ALKO

 Man kan jo også spørge…

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

          

I Finland hedder det Alko, på Island Vínbúðin, Norge kalder det Vinmonopolet og i Sverige siger man Systemet, når man mener Systembolaget. I Danmark, den femte af de nordiske stater, hedder det ingen ting, for det findes ikke. Syvogtredive år med fast adresse øst for Øresund, de fleste i Finland, har givet mig et godt kendskab til monopolvirksomheden i praksis. Lad mig fra starten slå det fast: Jeg elsker den.

Desuden er jeg alvorligt træt af det hykleri, der findes i den danske frit-valg-på-hylderne-og-jeg-vil-købe-vin-hos-slagterenideologi. Lad mig som eksempel tage mandagens forlydender om, grænsehandelen med øl og sodavand fra Tyskland til Danmark skal mindskes. Midlet er et bredt forlig om afgiftsnedsættelser, og målet et årligt provenu på 600 millioner kroner. Som staten gennem øget omsætning og flere arbejdspladser skal tjene dobbelt ind.

Denne og andre måder at styre folks drikkevaner på er velkendt og anerkendt i de øvrige nordiske lande. Sigtet er dobbelt: Staten skal sikres en indkomst, og alkoholens ødelæggende virkninger holdes på et acceptabelt niveau.

Hvori ligger så forskellen? Jo, dagligdagens praktiske forskel ligger i butikkerne. Når jeg har købt vin i det lokale supermarked i Danmark, har jeg været på herrens mark og følt mig som engang i Estland et par år efter befrielsen i 1991. På vej til færgen gik jeg ind i en af de mange spritbutikker for at indhandle – jeg var ikke sikker på hvad, men kikkede op og ned ad hylderne.

– I know what you want, sagde den kvindelige ekspedient og stak seks halvlitersflasker spiritus i et karton med håndtag frem imod mig. Prisen var på niveau med det, man i Finland gav for en halv liter af den populære snaps Koskenkorva.

Jeg har tre trivielle pointer med beskrivelsen af denne handel, der i øvrigt ikke blev til noget, fordi jeg flygtede ud af butikken.

– Ekspedientens interesse var kommerciel.

– Ekspedienten gav fanden i de tømmermænd, der var det sikre resultat af at fylde hovedet med hendes lavprissprut.

– Hendes tilbud handlede om mængde. Kvalitet var for hende en by i Rusland.

Jeg bebrejder hende ikke noget, hun skulle jo leve af det, og det skal den danske købmand/kioskejer/slagter/florist både nord og syd for den dansk-tyske grænse jo også. Og det skal de sagkyndige vinhandlere, ofte små, som det desværre er svære at finde, naturligvis også.

I Finland ved alle, hvor byens eller områdets Alko ligger. Butikkerne er velassorterede med produkter, der i det store og hele svarer til prisen, og personalet er sagkyndigt.

Sådan var det ikke, da jeg flyttede til Finland i 1976. Det tog faktisk et par måneder, inden jeg vovede mig ind i en Alko. Jeg følte mig mistænkeliggjort og nedværdiget over at skulle stå foran en disk, bag hvilken de eftertragtede drikkevarer stod opmarcheret på lange hylder. Vovede man at sige navnet på en vin, var det ikke sikkert, at udtalen blev forstået, så det var sikrest at pege.

Ekspedientens professionalisme bestod hovedsagelig i at stikke flasken ned i en brun papirpose, som han lukkede så smart, at den fik et lille håndtag.

Men Alko har udviklet sig, og jeg med. Butikkerne fremstår i dag som moderne supermarkeder med selvbetjening og en udførlig karakteristik under de enkelte vine. Personalet er uddannet, og hvad mig angår, er jeg holdt op med at gå rundt med en bedrevidende mine, men fortæller frit om den kylling i chilisovs, som jeg vil købe en passende vin til i et prisniveau på omkring ti euro. Vil man købe tre liter i et karton og uden vejledning er det selvfølgelig også muligt.

Når det drejer sig om Alko i Finland, kan man sige, at statens konkurrence med sig selv er resulteret i et vellykket produkt.

Det er langt fra min tanke at ønske den danske grønthandlers ret til at sælge vin afskaffet. Hvad jeg spekulerer på er, om Danmark måske kunne lære lidt af sit nordiske søsterland og oprette en række butikker, hvor sagkyndige har stået for udvalget, hvor kvalitet følger pris, og korrekt oplysning om produktet og dets anvendelse indgår.

I sidste ende kunne staten måske tjene nogle ekstra penge på det. Hvordan lyder et provenu på 600 millioner årligt?

ANNONCE: