 |
| H.C. Andersen – også en fortæller. |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Sheherazad fortalte for livet. Eventyr,
romaner, anekdoter, sømands- og skælmehistorier. Hver eneste morgen i ét tusind
og én nætter standsede hun sin fortællen midt i en cliffhanger. For at høre
fortsættelsen måtte hendes ægtemand, kong Shahryar af Persien, udsætte
henrettelsen af hende i endnu et døgn. Det var nemlig hans uigenkaldelige
beslutning, at hun som så mange jomfruer før hende skulle bøde med livet for
den utroskab, hans første hustru havde vist ham.
Vi ved alle,
at det endte godt. Kongen, som hun bogstavelig talt havde fængslet med sine
historier, besluttede sig efter de tusind og en nætter til endegyldigt at skåne
hende.
At fortælle
for livet er en praksis, som Sheherazad ikke er ene om, selv om hendes bedrift
i rammefortællingen til Tusind og én nats
eventyr uden tvivl er den, der har sat sig de længste spor i litteraturens
historie.
En anden variant
af at redde livet gennem en fortælling finder vi i Adam Johnsons roman The Orphan Master’s Son, som findes på
dansk med titlen De stjålne liv. I ly
af den nordkoreanske kommunismes totale bedrageri om at være en stat til
folkets bedste florerer alle slags mindre bedragerier. Målet er at skubbe andre
til side, at komme frem eller bare at overleve på det niveau, hvor man nu
befinder sig. Det gælder her om at have den rette fortælling på det rette
tidspunkt.
Romanen er
således fuld af bedragerier. Et af dem tager sit udgangspunkt på en fiskebåd, der
meget apropos ud over fisk skal fange japanere til koreanske slavelejre.
Andenstyrmanden hopper af, og så er gode råd dyre for de tilbageblevne, deriblandt
hovedpersonen Park Jun Do. En regelret afrapportering af det faktiske
begivenhedsforløb vil ikke blive accepteret af myndighederne, men føre til
tortur og henrettelse. For i Nordkorea er påstanden om, at en person vil
forlade dette verdens mest demokratiske land pr. definition løgnagtig.
Park Jon Do,
som er fiskebådens radiomand, brygger derfor en fortælling sammen, der vil
passe regimets selvforståelse. Men først må han lade sig bide i armen af en halvdød
haj, der ligger på dækket. Historien, som han siden fortæller til
myndighederne, går ud på, at amerikanerne angreb for at overtage båden. Under
den sejrrige kamp imod dem havnede andenstyrmanden i havet. Heltemodigt sprang
Park Jon Do ud for at redde ham. Det lykkedes ikke. I stedet blev han bidt af
en haj. De grimme sår efter hajens tænder er beviset på historiens sandhed.
Men kommunikation
gennem den forførende historie er ikke bare et litterært fænomen, som vi kan
henlægge til tyrannier som det gamle Persien eller til Nordkorea, der af jo af mange
anses som verdens mest totalitære stat.
Den
forførende historie som kommunikationsform er også i vores egen del af verden,
som af mange anses for at være den mest demokratiske, et uimodståeligt magtmiddel.
Indførelsen af euroen med hymner og fyrværkeri ved indgangen til det tredje
årtusinde er et oplagt eksempel. Denne valuta blev, hvad de fleste sikkert har
glemt, introduceret med en grundfortælling om et inflationssikkert
betalingsmiddel, der skulle bygge bro mellem de europæiske stater og én gang
for alle sætte en stopper for alle devalueringer. Men tusindårsriget blev et
luftkastel. Euroen fluktuerer som alle andre valutaer, og det stående tilbud
til Sydeuropas gældstyngede lande udfolder sig i et krav om en indre devaluering. Den handler som
bekendt om at skære i lønninger og pensioner, forhøje skatterne og få
arbejdsløsheden til at stige.
Se det er en
helt anden historie end EU’s grundfortælling, som handler om samhørighed og
velstand, og som er den, der i netop disse dage lokker ukrainere på gaderne i hundredtusindvis.
Det
interessante er, at den regelrette løgn, der fluktuerer mod fordrejelsen af
sandheden, i stadig højere grad kendetegner vores civilisation. Den ytrer sig
ikke som for Sheherazad og for Park Jun Do i fortællinger, der skal redde det
nøgne liv. Det er i stedet eksistensgrundlaget, der er i fokus.
Tag
reklameverdenen, hvis glamourøse og fordrejede udtryk skal sikre produkternes
og producenternes overlevelse. Engang lagde de intellektuelle sådant for had, i
dag er det bredt accepteret.
Tag politik og spin, der
efterhånden synes at handle mindre om at overbevise vælgerne om værdien af et
konkret politisk budskab end om at tilsløre det eller placere aben for
politiske fejltagelser hos modparten. Målet er overlevelse for enhver pris, så
her fortælles der også for livet – det politiske liv. Blandt andet derfor kom den
ambitiøse og alment anerkendt sagkyndige udviklingsminister Christian Friis
Bachs selvvalgte afgang for snart et par uger siden som et chok for hans
kolleger på Christiansborg og for journalisterne. Han kunne sagtens have overlevet
som minister, hed det sig. Det havde bare krævet nogle koldhamrede fortællinger
og lidt tid til at glemme. I stedet levede han op til grundfortællingen for den
politiker, der er sig sit ansvar bevidst: I al sin korthed handler den om at
afgå, når man fejler.
På et mere
dagligdags niveau fortælles der også for livet, når håbefulde kandidater melder sig som ansøgere til
dagens begrænsede antal stillinger. En formel ansøgning bilagt eksamenspapirer
og anbefalinger fra tidligere chefer er håbløst gammeldags og imponerer ikke.
For med dagens stressniveau for chefer kan man rolig gå ud fra, at ansøgeren
selv har fabrikeret dem. Hvad der batter her er kandidatens egen fortælling om
sig selv i selve ansøgningen og om, hvorfor netop hun eller han er den helt
rigtige til den annoncerede stilling. At fortællingen er tilpasset det nye
firmas selvforståelse og grundfortælling siger sig selv. I dag florerer
såkaldte ansøgningskurser, der fungerer som forfatterskoler for ansøgningsdigte.
Hvor
sandheden bliver af, når øjeblikkets retoriske præstation er afgørende for at
redde skindet, var et spørgsmål, som ikke voldte den nordkoreanske romanfigur
Park Jun Do de store filosofiske problemer. For ham var det nok at leve efter
løgne og fordrejninger for at overleve. Behageligt blev det ikke altid, men
alternativet var værre. Præcis som for den arbejdssøgende, der for enhver pris
vil ud af arbejdsløshedskøen for at få sig et liv.
Lad mig
slutte denne betragtning med påstanden om, at dagens sandhed om mennesker
ligger i den individuelle selvfremstilling. Gå til Facebook eller Instagram, og
min påstand vil blive bekræftet til overmål. Mit ræsonnement holder måske ikke
til et angreb fra en specialist i analytisk filosofi. Men hvad gør det, for det
virker i praksis.
I hvert fald
en tid. Så må man finde på noget nyt. Det gjorde Park Jun Do i Nordkorea. Det
gjorde Sheherazade i Persien. Og hvem tør påstå, at for eksempel euroens fædre
ikke lige nu sidder og gør det samme? Hvis de ikke har heldet med sig, er
risikoen for kollaps af euroen og EU overhængende.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar