NYTÅR SOM (U)NØDVENDIG FORMALITET

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Julens ritualer er igen gennemgået til bekræftelse af, at vi ved, hvor vi har hinanden. Efter det kommer nytåret uundvigeligt med sine tilbageblikke. I år nøjes kronikører med respekt for historien og deres egen hukommelse ikke med de seneste tre hundrede og femogtres dage. I år trækkes vi gerne hele nioghalvfems år tilbage til starten af Første Verdenskrig med dens organiserede massemord i skyttegravene. Snart efterfulgt af de nazistiske udryddelseslejres industrialiserede massemord – det banalt onde muliggjort af moderne teknologi og bureaukrati som nogen har beskrevet det.

Alt sammen i det tidsspand, den franske præsident og general Charles de Gaulle omtalte som Europas nye trediveårskrig.

Men læg venligst mærke til, at der over hele linjen er tale om en rationalitet, der følger vante mønstre. Vi er ved hver ny begyndelse, om det nu er en fredsslutning eller et nyt år, parate til endnu en runde, omend på et teknisk set højere niveau. Vi ved altså, hvem vi er, men fortsætter til trods herfor ufortøvet i gamle spor.

Det var tre måder at sige stort set det samme på. Når jeg ikke straks rationaliserer to af dem væk, er det kun, fordi jeg hermed har lavet en æselbro til en af de bøger, der har udgjort julens læsning. Den var ret populær bland husets langvarige gæster, og jeg håber, at min ven, som lånte mig den, vil tage den tilbage uden at påtale slitagen. Nemlig på bogens første kapitler. Og så lidt spredt rundt omkring. Kun jeg læste alle siderne frem til den to hundred og treogtyvende, hvis

SLUT

fortæller læseren, at nu er der ikke mere.

Det drejer sig om Kaspar Colding Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24 med genrebetegnelsen roman. Den bryder effektivt med i det mindste tre sædvanligvis indgroede opfattelser.

Det første angår formen, der ikke leder mod overblik og afklaring i forhold til de implicerede personer og hændelser. Ganske vist forklares borgerkrigens årsager, nemlig i nogle kroniklignende passager om den åh! som omskrevne finanskrise, der går hen og vælter hele økonomien. Men ellers er vi på Herrens mark mellem beskrivelsen af borgerkrigen og dens udpenslede grusomheder og nogle skæve anekdoter med kursiv og i et stilleje, der ofte leder tankerne til bøgerne om Peter Plys. For eksempel om den psykisk syge bjørn Pia, der får sin honningkrukke stjålet, eller om grønlænderen, der har for korte arme til at begå selvmord med en riffel.

Det kan man så spekulere over og forsøge at sætte i et rationelt forhold til hovedteksten med dens 475-årige fortæller og hans 350 år gamle hund. Hvis man gider. For det giver ikke, og skal vel ikke give, noget fornuftigt resultat set i forhold til en traditionel romanmodel.

To andre indgroede opfattelse, Den danske borgerkrig bryder med, er begge antydet ovenstående. Den ene drejer sig om opløsning af den del af identiteten, der har at gøre med forestillingen om menneskelighed set i forhold til dyriskhed. Tingene er stillet på hovedet i de noget repetitive og effektsøgende beskrivelser af borgerkrigens bestialiteter samt i den dyriskhed, mennesker udviser i forhold til sex. Over for dette har vi dyrene, først og fremmest hunden Geoff, som kan både tænke og tale og generelt set opfører sig høvisk. Modstillingen er i sammenhængen spøjs, men ikke egentlig tankevækkende, fordi elementerne i den er velkendte, og, hvad dyriskhed angår, misforståede.

Forholdet mellem liv og død er den anden indgroede opfattelse om menneskelivet, som romanen bryder mod. I dens verden findes der en række privilegerede mennesker, stenrige alle sammen, som ved hjælp af et stamcelleprogram – hvad det så end er – kan manipulere med deres alder og på den måde opnå udødelighed. For disse mennesker er der intet, der skal nås. Altså bortset fra at udfylde nuet med nydelser, især kulinariske og seksuelle.

Hermed er vi havnet i en uafsluttethed, hvor menneskenes drifter får frit løb, og dyrene har udviklet menneskelighed. I ordets positive betydning.

Livet er således ikke længere udmålt i tid med en endelig afslutning, som forudgås af traditionelle livsmønstre udmøntet i for eksempel opvækst, uddannelse, opsparing, stiftelse af familie, køb af fast ejendom, tilbagebetaling af lån og en tryg og gældfri alderdom med døden som uundgåelig afslutning.

Dette mønster, skriver den altid læseværdige Richard Swartz i Dagbladet Information, er i det moderne menneskes livssyn fortrængt af

et fluidum med slørede konturer, hvor barndom og ungdom på dramatisk vis søges strakt ud på alderdommens bekostning og selve endeligheden (og døden) fortrænges.

Tydeligst ses det mønster hos de unge. De behøver ikke spare længere. For dem er en opsparingskonto lige så eksotisk som tidligere tiders rationeringsmærker. Ofte forholder deres indtægter sig til deres udgifter i forholdet 1:1. De lever i nuet og opfatter fremtiden som en slags virtuel forlængelse af dette.

Det er et liv på konstant, forventet efterbevilling. Som for de styrtende rige, der overlevede revolutionen i Kaspar Colling Nielsens roman. Schwartz gør opmærksom på medaljens bagside. Det gør Nielsen ikke.

Velkommen til den nye verden med eller uden traditionelle mønstre.

Med disse ord vil jeg ønske mine læsere Godt Nytår!

ANNONCE

 

JULEMANDEN

En lille julenisse

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jeg har ikke fulgt med i rapporter om snemængden ved flyvepladsen i Sodankylä, små tusind kilometer nord for Finlands hovedstad. Her lander hver jul fly efter fly med turister. Deres længslers mål er bjergmassivet Korvatunturi hundrede kilometer mod øst nær grænsen til det russiske Murmansk. For her bor julemanden, joulupukko.

Tror alle, der bor i Finland. Næsten da.

Undtagelsen er danskerne. Jeg er en af dem. Vi ved, at det der med joulupukki’en fra Korvatuntori er rent falskneri. Så af mig får han kun et overbærende blik, når jeg støder på ham på gader og i storcentre, hvor han smiler i skægget og deler slik ud. Men børnene tror på ham, kravler op på hans knæ og lader sig klappe på hovederne.

Det samme gør børnene i Danmark. Men her er julemanden minsandten fra Grønland, en forhenværende dansk koloni med utilgængelige sneområder, der overgår al forstand. I årets mørkeste tid dukker han så pludselig op i talløse udgaver og repræsenterer en drøm om gavmildhed. Som dog er alt andet end gratis, for julen varer ikke bare længe, den koster umådelig mange penge.

I den uhellige alliance mellem kærlighed og kommercialisme ligger drivkraften i dagens jul. Den, man elsker, giver man gerne en gave. En opmærksomhed, som det også hedder. Og et andet menneskes opmærksomhed er vel en af de største gaver, man kan få. Den viser, at man er noget, en, man kan regne med.

Men det er materielle gaver ikke med nogen nødvendighed et udtryk for. De kan lige så vel være en flugt, hvor giveren køber sig fri fra, trods fysisk tilstedeværelse, at være nærværende i forhold til modtageren. Det er den sidste slags gaver, julemandens sække sprænges af. For gaverne følger, også i dagens permanente krise, det olympiske princip om at blive større, dyrere og flottere. År efter år. Som aflad for kærlighed.

Hvor længe husker man, hvad man har givet. Og fået? En dag, tre dage, året ud?

Siden jeg læste Harry Potter-bøgerne har tanken om julemanden altid fremkaldt samme billede i mit hoved. Det handler ganske vist om fødselsdag, ikke om jul, men indebyrden er præcis den samme. I centrum vralter fødselsdagsbarnet, den flommefede, forkælede og uforskammede Dudley Dursley, søn af Petunia og Vernon og Harrys fætter, hen til gavebordet og begynde at tælle. Hvorefter han med et monumentalt raseri konstaterer, at han har fået to gaver færre end det foregående år.

I virkeligheden er den gavmilde julemand naturligvis hverken dansk eller finsk. Han er en konstruktion. Men, og det har jeg altid beklaget over for mine finske venner – han er en dansk konstruktion. Således optræder han første gang i Julemandens Bog  fra 1898 med tekst og tegninger af Louis Moe. I sit værksted nær Nordpolen bruger han hele året til at lave legetøj, som han siden, med Nissen og Juleenglen som hjælpere, deler ud til de artige børn. I Danmark har denne figur et forbillede i Peters Jul fra 1866, hvor Johan Krohn lader Den gamle Jul, som han hedder, gå rundt og tænde juletræet i hjem, hvor der findes artige børn. Og her kan vi lige sende en tanke til det første juletræ i et borgerhjem i Danmark. Det blev på dagen tændt for to hundrede og to år siden.

Men historien om julemanden som børnenes ven og beskytter kan også henføres til Sankt Nikolaj, der virkede i trehundredtallet i Europas sydøstligste hjørne mellem Grækenland og Tyrkiet. I en langt senere nordamerikansk tradition, der er udviklet af fortællingen om Sinterklaas fra Holland, rejser han rundt fra tag til tag og lægger i ly af nattens mørke slik i sokker, børn hænger op ved skorstenen.

Både hvad angår det hvide skæg og den store gavmildhed ligner denne amerikanske Santa Claus den nordiske mytologis øverste gud Odin. Ved midvinter red han rundt på sin ottebenede hest og uddelte gaver til børn, der havde stillet en sko frem. Med mindre variationer går han igen i den engelske Father Christmas, den tyske Weihnahtsmann, den svenske jultomte, den italienske Babbo Natale med flere.

Det internationalt anerkendte ikoniske udseende på denne person med de mange navne blev endeligt skabt i 1931 af Haddon Sundblom født i Michigan i USA med en far fra Föglö på Åland og en mor fra Sverige. De talte svensk i hjemmet. En nordisk-amerikansk kreation med rødder i nordisk mytologi og dansk litteratur, altså.  Sundbloms julemand, som reklamerede for varemærket Coca Cola, fremstod med bølgende hvidt skæg, hvide skindbræmmer på huen og den røde dragt, bredt bælte med stort spænde og kanestøvler.

Men alt dette er historie. Det vigtige er, at julemanden bor under iskolde himmelstrøg, hvor han i ro og mag kan fremstille sine mange julegaver. Så længe sneen ligger kilometertyk over Grønland og Nordpolen og tommetyk på Korvatunturi, må enhver for mig blive salig i sin tro.

Hvor mange år denne salighed så varer. For is og sne smelter i et faretruende tempo.

Eller salige ved at Jesus er i centrum. For uden fortællingen om hans fødsel i Betlehem for to tusind og tretten år siden ville midvinterfesten have set helt anderledes ud.

Glædelig jul!

ANNONCE:

 

UDRENSNING

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Billedet viser en ældre mand med briller og bundne hænder. Hans overkrop er i fald fremover, men støtten fra to uniformerede vogtere holder ham oprejst. Det er en mand på vej mod sin død. Men inden den endelige afslutning skal han konfronteres med mændene med de stive nakker bag en mørkbejdset skranke. Når de har talt det magtfuldkomne sprog, hvor alle andre ord end imperativet dø er ligegyldige, har andre mænd, også de med wc-kolde ansigter, opgaven endegyldigt at skille ham af med livet.

Det er Jang Song-thaek, billedet viser. Han var onkel til og mentor for Kim Jong-un, Nordkoreas øverste leder, før sit totalt uventede fald landets næstmægtigste mand, nu udraderet af Nordkoreas officielle historie.

Iscenesættelsen af fald og forsvinden er et klassisk udtryk for den totalitære leders magtfuldkommenhed. At der i dagens verden er så forholdsvis langt mellem den type rapporter om radikale udrensninger er et velkomment tegn på fremskridt. Meninger, der går på tværs af de herskende, henvises i stadig flere lande til den del af det politiske landskab, der hedder oppositionen. Dér kan det være koldt, men det er ikke dødens kulde. Og har for eksempel en minister talt uredeligt – og det er jo sket flere gange i Danmark i den seneste tid - klarer hun eller han sig med livet og mindst halvdelen af æren i behold.

Med rapporten om den nordkoreanske eneherskers koldblodige magtudøvelse og det grusomme billede af Jang Song-thaek begyndte nogle versestumper fra sekstenhundredtallets Danmark at rumstere i mit hoved. Jeg fandt dem frem. De er fra landets første avis, Den danske Mercurius, der blev skrevet af magisteren og poeten Anders Bording. Ikke på flad, demokratisk prosa, den form hører en senere tid til med krav om samtale på lige fod. Bording skrev på fuldfjedrede alexandrinere, et versemål, som forbindes med heroiske hændelser med fyrster og halvguder m/k i centrum. Det er i netop deres miljø, højt hævet over de grå hverdagsmenneskers uendeligt trælsomme liv, det følgende udspiller sig.  

”Det er hof lefnetz art. Hof-trappen er bestrøed

Med ærter vel saa tæt/som volde fald oc stød.

I dag ved Herre-bord/med ord/som Centner Veye:

I morgen mindre værd/end det som Folk udfeye.

Thi voct dig/Hofmand/vel: Fryct Gud/og giør dit kald:

Vær Kongen huld og tro: Det er mit raad for fald.”

Versene er fra det herrens år 1667 eller syv år efter enevældens indførelse i Danmark. Linjerne refererer dog ikke til enevoldsstaten Danmark, de er skrevet som en udenrigspolitisk kommentar. Men den, der læste dem den gang, kunne ud fra lokale erfaringer nikke indforstået. For sådan var det også i kongerigerne. Her var menneskets skæbne og historiens gang bestemt af samfundsordenens vertikalitet med Gud og den guddommeligt sanktionerede enevælde som den øverste og urokkelige instans. Her var det frie fald til den absolutte bund en mulighed. Magtens centrum blev repræsenteret af tronstolen, og magtudøvelsen var indbygget i et system af urokkelig magtfordeling, der blev reproduceret gennem arveriget.

Dette kunne, som i andre diktaturer, medføre en arbitrær magtudøvelse, der fulgte despotens mavefornemmelser. En kongedatter, Leonora Christina, kunne havne i fængsel i næsten to og tyve år, fordi hun overglinsede dronningen. Også stormænd kunne falde, hvis de ikke tog sig i agt for ærterne på hoftrappen.

Det gjorde Peter Schumacher med adelsnavnet Griffenfeld ikke. Hans historie er ekstra gribende, fordi den indeholder både en spektakulær opstigning og en grusom afsked med magten.

Som søn af en borgermand i København, faderen var vinhandler, var en stilling som kongens arkivar det højeste, han med rimelighed kunne håbe på. Men han blandede sig i administration og politik, forfattede Kongeloven i 1665, blev kancelliråd og medlem at Statskollegiet og Højesteret. Et år efter den middelmådigt begavede og udsvævende Christian V’s tronbestigelse i 1670 blev han udnævnt til gehejmeråd og i 1674 til rigskansler. Som sådan samlede han udenrigs- og indenrigspolitikken under sig.

To år senere blev han fængslet og dødsdømt. På retterstedet blev han benådet til livstidsfængsel.

Sådan skete i datidens dobbeltmonarki Danmark-Norge. Det er heldigvis længe siden. Omkring to hundrede og halvtreds år skulle der gå, før det royale diktatur blev afskaffet, først med Grundloven af 1849 og siden med anerkendelsen af parlamentarismen i 1901.

Hvis det kommer til at gå lige så langsomt i Nordkorea, skal vi frem til midten af to tusind to hundredtallet, før der i landet findes et rimeligt grundlag for udøvelse af demokrati.

Tanken er chokerende. Også, fordi den maner til eftertænksomhed om den lange historie, der, alle forskelle til trods, er Danmarks vej mod folkestyret.

ANNONCE:

 

ET LIDT UNDERLIGT PAR - om Enhedslisten og Socialdemokraterne

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hvad Enhedslisten ikke klarede efter dage af forhandlinger om finansloven, hev Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i land efter bare syv timer ved Bjarne Corydons forhandlingsbord.

Triumf for oppositionens leder, mente en enig presse.

Samme presse pegede samtidig fingre ad Enhedslisten, som nu på tredje år legede støtteparti. Men som i stedet for resultater måtte stå med røde ører. Samt med uopfyldte ønsker om lovgaranti for to ugentlige bade til de gamle på institutionerne. Og at kontingent til fagforeningen skulle kunne trækkes fra i skat.

Det brændende spørgsmål blev så: Hvad bliver Enhedslistens hævn over Socialdemokraterne?

Liden tue kan vælte stort læs, tænkte jeg og strølæste de følgende dage kommentarer og skænderier om, hvorvidt Danmark nu havde fået en blå finanslov med rødt stempel eller en rød finanslov med blå stemmer. Detaljerne blafrede en tid i min hukommelse, så blæste de bort med Bodil, og andre historier om livet på Christiansborg tog over. For eksempel den om justitsministerens eventuelle løgnagtighed.

Krydderiet i denne historie blev igen Enhedslisten og dens hævn. Klart nok er justitsminister Morten Bødskov ikke finansminister Bjarne Corydon. Men bevar’s, i Danmark har der jo siden Wessels tid været tradition for at rette smed for bager, så hvorfor ikke tage Morten for Bjarne. For hævnen er sød og lugten af ministerblod den samme.

Inden afklaringen af dette for nationens fred og velfærd så afgørende spørgsmål går ind i sin endelige fase med dagens samråd med justitsministeren, vil jeg vædde en sixpack finske Koff på, at han ikke afgår med Enhedslistens hjælp. For dette parti vælter hverken i dag eller i morgen landets justitsminister eller nogen anden minister, med mindre han bliver anttruffet i et hjørne uden flugtmulighed og med en rygende pistol i hånden.

Hvorfor?

Fordi ovennævnte finanslovsforhandlinger gav Enhedslisten præcis det, Enhedslisten gik efter. Med andre ord gik partiet sejrrigt og styrket ud ad forhandlingsdøren. Et øjeblik efter smuttede Lars Løkke Rasmussen så ind. Og da døren efter syv timers forhandlinger blev lukket bag ham, gned finansminister Corydon sig i hænderne og inkasserede en stor buket roser fra statsministeren. Ikke på grund af finansloven med den ubestemmelige farve.

Men fordi han havde reddet Lars Løkke på målstregen.

Nu må jeg et øjeblik trætte læserens hukommelse med GGGI – eller 3GI, som vækst-og-bæredygtighedsorganisationen kaldes af dens stadig mindre skare venner. Et hundrede millioner gode danske kroner har Danmark pumpet i den, men med hvilke resultater?

Jo, at førnævnte Lars Løkke Rasmussens datter har fået en gratis rejse fra USA til Rio, hvor hun skulle møde farmand. At farmand selv, også i egenskab af formand for nævnte 3GI har spenderet i hundredtusindvis af kroner på førsteklasserejser til sig selv.

Mon ikke også en del kan huske, at han brugte et pressemøde på næsten fire timer, Danmarkshistoriens hidtil længste, til at beklage og beklage og beklage det indtrufne. Men blev sagen dermed lukket? Nej, nye afsløringer er siden ploppet op, og der er udsigt til nye skandaler så langt øjet rækker.

Det var altså denne skandaleomsuste mand med meningsmålinger i frit fald, Bjarne Corydon reddede på målstregen. Jo, præcis det, for Luksus Lars’ parti var efterhånden så træt af ham, at ingen, ikke engang Søren Pind, længere vil forsvare ham. Han, Venstres frontfigur, havde på forbløffende kort tid set sin rolle ændret fra et koryfæ med veltalende forsvarere til en selvhjulpet aktør i det politiske spil, hvor frænde altid er frænde værst.

Det, han lige stod og manglede, for ikke at blive væltet og se for eksempel duksedrengen Christian Jensen erstatte ham, var et rask lille finanslovsforlig. Og, meget belejligt, kom Finansbjarne Lille Lars fra Græsted til undsætning og reddede ham.

Vel gjorde han ej! Bjarne Corydon sikrede sig derimod så vidt overhovedet muligt, at Luksus Lars, i øvrigt med et endnu uafklaret forhold til den såkaldte kattesag, blev statsminister Helle Thorning-Schmidts stærkeste modstander i næste valgkamp om små to år. Stærk i hvad: i luksus, i beklagelser, i bortforklaringer og i utroværdighed. Hvilken lykke for Helle, der efterhånden er vokset fra sine egne tilnavne.

I samme hug sikrede Bjarne Corydon Enhedslisten maksimal indflydelse efter det samme valg, hvor Socialdemokraterne står til fremgang.

For det første er Enhedslisten, der helt åbenbart er blevet resultatsøgende, uden et stærkt Socialdemokrati henvist til at sidde og surmule i en krog, fordi ingen vil lege med dem. De gav Lars i frit fald til Helle. Til gengæld skænkede Bjarne Corydon dem på et sølvfad et par mærkesager, som alle vil kunne nikke genkendende til: Gamle med ble skal i bad to gange om ugen. Lønarbejdere skal have skattefradrag for kontingent til fagforeningerne.

Oven i hatten fik Enhedslisten det smykkende tillæg et ansvarligt parti at bryste sig med.

På denne måde forbereder Enhedslisten sig til at overtage SF’s plads. Med valget af den tandløse Vilhelmsen sikrede dette parti sig som bekendt en bred og lige vej mod spærregrænsen.

Er der i dag nogen, der ved, hvor de har hinanden i dansk politik, så er det Socialdemokraterne og Enhedslisten.

Helle og Johanne.

Uden selv at nævne det, og uden at nogen tilsyneladende har taget notits af det, er de sammen ved at forberede en valgsejr efteråret 2015.

Men hvorfor har pressen, som vitterligt også består af begavede mennesker, ikke observeret ovenstående? Svaret er indlysende:

Synsvinklen i denne branche er i takt med indsnævringen af de faktiske valgmuligheder i politisk handlen blevet rettet mod politisk mudderkastning. Fx i GGGI-sagen. Fx når det drejser sig om at placere aben i sagen om Pia Kjærsgaards besøg/ikke-besøg i Christiania. At politikere faktisk også kan føre politik med politisk mening i synes glemt. 

Godt gået af Enhedslisten og Socialdemokraterne. De har fundet hinanden som et lidt underligt par. Det vil vi vænne os til.

ANNONCE: