JULEMANDEN


En lille julenisse




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Jeg har ikke fulgt med i rapporter om snemængden ved flyvepladsen i Sodankylä, små tusind kilometer nord for Finlands hovedstad. Her lander hver jul fly efter fly med turister. Deres længslers mål er bjergmassivet Korvatunturi hundrede kilometer mod øst nær grænsen til det russiske Murmansk. For her bor julemanden, joulupukko.
Tror alle, der bor i Finland. Næsten da.
Undtagelsen er danskerne. Jeg er en af dem. Vi ved, at det der med joulupukki’en fra Korvatuntori er rent falskneri. Så af mig får han kun et overbærende blik, når jeg støder på ham på gader og i storcentre, hvor han smiler i skægget og deler slik ud. Men børnene tror på ham, kravler op på hans knæ og lader sig klappe på hovederne.
Det samme gør børnene i Danmark. Men her er julemanden minsandten fra Grønland, en forhenværende dansk koloni med utilgængelige sneområder, der overgår al forstand. I årets mørkeste tid dukker han så pludselig op i talløse udgaver og repræsenterer en drøm om gavmildhed. Som dog er alt andet end gratis, for julen varer ikke bare længe, den koster umådelig mange penge.
I den uhellige alliance mellem kærlighed og kommercialisme ligger drivkraften i dagens jul. Den, man elsker, giver man gerne en gave. En opmærksomhed, som det også hedder. Og et andet menneskes opmærksomhed er vel en af de største gaver, man kan få. Den viser, at man er noget, en, man kan regne med.
Men det er materielle gaver ikke med nogen nødvendighed et udtryk for. De kan lige så vel være en flugt, hvor giveren køber sig fri fra, trods fysisk tilstedeværelse, at være nærværende i forhold til modtageren. Det er den sidste slags gaver, julemandens sække sprænges af. For gaverne følger, også i dagens permanente krise, det olympiske princip om at blive større, dyrere og flottere. År efter år. Som aflad for kærlighed.
Hvor længe husker man, hvad man har givet. Og fået? En dag, tre dage, året ud?
Siden jeg læste Harry Potter-bøgerne har tanken om julemanden altid fremkaldt samme billede i mit hoved. Det handler ganske vist om fødselsdag, ikke om jul, men indebyrden er præcis den samme. I centrum vralter fødselsdagsbarnet, den flommefede, forkælede og uforskammede Dudley Dursley, søn af Petunia og Vernon og Harrys fætter, hen til gavebordet og begynde at tælle. Hvorefter han med et monumentalt raseri konstaterer, at han har fået to gaver færre end det foregående år.
I virkeligheden er den gavmilde julemand naturligvis hverken dansk eller finsk. Han er en konstruktion. Men, og det har jeg altid beklaget over for mine finske venner – han er en dansk konstruktion. Således optræder han første gang i Julemandens Bog  fra 1898 med tekst og tegninger af Louis Moe. I sit værksted nær Nordpolen bruger han hele året til at lave legetøj, som han siden, med Nissen og Juleenglen som hjælpere, deler ud til de artige børn. I Danmark har denne figur et forbillede i Peters Jul fra 1866, hvor Johan Krohn lader Den gamle Jul, som han hedder, gå rundt og tænde juletræet i hjem, hvor der findes artige børn. Og her kan vi lige sende en tanke til det første juletræ i et borgerhjem i Danmark. Det blev på dagen tændt for to hundrede og to år siden.
Men historien om julemanden som børnenes ven og beskytter kan også henføres til Sankt Nikolaj, der virkede i trehundredtallet i Europas sydøstligste hjørne mellem Grækenland og Tyrkiet. I en langt senere nordamerikansk tradition, der er udviklet af fortællingen om Sinterklaas fra Holland, rejser han rundt fra tag til tag og lægger i ly af nattens mørke slik i sokker, børn hænger op ved skorstenen.
Både hvad angår det hvide skæg og den store gavmildhed ligner denne amerikanske Santa Claus den nordiske mytologis øverste gud Odin. Ved midvinter red han rundt på sin ottebenede hest og uddelte gaver til børn, der havde stillet en sko frem. Med mindre variationer går han igen i den engelske Father Christmas, den tyske Weihnahtsmann, den svenske jultomte, den italienske Babbo Natale med flere.
Det internationalt anerkendte ikoniske udseende på denne person med de mange navne blev endeligt skabt i 1931 af Haddon Sundblom født i Michigan i USA med en far fra Föglö på Åland og en mor fra Sverige. De talte svensk i hjemmet. En nordisk-amerikansk kreation med rødder i nordisk mytologi og dansk litteratur, altså.  Sundbloms julemand, som reklamerede for varemærket Coca Cola, fremstod med bølgende hvidt skæg, hvide skindbræmmer på huen og den røde dragt, bredt bælte med stort spænde og kanestøvler.
Men alt dette er historie. Det vigtige er, at julemanden bor under iskolde himmelstrøg, hvor han i ro og mag kan fremstille sine mange julegaver. Så længe sneen ligger kilometertyk over Grønland og Nordpolen og tommetyk på Korvatunturi, må enhver for mig blive salig i sin tro.
Hvor mange år denne salighed så varer. For is og sne smelter i et faretruende tempo.
Eller salige ved at Jesus er i centrum. For uden fortællingen om hans fødsel i Betlehem for to tusind og tretten år siden ville midvinterfesten have set helt anderledes ud.
Glædelig jul!


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar