SALT OG PEBER I SÅRENE

Ole Bole løb i skole

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Et af min barndoms yndlingseventyr hedder Hvem der først bliver vred. Det handler om tre brødre, der efter hinanden tager tjeneste hos en bonde. Tror de. Men i virkeligheden er det jo en trold.

Akkorden er god: en skæppe sølvpenge for et halvt års arbejde fra morgen til aften. Eftersom bonden ikke vil se sure miner, opretter de desuden en gensidig aftale om, at den, der først bliver vred, skal have skåret en rem af sin bug og en rem af sin bag, og at der skal strøs salt og peber i sårene. Per og Poul kommer selvfølgelig galt af sted, fordi de følger troldens anvisninger, mens den tredje bror, Tosse-Hans, følger sit eget hoved. Trolden bliver straffet, og Hans kommer hjem med den fortjente skæppe sølvpenge.

Jeg kom til at tænke på eventyrets barbariske afstraffelse, da jeg hørte og læste om lovindgrebet efter Kommunernes Landsforenings lockout af de danske folkeskolelærere. Indgrebet er åbenbart så ensidigt på Kommunernes Landsforenings side, at generalsekretæren for Education International, der repræsenterer 30 millioner medlemmer i 172 lande verden over, har fundet anledning til at fordømme det.

At blive kørt over i den grad er trist for alle arbejdstagere og kan give rig anledning til sure miner. Men for specielt lærere er der den særlige omstændighed, at de ikke kan gå bitre og indadvendte på arbejde. Hverken den første skoledag, som var i går mandag. Eller i dag tirsdag. Eller resten af ugen eller resten af året lige til pensioneringen.

Den nedladende holdning: at alle i lederlaget over lærerne håbede på og regnede med, at lærerne som en slags forvoksede børn fik raset ud i bededagsferien, bliver til fulde bekræftet, hvis man googler lidt på lærernes første skoledag. Rundt omkring på de forskellige skoler blev de modtaget med velkomsttaler og sang, der var frugt på bordet og hyggetid på lærerværelset og andre trivselsaktiviteter, så de kunne føle sig velkomne og værdsat og tilliden kunne genetableres.

Masser af chokolade på den bitre pille, altså.

Googler man på den sindsstemning, lærerne mødte med, bliver indtrykket, at de følte sig

bange,

bitre,

forslåede,

groft og uretfærdigt behandlede,

kede af det,

ramte,

skuffede,

sårede,

usikre.

Men siger lærerne dét til pressen, til forældrene, til børnene, når de efter de fire ugers lockout træder ind i skolegården? Nej, de siger:

Jeg glæder mig til at se mine unger!

Og det er sandt, for det gør de selvfølgelig også.

Netop derfor har hierarkiet af lærerledere fra regering og Folketing til Kommunernes Landsforening og de enkelte skoleledere krammet på lærerne. For de er gidsler for deres glæden ved at undervise og deres kærligheden til eleverne. De er, som statsministeren engang sagde, hjertet i folkeskolen. Fordi undervisning for dem er en hjertesag. Legoklodser kan man fremstille med sure miner og modvilje, uden at det går ud over kvaliteten. Men underviser man på de præmisser, bliver resultatet mislykket. Det ved lærerne. Derfor smiler de.

Og derfor fremstår de i disse dage som Danmarks mest misbrugte stand. I stedet for at vise dem tillid, har man tromlet dem i forventning om, at de skal gå ind i undervisningen med glade miner. Men glade miner fortæller intet om ægte glæde.

Først sårer man lærerne. Så strør man salt og peber i såret.

Tænk, at Danmarks øverste ledere tror, at der kan komme et løft af folkeskolen ud af den behandling. Er det lønslaver, de ønsker sig? Fatter de ikke, at lærernes helhjertede medspil er af afgørende betydning for regeringens skolevision?

Fortsætter dagens ledere sådan, har de tabt. Ligesom trolden i eventyret, der fik skåret en rem af sin bug og en rem af sin bag og salt og peber i sårene.

Kort sagt: Det bliver et svidende nederlag ved næste valg. Barbarisk? Sådan er demokratiet!

ANNONCE:

 

ALKO

 Man kan jo også spørge…

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

          

I Finland hedder det Alko, på Island Vínbúðin, Norge kalder det Vinmonopolet og i Sverige siger man Systemet, når man mener Systembolaget. I Danmark, den femte af de nordiske stater, hedder det ingen ting, for det findes ikke. Syvogtredive år med fast adresse øst for Øresund, de fleste i Finland, har givet mig et godt kendskab til monopolvirksomheden i praksis. Lad mig fra starten slå det fast: Jeg elsker den.

Desuden er jeg alvorligt træt af det hykleri, der findes i den danske frit-valg-på-hylderne-og-jeg-vil-købe-vin-hos-slagterenideologi. Lad mig som eksempel tage mandagens forlydender om, grænsehandelen med øl og sodavand fra Tyskland til Danmark skal mindskes. Midlet er et bredt forlig om afgiftsnedsættelser, og målet et årligt provenu på 600 millioner kroner. Som staten gennem øget omsætning og flere arbejdspladser skal tjene dobbelt ind.

Denne og andre måder at styre folks drikkevaner på er velkendt og anerkendt i de øvrige nordiske lande. Sigtet er dobbelt: Staten skal sikres en indkomst, og alkoholens ødelæggende virkninger holdes på et acceptabelt niveau.

Hvori ligger så forskellen? Jo, dagligdagens praktiske forskel ligger i butikkerne. Når jeg har købt vin i det lokale supermarked i Danmark, har jeg været på herrens mark og følt mig som engang i Estland et par år efter befrielsen i 1991. På vej til færgen gik jeg ind i en af de mange spritbutikker for at indhandle – jeg var ikke sikker på hvad, men kikkede op og ned ad hylderne.

– I know what you want, sagde den kvindelige ekspedient og stak seks halvlitersflasker spiritus i et karton med håndtag frem imod mig. Prisen var på niveau med det, man i Finland gav for en halv liter af den populære snaps Koskenkorva.

Jeg har tre trivielle pointer med beskrivelsen af denne handel, der i øvrigt ikke blev til noget, fordi jeg flygtede ud af butikken.

– Ekspedientens interesse var kommerciel.

– Ekspedienten gav fanden i de tømmermænd, der var det sikre resultat af at fylde hovedet med hendes lavprissprut.

– Hendes tilbud handlede om mængde. Kvalitet var for hende en by i Rusland.

Jeg bebrejder hende ikke noget, hun skulle jo leve af det, og det skal den danske købmand/kioskejer/slagter/florist både nord og syd for den dansk-tyske grænse jo også. Og det skal de sagkyndige vinhandlere, ofte små, som det desværre er svære at finde, naturligvis også.

I Finland ved alle, hvor byens eller områdets Alko ligger. Butikkerne er velassorterede med produkter, der i det store og hele svarer til prisen, og personalet er sagkyndigt.

Sådan var det ikke, da jeg flyttede til Finland i 1976. Det tog faktisk et par måneder, inden jeg vovede mig ind i en Alko. Jeg følte mig mistænkeliggjort og nedværdiget over at skulle stå foran en disk, bag hvilken de eftertragtede drikkevarer stod opmarcheret på lange hylder. Vovede man at sige navnet på en vin, var det ikke sikkert, at udtalen blev forstået, så det var sikrest at pege.

Ekspedientens professionalisme bestod hovedsagelig i at stikke flasken ned i en brun papirpose, som han lukkede så smart, at den fik et lille håndtag.

Men Alko har udviklet sig, og jeg med. Butikkerne fremstår i dag som moderne supermarkeder med selvbetjening og en udførlig karakteristik under de enkelte vine. Personalet er uddannet, og hvad mig angår, er jeg holdt op med at gå rundt med en bedrevidende mine, men fortæller frit om den kylling i chilisovs, som jeg vil købe en passende vin til i et prisniveau på omkring ti euro. Vil man købe tre liter i et karton og uden vejledning er det selvfølgelig også muligt.

Når det drejer sig om Alko i Finland, kan man sige, at statens konkurrence med sig selv er resulteret i et vellykket produkt.

Det er langt fra min tanke at ønske den danske grønthandlers ret til at sælge vin afskaffet. Hvad jeg spekulerer på er, om Danmark måske kunne lære lidt af sit nordiske søsterland og oprette en række butikker, hvor sagkyndige har stået for udvalget, hvor kvalitet følger pris, og korrekt oplysning om produktet og dets anvendelse indgår.

I sidste ende kunne staten måske tjene nogle ekstra penge på det. Hvordan lyder et provenu på 600 millioner årligt?

ANNONCE:

 

OLSEN-BANDENS SKATTEPARADIS

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I filmen Olsen-banden overgiver sig aldrig belærer kriminalassistent Jensen (Axel Strøbye) med patos politiassistent Holm (Ole Ernst) om den økonomiske nødvendighed:

– I dybeste fortrolighed: politikerne har givet op!

– Givet op?

– Ja! Danmarks ansvarlige politikere har sammen med Europas politikere givet op over for inflation, handelsbalanceunderskud, uro på valutamarkedet. Hele møllen! Helt klar! Og taget imod et tilbud fra en gruppe store, multinationale selskaber, som vil overtage Europas økonomi. Den Europæiske Multikontinentale Association, EMCA, er ved at overtage det meste af Europas erhvervsliv, det er det, der hedder harmonisering. Når det er sket, så klarer de det hele.

– Det hele, jamen kan de det?

– Sagtens!

– Forstår De, unge mand, politikerne er nødt til at tage hensyn til vælgerne, befolkningen og den slags dér, det behøver de store multinationale selskaber ikke at gøre, de kan nøjes med at interessere sig for realiteter. Budgetkontrol, dækningsbidrag, management, lønsomhed. Lad falde, hvad ikke kan stå, de skal nok klare det.

– Ja, det er klart, det var selvfølgelig det, vi skulle fortælle journalisterne.

– Er De sindssyg! Ikke et ord! Det ville være katastrofalt, hvad vil folk ikke tænke!

Befolkningen skal naturligvis blive ved med at tro, at det er politikerne, der bestemmer. Hvad skulle de ellers tro på? Det ville være synd for folk at tage tilliden fra dem.

– Ja, det er klart.

– Det er i hvert fald ikke politiets opgave! Vi griber ind, når vi får ordrer, og indtil da må vi vige for kræfternes frie spil.

Filmen er nummer elleve i Olsen-banden-serien og fra 1979. Jeg genså den for nogle dage siden og blev slået af aktualiteten i kriminalassistentens redegørelse. Hans faktiske indsigt i det, han taler om, er minimal, men budskabet så meget tydeligere: Folk som flest skal ikke blande sig, den grænseoverskridende kapital skal nok klare ærterne.

Satiren i standpunktet er klart venstredrejet og passer godt til sluthalvfjerdserne, hvor de venstreorienterede havde en stærk position. I betragtning af den tids markante EF-modstand er det derfor konsekvent, at filmen ender med Danmarks eksklusion af EF, fordi landet ikke kan leve op til fællesskabernes krav om gennemført humbug på det økonomiske område.

I virkelighedens EU er situationen i dag den, at regeringerne i de velhavende EU-lande med Tyskland i spidsen har påtaget sig rollen som udøver af den nyliberale nødvendighed. Det er den, der er basis i de forskellige nødhjælps- og vækstpakker, fx den danske, der lige nu diskuteres. Her skal studerende og kontanthjælpsmodtagere som bekendt bøde for lettelser i selskabsskatten, så aktionærerne kan beholde mere til sig selv.

At denne liberale politik føres af en socialdemokratisk ledet regering kalder på satire, hvad fx også påstanden om at skabe velstand i Grækenland gennem beskæringen af købekraften gør.

Egon Olsens personlige standpunkt til kriminalitet i Olsen-banden overgiver sig aldrig er radikalt ændret i forhold til de tidligere film. Han er nået frem til, at ulovlige forbrydelser i form af pengeskabstømminger ikke længere betaler sig. Rigdom og orden i økonomien kommer af at låne penge og investere i aktier og værdipapirer, så pengene kan vokse og formere sig. Nøgleordene i hans nye plan om lovlige forbrydelser er økonomisk strategi, koncernstyring, lønsomhed, markedsmekanismer og sminkede regnskaber.

Til sidst i filmen bliver Olsen anholdt for internationale finanstransaktioner og stiftelse af selskaber, hvis formål er skatteunddragelse. I sin slutreplik slår han sin nye rolle som nyliberal finansfyrste fast:

– Dette land er for lille til mig. Gør med det, hvad I vil.

I netop disse dage i 2013 er skatteunddragelser på flere hundrede billioner kroner kommet for dagen. Præsidenter, toppolitikere, statslige foretagender med  videre er inddraget i svindelen.  Grundlæggende adskiller dette sig ikke fra det, Egon Olsen i 1979 forsøgte sig med.

Alt sammen er sket i blandt andet EF/EU-regi efter den nyliberale model, hvor kræfterne har spillet frit, men under påberåbelse af et fungerende demokrati og en velfærdsdimension.

Hvorfor der skal en netværk af undersøgende journalister, International Consortium of Investigative Journalists, til at grave sådant frem, der burde være en himmerrigsmundfuld for fx EU, er endnu uafklaret.

Det kalder på satire, indtil det ikke længere kan stå.

Olsen-banden overgiver sig aldrig, se: http://www.youtube.com/watch?v=FauQvvERE1c

 ANNONCE: