PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Tre danskere er jeg i den
forløbne uge kommet så nær, at jeg, inde i mit hoved, er kommet på fornavn med
dem. Det hører til sagen, at vores relation er envejs, for ingen af dem kender
mig.
Den ene er Im.
Den anden er
Yahya.
Den tredje
er Özlem.
De er alle
personligheder med en stærk integritet, og de har, om end på vidt forskellig
måde, anfægtet min forestilling om udviklingen af det kommende års danske
kulturklima. Især med henblik på den samtale, der påvirker nationens
selvforståelse. Det kan være den samtale, enhver kan føre med sig selv, samtalen
med vennerne eller den samtale, der tager sig udtryk i den offentlige debat.
Im er otte
år. Hun kom til Danmark som spæd, fordi hendes mor og en vis hr. Nielsen fra
Aabybro i Vendsyssel havde fundet kærligheden sammen. Den 10. november sidste
år blev Im og hendes mor, Suthida Nielsen, udvist til Thailand efter, at Ims
stedfar var afgået ved døden af kræft. Udvisningen skyldtes de danske
myndigheders vurdering af, at enken og stedbarnet havde større tilknytning til
Thailand end til Danmark.
Den
beslutning blev man vrede over i Aabybro. Forældre i Ims klasse oprettede en
støttegruppe på Facebook. Udvisningen kom i mediernes søgelys, og tre dage
efter udvisningen blev samtlige partier i Folketinget, med undtagelse af Dansk
Folkeparti, enige om at ændre udlændingeloven med tilbagevirkende kraft.
Journalister
og fotografer står i flere lag, da Im, hendes mor og en tøjkanin ved navn Ida den 4. januar mellemlander
i Kastrup på vej til Aalborg. Her henter en limousine dem, og sammen med sine
venner Lærke og Sebastian bliver hun kørt det sidste stykke af vejen til
Aabybro. På billederne ser vi, hvordan vejen er kantet af mennesker med dannebrogsflag
og balloner i hænderne, som råber Velkommen
hjem Iiiiiiiiiiiim. Chaufføren åbner soltaget, og Im, hendes mor og hendes
venner stikker hovederne frem og vifter tilbage med Dannebrog.
Fra
ankomsten til Kastrup til ankomsten i Aabybro tager Im al opstandelse og
spørgsmålene fra journalisterne med smilende ro. Man kan se, at hendes venstre
fortand er vokset betydeligt i den tid, hun har været borte. Af hendes svar
fremgår det, at det ikke var meget
dejligt at være i Thailand, hvor hun ikke har nogen venner og ikke kan
sproget. Men super perfekt at være
hjemme igen. Udvisningen forklarer hun sådan:
Jeg tror, det er, fordi min far
er død. Så sender dommeren mig hjem. Det synes jeg ikke er noget at sende os
hjem for.
Mens Im
taler og tænker som en normal dansk otteårig, reflekterer hendes mors, Suthida
Nielsens, udtalelser til pressen den retsfølelse, der har ligget bag de massive
protester mod den lovgivning, der i første omgang sendte hende og datteren ud
af landet. Hun håber således, at
deres sag kan hjælpe andre i en
lignende situation,
og
at det er lovligt, at vi tænker
på følelser og ikke kun tænker på loven.
Yahya er ti
år ældre end Im, men den måde, han formulerer sine tanker og følelser på,
overgår langt, hvad hans jævnaldrende kan præstere. I egenskab af ung, tidligt
moden digter, er han et sidestykke til den franske poet Arthur Rimbaud
(1854-91), der som syttenårig udgav den skelsættende digtsamling Le Bateau ivre.
Som digter
er Yahya Hassan mindre skelsættende end opsamlende, idet han som den første
betydelige ikke-etnisk danske poet formår at give sine erfaringer fra opvæksten
i en indvandrerghetto midt i Danmark en stærk lyrisk stemme.
På den måde
ligner han Vita Andersen (1944) og hendes lyrikdebut med Tryghedsnarkomaner (1977), som også slog alle rekorder i oplagstal.
Mere åbent end nogen før italesatte hun her centrale erfaringer og drømme fra
det foregående tiårs kvindekamp, i særlig grad længslen efter at finde en
identitet uden at skulle spejle sig i andre, specielt mænd.
På den måde
er Vita Andersen mere kollektivistisk indstillet end Yahya, som ikke kan støtte
sig til en bevægelse eller en såkaldt indvandrerlitteratur af samme karat som
den, vi finder i for eksempel Sverige. Digtsamlingen Yahya Hassan, der altså har altså forfatterens navn som titel,
handler især om udenforskab. Både i forhold til familien og slægten, den
mellemøstlige verden, han kommer fra, og den danske verden, han er flyttet ind
i.
Mindre
floromvundet kan man sige, at digtene handler om omsorgssvigt, vold,
kriminalitet, religiøst hykleri og den kyniske udnyttelse af det danske
samfunds bistandsmuligheder, som har været Yahyas hverdag under opvæksten.
Digtene er
båret af en kraft og en vrede, som vi skal to og halvfems år tilbage i dansk
litteraturhistorie for at finde magen til. Jeg tænker på R. Broby Johansens (1900-87)
digtsamling Blod (1922), et stilsikkert
formeksperiment, der indvarsler modernismen. Som Yahyas digte er de trykt med
versaler og gennemsyres af gru og råhed. Men i stedet for at give sin forfatter
hædrende omtale og en stor pose penge, blev Blod
beslaglagt af politiet som usædelig, hvad der i dag er ubegribeligt, og forfatteren
fik en bøde og fjorten dages fængsel.
Yahya
betaler for sin dristighed på en anden måde. Han er i dag dødstruet og under
politibeskyttelse i døgnets fire og tyve timer.
Antallet af
interviews med og artikler om fænomenet Yahya
Hassan, digteren og bogen i et, har været overvældende. På den måde har han
i den grad sat problemer angående de nye danskeres liv i Danmark under debat.
Den debat har ganske vist eksisteret i de sidste fyrre år, men aldrig så giftig
som i nullerne, da Yahya voksede op. Den er generelt blevet intoneret fra
højreradikalt hold og har ud fra en retshaverisk og smålig national indstilling
stemplet indvandring som et religiøst og racemæssigt problem, hvorimod
venstrefløjen omkostningsfrit har påberåbt sig tolerance og overbærenhed.
Gennem sin
udstilling af nye danskeres tilværelse set indefra har Yahya som kritisk
indvandrer med sig selv som investering distanceret sig fra højrefløjens
kritikere. På denne måde gestalter han insiderens protest mod desintegration og
fremstår derfor i al paradoksalitet som en fremstrakt hånd og et håb for
fremtiden for sig og det land, han lever i.
Det er denne
hånd, Özlem, som er kendt for sin evne til at sætte den politiske dagsorden,
har grebet. Hun er syv og tredive år og nyvalgt kulturordfører for Socialistisk
Folkeparti, som hun siden 2007 har repræsenteret i Folketinget. Efter sit valg
til kulturordfører den 3. januar har hun fået masser af spalteplads. Hendes
hovedbudskab er, at hun vil befri danskheden
fra en national besættelse.
Özlem Cekis er
tyrkiskfødt kurder, hun kom til Danmark som tiårig og indgik som tyveårig et
arrangeret ægteskab, som hun seks år senere brød ud af. Hun er uddannet som sygeplejerske,
fagligt aktiv og forfatter til to bøger. Først erindringsbogen Fra Føtex til Folketinget (2009), der
betoner, at indvandrernes liv i Danmark er bestemt af de sociale forhold, de
lever under, ikke af deres kultur, religion eller moral. Dernæst børnebogen Ayses pyjamasfest (2013), der tematiserer
dialogen som vej til fællesskabet. Begge optimistiske fortællinger om, at det
er muligt at forandre sit liv.
På nultid
har hun efter valget til kulturordfører profileret sig som SF’s politiske
frontfigur i et opgør med den tidligere VK-regerings og Dansk Folkepartis kulturpolitik.
For mig er det vigtigt, at kultur
ikke bliver brugt til at spille folk ud mod hinanden, men i stedet bliver brugt
til at bygge broer. Danmark er et sted, hvor meninger brydes, hvor der er
frihed til forskellighed. Jeg synes, at 00’ernes politik har handlet meget om
at spille grupper ud mod hinanden og se indad i stedet for at have udsyn.
Det er dette
udsyn, som statsminister Helle Thorning-Schmidt, syv og fyrre år gammel, fortæller
om i indledningen til sin nytårstale til nationen den 1. januar:
For nogle uger siden deltog jeg i
mindehøjtideligheden for Nelson Mandela i Sydafrika. Det var bevægende at
opleve den store betydning, som Mandela har haft for mennesker over hele
verden.
Men det var
også livsbekræftende at mindes et stort menneske. Mandela havde den
livsklogskab, som mange og stormfulde leveår kan give. Og han kæmpede for noget
alment gyldigt: At alle mennesker er lige.
Danmark
støttede Mandelas og det sydafrikanske folks kamp for retfærdighed. Vi var det
første land i verden, som forbød handel med apartheidregimet.
Netop viljen
til forandring og dialog med henblik på at få alle med i et bedre liv på lige
fod var nok den mest fremtrædende del af Dronning Margrethes nytårstale, der
ifølge traditionen blev holdt på årets sidste dag. Hun sagde blandt andet:
Danmark
er et land med mange forskellige mennesker. Vi er unge eller gamle eller et
sted midt i mellem. Nogle bor på landet, andre i byerne. Nogle har boet her
altid, andre er kommet til. […]
Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et
småligt land.
Og hvis vi husker på det, vil vi også forstå, at vi skal løse vore
problemer ved at bøje os mod hinanden. Hvis det kun er den ene gren, der skal
bøje sig, så risikerer den at knække. […]
Danskerne er også i dag forskellige. Vi har ikke alle rod i den samme
religion eller kultur, men lige så lidt som for 70 år siden [da jøderne hjulpet
af danskerne flygtede til Sverige] må
forskelligheden stå i vejen for, at vi hjælper vore naboer og landsmænd –
menneske til menneske.
Så
forskellige de end er, er de alle fem, Im, Yahya, Özlem, statsministeren og
dronningen, på bølgelængde. Det handler for dem om at bryde med nullernes segregerende
kulturpolitik og udvikle Danmark til en helhed.
– Barnet Im,
der fik statens anerkendelse af sin følelse af at være dansker.
– Hedsporen
Yahya, der på bagsiden af sin bog betegner sig som statsløs palæstinenser med dansk pas, og hvis fortvivlelse over at
være uden tilhørsforhold til en nation lyser ud af digtsamlingen.
– Politikeren
Özlem, der vil bruge kulturen til at skabe dialog i den kulturelle
mangfoldighed.
– Statministeren,
der fremhæver Danmark som et land, der ikke er bange for at gå mod strømmen og
gøre en forskel, så et lands befolkning kan samle sig i bestræbelse på at give
lige ret til nationens diskriminerede og udstødte. Eksplicit taler hun om
Sydafrika, implicit om Danmark.
–
Statsoverhovedet Dronning Margrethe II, som profilerer sig som Kongeriget
Danmarks forenende kraft.
Dansk
Folkepartis Pia Kjærsgaard var straks ude med riven efter Özlems udspil som
kulturordfører, som hun kaldte
primitiv, forfejlet,
nedladende.
I kampens
hede overså royalisten Pia Kjærsgaard, at dronningen i sin nytårstale er på
niveau med Özlem. Med Yahya. Med Im, som Pia Kjærsgaard ikke ville have tilbage
til Danmark. Og med den overvældende del af danskerne, der som det ser ud har
engageret sig i en kulturel retningsændring i Danmark.
Som et
apropos kan jeg anføre, at Finlands præsident, Sauli Niinistö, der sin vane tro
udtrykker sig enkelt og præcist, mod slutningen af sin nytårstale fremfører
følgende:
Finland behöver var och en, såväl
de som är födda här, som de som flyttat hit. Alla har något att ge.
Det peger i
samme retning.
ANNONCE:
