En lille julenisse |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg har ikke fulgt med i
rapporter om snemængden ved flyvepladsen i Sodankylä, små tusind kilometer nord
for Finlands hovedstad. Her lander hver jul fly efter fly med turister. Deres
længslers mål er bjergmassivet Korvatunturi hundrede kilometer mod øst nær
grænsen til det russiske Murmansk. For her bor julemanden, joulupukko.
Tror alle,
der bor i Finland. Næsten da.
Undtagelsen
er danskerne. Jeg er en af dem. Vi ved, at det der med joulupukki’en fra
Korvatuntori er rent falskneri. Så af mig får han kun et overbærende blik, når jeg
støder på ham på gader og i storcentre, hvor han smiler i skægget og deler slik
ud. Men børnene tror på ham, kravler op på hans knæ og lader sig klappe på
hovederne.
Det samme
gør børnene i Danmark. Men her er julemanden minsandten fra Grønland, en
forhenværende dansk koloni med utilgængelige sneområder, der overgår al
forstand. I årets mørkeste tid dukker han så pludselig op i talløse udgaver og
repræsenterer en drøm om gavmildhed. Som dog er alt andet end gratis, for julen
varer ikke bare længe, den koster umådelig mange penge.
I den
uhellige alliance mellem kærlighed og kommercialisme ligger drivkraften i
dagens jul. Den, man elsker, giver man gerne en gave. En opmærksomhed, som det
også hedder. Og et andet menneskes opmærksomhed er vel en af de største gaver,
man kan få. Den viser, at man er
noget, en, man kan regne med.
Men det er
materielle gaver ikke med nogen nødvendighed et udtryk for. De kan lige så vel
være en flugt, hvor giveren køber sig fri fra, trods fysisk tilstedeværelse, at
være nærværende i forhold til modtageren. Det er den sidste slags gaver,
julemandens sække sprænges af. For gaverne følger, også i dagens permanente krise,
det olympiske princip om at blive større, dyrere og flottere. År efter år. Som
aflad for kærlighed.
Hvor længe
husker man, hvad man har givet. Og fået? En dag, tre dage, året ud?
Siden jeg
læste Harry Potter-bøgerne har tanken om julemanden altid fremkaldt samme
billede i mit hoved. Det handler ganske vist om fødselsdag, ikke om jul, men
indebyrden er præcis den samme. I centrum vralter fødselsdagsbarnet, den flommefede,
forkælede og uforskammede Dudley Dursley, søn af Petunia og Vernon og Harrys
fætter, hen til gavebordet og begynde at tælle. Hvorefter han med et monumentalt raseri konstaterer, at
han har fået to gaver færre end det foregående år.
I virkeligheden er den gavmilde julemand naturligvis hverken dansk eller
finsk. Han er en konstruktion. Men, og det har jeg altid beklaget over for mine
finske venner – han er en dansk konstruktion. Således optræder han første gang
i Julemandens Bog fra 1898 med tekst og tegninger af Louis Moe. I
sit værksted nær Nordpolen bruger han hele året til at lave legetøj, som han siden,
med Nissen og Juleenglen som hjælpere, deler ud til de artige børn. I Danmark
har denne figur et forbillede i Peters
Jul fra 1866, hvor Johan Krohn lader Den gamle Jul, som han
hedder, gå rundt og tænde juletræet i hjem, hvor der findes artige børn. Og her
kan vi lige sende en tanke til det første juletræ i et borgerhjem i Danmark.
Det blev på dagen tændt for to hundrede og to år siden.
Men historien om julemanden som børnenes ven og beskytter kan også henføres
til Sankt Nikolaj, der virkede i trehundredtallet i Europas sydøstligste hjørne
mellem Grækenland og Tyrkiet. I en langt senere nordamerikansk tradition, der er
udviklet af fortællingen om Sinterklaas fra Holland, rejser han rundt fra tag
til tag og lægger i ly af nattens mørke slik i sokker, børn hænger op ved
skorstenen.
Både hvad angår det hvide skæg og den store gavmildhed ligner denne
amerikanske Santa Claus den nordiske mytologis øverste gud Odin. Ved midvinter
red han rundt på sin ottebenede hest og uddelte gaver til børn, der havde
stillet en sko frem. Med mindre variationer går han igen i den engelske Father
Christmas, den tyske Weihnahtsmann, den svenske jultomte, den italienske Babbo
Natale med flere.
Det internationalt anerkendte ikoniske udseende på denne person med de
mange navne blev endeligt skabt i 1931 af Haddon Sundblom født i Michigan i USA
med en far fra Föglö på Åland og en mor fra Sverige. De talte svensk i hjemmet.
En nordisk-amerikansk kreation med rødder i nordisk mytologi og dansk
litteratur, altså. Sundbloms julemand,
som reklamerede for varemærket Coca Cola, fremstod med bølgende hvidt skæg,
hvide skindbræmmer på huen og den røde dragt, bredt bælte med stort spænde og
kanestøvler.
Men alt
dette er historie. Det vigtige er, at julemanden bor under iskolde himmelstrøg,
hvor han i ro og mag kan fremstille sine mange julegaver. Så længe sneen ligger
kilometertyk over Grønland og Nordpolen og tommetyk på Korvatunturi, må enhver
for mig blive salig i sin tro.
Hvor mange
år denne salighed så varer. For is og sne smelter i et faretruende tempo.
Eller salige
ved at Jesus er i centrum. For uden fortællingen om hans fødsel i Betlehem for
to tusind og tretten år siden ville midvinterfesten have set helt anderledes
ud.
Glædelig
jul!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar