PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Julens ritualer er igen
gennemgået til bekræftelse af, at vi ved, hvor vi har hinanden. Efter det
kommer nytåret uundvigeligt med sine tilbageblikke. I år nøjes kronikører med
respekt for historien og deres egen hukommelse ikke med de seneste tre hundrede
og femogtres dage. I år trækkes vi gerne hele nioghalvfems år tilbage til
starten af Første Verdenskrig med dens organiserede
massemord i skyttegravene. Snart efterfulgt af de nazistiske udryddelseslejres industrialiserede massemord – det banalt
onde muliggjort af moderne teknologi og bureaukrati som nogen har beskrevet det.
Alt sammen i
det tidsspand, den franske præsident og general Charles de Gaulle omtalte som
Europas nye trediveårskrig.
Men læg
venligst mærke til, at der over hele linjen er tale om en rationalitet, der
følger vante mønstre. Vi er ved hver ny begyndelse, om det nu er en
fredsslutning eller et nyt år, parate til endnu en runde, omend på et teknisk
set højere niveau. Vi ved altså, hvem vi er, men fortsætter til trods herfor
ufortøvet i gamle spor.
Det var tre
måder at sige stort set det samme på. Når jeg ikke straks rationaliserer to af
dem væk, er det kun, fordi jeg hermed har lavet en æselbro til en af de bøger,
der har udgjort julens læsning. Den var ret populær bland husets langvarige
gæster, og jeg håber, at min ven, som lånte mig den, vil tage den tilbage uden
at påtale slitagen. Nemlig på bogens første kapitler. Og så lidt spredt rundt
omkring. Kun jeg læste alle siderne frem til den to hundred og treogtyvende,
hvis
SLUT
fortæller læseren, at nu er der
ikke mere.
Det drejer
sig om Kaspar Colding Nielsens Den danske
borgerkrig 2018-24 med genrebetegnelsen roman. Den bryder effektivt med i
det mindste tre sædvanligvis indgroede opfattelser.
Det første
angår formen, der ikke leder mod overblik og afklaring i forhold til de
implicerede personer og hændelser. Ganske vist forklares borgerkrigens årsager,
nemlig i nogle kroniklignende passager om den åh! som omskrevne finanskrise, der går hen og vælter hele økonomien.
Men ellers er vi på Herrens mark mellem beskrivelsen af borgerkrigen og dens udpenslede
grusomheder og nogle skæve anekdoter med kursiv og i et stilleje, der ofte
leder tankerne til bøgerne om Peter Plys. For eksempel om den psykisk syge
bjørn Pia, der får sin honningkrukke stjålet, eller om grønlænderen, der har
for korte arme til at begå selvmord med en riffel.
Det kan man
så spekulere over og forsøge at sætte i et rationelt forhold til hovedteksten
med dens 475-årige fortæller og hans 350 år gamle hund. Hvis man gider. For det
giver ikke, og skal vel ikke give, noget fornuftigt resultat set i forhold til
en traditionel romanmodel.
To andre
indgroede opfattelse, Den danske
borgerkrig bryder med, er begge antydet ovenstående. Den ene drejer sig om
opløsning af den del af identiteten, der har at gøre med forestillingen om menneskelighed
set i forhold til dyriskhed. Tingene er stillet på hovedet i de noget repetitive
og effektsøgende beskrivelser af borgerkrigens bestialiteter samt i den
dyriskhed, mennesker udviser i forhold til sex. Over for dette har vi dyrene,
først og fremmest hunden Geoff, som kan både tænke og tale og generelt set
opfører sig høvisk. Modstillingen er i sammenhængen spøjs, men ikke egentlig
tankevækkende, fordi elementerne i den er velkendte, og, hvad dyriskhed angår,
misforståede.
Forholdet
mellem liv og død er den anden indgroede opfattelse om menneskelivet, som
romanen bryder mod. I dens verden findes der en række privilegerede mennesker,
stenrige alle sammen, som ved hjælp af et stamcelleprogram
– hvad det så end er – kan manipulere med deres alder og på den måde opnå udødelighed.
For disse mennesker er der intet, der skal nås. Altså bortset fra at udfylde
nuet med nydelser, især kulinariske og seksuelle.
Hermed er vi
havnet i en uafsluttethed, hvor menneskenes drifter får frit løb, og dyrene har
udviklet menneskelighed. I ordets positive betydning.
Livet er således
ikke længere udmålt i tid med en endelig afslutning, som forudgås af traditionelle
livsmønstre udmøntet i for eksempel opvækst, uddannelse, opsparing, stiftelse
af familie, køb af fast ejendom, tilbagebetaling af lån og en tryg og gældfri
alderdom med døden som uundgåelig afslutning.
Dette
mønster, skriver den altid læseværdige Richard Swartz i Dagbladet Information, er i det moderne menneskes
livssyn fortrængt af
et fluidum med slørede konturer,
hvor barndom og ungdom på dramatisk vis søges strakt ud på alderdommens
bekostning og selve endeligheden (og døden) fortrænges.
Tydeligst
ses det mønster hos de unge. De behøver ikke spare længere. For dem er en
opsparingskonto lige så eksotisk som tidligere tiders rationeringsmærker. Ofte
forholder deres indtægter sig til deres udgifter i forholdet 1:1. De lever i
nuet og opfatter fremtiden som en slags virtuel forlængelse af dette.
Det er et
liv på konstant, forventet efterbevilling. Som for de styrtende rige, der overlevede
revolutionen i Kaspar Colling Nielsens roman. Schwartz gør opmærksom på
medaljens bagside. Det gør Nielsen ikke.
Velkommen
til den nye verden med eller uden traditionelle mønstre.
Med disse
ord vil jeg ønske mine læsere Godt Nytår!
ANNONCE