skaldethed eller langt hår forbigås i tavshed.

Til gengæld bliver der gået tæt på damerne. Altid rosende. Dalrende arme og rynkede barme kommenteres ikke. I hvert fald ikke i tv! Frisuren og kjolen, lang, naturligvis, bliver derimod sat sagkyndigt under lup, også i et jævnførende perspektiv. Hvad personen på skærmen bar tidligere år trækker kommentatoren ud af ærmet med samme behændighed som sportsreportere kan oplyse om, hvor mange indkast og mål en bestemt fodboldspiller har stået for i den igangværende sæson eller i de antal kampe, han har spillet for en bestemt klub.

Jo, de har læst på lektien og kan deres kram, kommentatorerne, og jeg tilstår, at de første ti-femten kommentarer kan være interessante. Men 1.800 divideret med 2 = 900 kommentarer til kvinders påklædning og frisure, det er for meget!

Ok. Indrømmet. Jeg overdriver. Men netop i overdrivelsen ligner jeg Slotsbalskommentatorerne. De sætter kvantitet over kvalitet, tager skyggen for legemet og glemmer kernen for skallen. Derfor siger jeg:

– Fuck udseendet! Er der nogen, der ligner en baldronning, kan vi jo selv se det.

Hvad der har givet præsidentens gæster ret til at komme til ballet, er deres fortjenester, som de har udtrykt i et langt kuglestød, en fantastisk roman, en heltedåd, en personlighed, præsidenten er faldet for, et vellykket træk i kampen for minoriteters rettigheder, et industriprodukt med verdenssucces, et enestående computerspil og så videre.

Ethvert menneske har en historie. Selvfølgelig også dem, der er inviteret til Slotsballet. Det er derfor, de er der. Nogle har måske svært ved at få den frem, men så må de hjælpes. Ligesom stjernerne i ethvert melodigrandprix bliver hjulpet til at fortælle deres historie.

Dette kræver research, research, research, indfølende fotografer og kompetente journalister, som kan mere end at kende forskel på blåt og grønt, silke og fløjl, højt opsat hår og hestehale. Men det er omtrent det niveau, de befinder sig på, Slotsballets journalister. Og når de – for det sker, indrømmet, laver et såkaldt interview, handler det for det meste om, hvordan det nu føles.

(Den finske, såvel som alle andre statsradiofonier burde have nultolerance over for den slag spørgsmål. Et års karantæne til den journalist, der stiller dem. Ved gentagelser fyring på gråt papir.)

Slotsballets idé er fin. Den hædrer Finland. Men måden, den formidles på gennem tv, er ensidig. Som Nobelfesten giver et udblik fra det prægtige Sverige, kunne slotsballet være et indblik i Finland. Det har et enormt potentiale til et tableau over, hvordan det står til i Republikken hvert år den 6. december. I stedet er det udartet til en udstilling af damekreationer.

– Fi donc! som franskmændene siger.

ANNONCE: 

 

INGEN FEST UDEN SOVS OG KARTOFLER

Spiral. En ret fra el Bulli

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Vi kender det alle sammen. Vi skal til fest, middag, selskab, gæstebud, party. Måske privat, måske på restaurant, måske i et lejet festlokale. En del af glæden er at spise godt. En anden er at være i godt selskab.

Nu skal vi rigtig hygge os, tænker vi. Tænder lysene. Beundrer borddekorationen. Nipper til drinken. Studerer spisekortet. Lytter til tjenerens udlægninger. Vejrer. Er det julefrokost hjemme hos venner, slår frikadellelugten gerne igennem. Den slags naturlige lugte findes ikke på den fine restaurant, her skal lugten være lige så ren, som dugen er hvid. Vi starter smalltalk med nye bekendte, støder det halvtomme glas mod gamle venners, hører nyt, genoplever det allerede halvt glemte, søger kontakt med andre gæster, som vi tror er interessante eller ligefrem  brillante.

I min verden er fællesnævneren for det alt sammen hygge, og den skabes først og fremmest ud fra en grundlæggende tryghed i samværet. Man starter ikke med is og slutter med sild. Bruden fortryder ikke i sidste sekund og styrter ud af kirken. Værten giver hånd og hilser en velkommen – eller peger på ølkassen midt på gulvet, det er bare at tage fra! Alt efter omstændighederne.

Man er klædt på som forventet, og klæ’r sig ikke af, medmindre - - - ja, medmindre man fx er i Finland og indleder samværet med en god gang sauna. Folk har måske læst Emma Gad og kan håndtere takt og tone efter traditioner, der blev nedfældet for snart hundrede år siden og kræver slips og manchetknapper.

Vi ved, hvor vi har hinanden, hvad der naturligvis ikke indebærer fraværet af skarpe kanter, verbale overraskelser, frapperende synspunkter. Vi ved omtrent, hvem der er leveringsdygtige i den slags og bliver derfor dejligt bekræftede og får øget selvtilliden, når det forudsete indtræffer.

Förtär ej mer än Ni med våld kan tvinga i Er,

förtär ej mindre heller.

som der stod under menuen til en fest, jeg nylig var til.

Værten en lystig fyr, der netop havde erhvervet doktorgraden, gav med ovenstående ord et mindre overraskende end klart signal til sine mange gæster om at tage fra i rigelige mængder, også af de såkaldte våde varer. Ud over vin bestod de af halvliters snapseflasker, der ikke fik lov til at henstå på bordet og blive lunkne.

Da festen løb af stabelen i Finland, var der intet mærkeligt i dét, heller ikke i de mange snapseviser i festens sanghæfte. Vi startede med Helan går og sluttede med Det danske smil til ukendt melodi og med teksten Le och drick endast.

Hvilket jo både passer til en traditionel dansk selvopfattelse og til danskernes ry for druk og godt humør.

Jeg vil bruge festens menu som indledning til de fortsatte overvejelser om madens betydning:

Koriander-dragonströmming

Svart vinbärssill

Mozzarella-tomat-basilikasallad

Skinkrullar med pepparrot

Rödbetscarpaccio

Grön sallad

Burgundisk köttgryta/

Tofu-grönsaksgryta

Kokt potatis

Svart vinbärstårta

Kaffe,te

Fraset mozzarella, carpaccio og tofu har ordene i menuen gammel hævd i nordisk madkultur og ligger i samme trygge segment som sovs og kartofler.

Engang samlede jeg på madretter som en slags konkret digtning. Sproget var her et materiale, som til forskel fra sovs og kartofler ikke henviste til en virkelighed bag det.

Retten spiral fra den spanske restaurant El Bulli kan være eksempel nok. At jeg har kunnet finde et billede af den på nettet, se illustrationen, forandrer ikke sagen. Den er stadig ikke et produkt fra jorden, luften eller havet. Den har sin abstrakte eksistens i ordet skabt af menuforfatteren, gastroideologen eller chefkokken, der lokker os til at konsumere selve menuen og dens beskrivelse, ikke retten selv. En sådan kok er el Bullis Ferran Adrià, som Time Magazine betragter som en af verdens et hundrede mest indflydelsesrige personer. Hør her, hvad madskribenten Brett More kan fortælle om ham:

Ferran Adrià is considered by many to be the greatest chef in the world and his restaurant, El Bulli, to be the greatest restaurant in the world. Located in Roses, Spain, El Bulli is a holy mecca for food lovers. The 35-course taster's menu is a grand experience of tastes, textures, and wonder. An architect of molecular gastronomy, Adrià's creations are designed to surprise and enchant his guests.

Men Brett Mores ord er kun som en ringe forsmag til den verbalisering af mad, som for tiden sluges råt af dagens bogædere. Et udtryk, jeg frit tør bruge i betragtning af, at salget af madbøger er stigende i verden, mens salget af anden faglitteratur, bortset fra den religiøse, er faldende. At religiøsitet og mad i øvrigt mixes, og at der er en stærk religiøs kult omkring mad, fremgår også med al tydelighed af citatet. Mad er Gud, Ferran Adrià er dens profet, og forløsningen finder sted på restauranten i Roses, madens Mekka.

Ved således at sætte fokus på maden, som er en valfart værd, og ophøje den til det selskabelige måltids mål i stedet for bare at lade den have sin virkning som den velsmagende indramning til noget, der er vigtigere, er den før omtalte hygge med et hug sat i skammekrogen. Men måske er der i virkeligheden også noget skummelt ved den, hyggen. For den vil jo ikke rigtig noget, den anfægter ingen ting. Den er der bare som en slags belønning til dem, der har fundet sammen om de levende lys og de kendte spiser i ritualiserede forløb. Som for eksempel i den ovennævnte doktormiddag. I krebsegildet. I julefesten.

Eller som når Mona, den nys til sognepræst ordinerede Petter Kummels hustru, serverer festmåltidet for de høje gæster med biskoppen fra Borgå og lantrådet fra Mariehamn i spidsen:

Potatis och stekt gädda med pepparrotssås och flera kvadratmeter bladsallat som pastorskan drivit upp i trädgårdslandet, mjäll och fin, serverad med salladssås gjord på ägg och grädde med lite socker, salt och ättika. Ortens berömda svartbröd och hemvetebröd, pastorskans eget smör, hennes mjölk och välbryggda svagdricka. Den åländska specialiteten sviskonkräm med snömos till efterrätt.

Det kan vi læse mere om i Ulla-Lena Lundbergs Finlandiaprisbelønnede roman Is. I mine øjne en enestående roman, der burde være en sikker vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2012.

Men er man kommet sammen for at spise og ikke har noget at sige til hinanden, er retter som spiral og dens mange brødre og søstre fra Ferran Adriàs hånd anbefalelsesværdige. De bærer budskabet i sig selv, og det kan der snakkes meget omkring.

ANNONCE: