 |
| Per Marquard Otzen i Politiken 11.3.12 |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Forleden var jeg på nippet til at
svælge min stolthed og skrive hen,
dette i Danmark nærmest oversete og dog latterliggjorte, men i Sverige
efterhånden bredt anerkendte kønsneutrale pronomen.
Hon og han
i ét ord, altså.
Hen har et perfekt modsvar i m/k, som snarere ligner en del af en
teknisk tegning eller matematisk formel end et godt dansk ord. Men der lå en
lovbefaling bag konstruktionen m/k,
nemlig Ligebehandlingsloven vedtaget
af Folketinget i 1978, som forbød, at stillingsannoncer blev stilet til enten
mænd eller kvinder.
I starten udløste
konstellationen m/k billige grin, man
talte om smørrebrødsjomfruer m/k og flyttemænd m/k. I dag har ordet opnået
fuld anerkendelse og kan ubesværet indgå i for eksempel journalistisk prosa.
Det opfører sig som et normalt substantiv af fælleskøn og lader sig villigt
bøje i såvel ental som flertal: m/k’en,
m/k’er, m/k’erne.
Men hen, altså!
For det
første kommer det fra Sverige. At det her har været indsyltet i
transpersonelle, queerfeministiske og genuspædagogiske sammenhænge vil jeg
springe op og falde ned på. Dagens kønspolitiske strømninger ændrer ikke
sproget, derimod ordets almene nytte og nødvendighed.
For det
andet går hen ind i noget så centralt
i ordforrådet som pronominer, oven i købet de personlige. At vi i dansk
anvender en del af broderlandets faste udtryk, substantiver og verber som for
eksempel tage hånd om, helt enkelt, el, bh
og kompromisse og har integreret dem
fuldstændigt, tænker de færreste over – ligesom vi lever godt med for eksempel ordene
borger og arbejde, som tyskerne leverede til os i Middelalderen. Men
pronominer, som er blandt de hyppigst anvendte i sproget og de mest personlige?
Dem kan man da ikke kopiere!
Spørg for
eksempel en englænder, hvad hun/han m/k
hen føler, når hun/han m/k hen
anvender they, them, their. Og hvad
med nogle danske ord i stedet for de engelske? kunne man fortsætte.
Ni og
halvfems komma ni ni ni procent vil garanteret betakke sig.
Men så er
tidspunktet inde til, at danskeren med tjek på sproghistorien knækker sammen af
grin og fortæller, at ordene they, them,
their skam da er pære danske. De kom nemlig med vikingerne for godt tusind
år siden og findes stadig i dansk som de,
dem, deres. Og de står ikke alene, ord som wind, sky, window og heaven er sammen
med tusind andre ord også import fra dansk. Ren berigelse østfra, altså, men
se, om de er taknemmelige!
Men tilbage
til hen. Hvem vil have, at svenskerne
skal grine ad os? På den anden side kunne vi heller ikke drømme om at forhindre
dem i at gøre hverdagen lettere for sig, når de siger:
Fråga till exempel en engländare
vad hen känner när hen använder they,
them, their?
På henløst dansk kunne det samme udtrykkes
sådan:
Spørg for eksempel englænderne,
hvad de føler, når de anvender they, them,
their.
Indrømmet,
det tog et lille minut, før jeg så løsningen i pluralisformen. Samtidig
udtænkte jeg følgende, som jeg også synes er et godt bud, oven i købet i
singularis:
Spørg for eksempel, hvad en
englænder føler ved anvendelsen af they, them,
their?
Med andre
ord: For at finde et godt udtryk, måtte jeg tænke på hvilke muligheder, sproget
kunne tilbyde mig for at give min tanke en passende iklædning uden anvendelse
af det æstetisk utiltalende han/hun.
Eller det klodsede hun eller han. Det
i nogle kredse upassende han. Og i
andre kredse lige så upassende hun.
Lettere var
det naturligvis i gamle dage, da mændene uden diskussion sad på førstefødselsretten
til det hele. Men de tider er forbi. Uigenkaldeligt, synes det, og det er der
grund til at være glad for. Samtidig er vi, de danske sprogbrugere, på dette
område bragt i en valgsituation.
For svenskerne
har givet bolden op, og hvad skal vi? Overtage deres hen ligesom finlandssvenskerne? Der blandt andet henviser til, at
der på finsk kun findes ét pronomen for hun
og han, nemlig hän. Og at hen, som
optræder på skrift i Sverige første gang i 1960’erne, muligvis er en
forvanskning af det finske hän, der
udtales næsten som hen og skal være
blevet anvendt mundtligt i sverigesvensk allerede i halvtredserne. Og som så
via det etsprogede svenske Åland er vendt tilbage til sit moderland.
Det lyder
indviklet og kan give danskere anledning til mange morsomheder i stil med dem,
der florerede omkring m/k. Men havde hän voldt problemer for finske
sprogbrugere, ville de for længst have fundet på en udvej.
For mit eget
vedkommende må jeg indrømme, at hen
tiltaler min dovenskab. Det er som at springe over, hvor gærdet er lavest. Og
vil ikke alle det? Man slipper for at standse op tænke over sprogets muligheder.
Men medfører anvendelsen af hen ikke alt
for let en nedprioritering af de stilistiske prætentioner?
Og stil er
som bekendt ikke blot æstetik. Stil er også indholdsrelateret. Anvendelsen af hen fratager således kønnet betydning
samtidig med, at det fokuserer på en i sammenhængen irrelevant han-hunkonstellation.
Defokus og fokus i samme hug.
I hvert fald
i begyndelsen. Og på den tidslinje befinder vi jo os alle sammen i forhold til hen. Hvordan ordet vil virke om ti år,
er det svært at sige med sikkerhed. Men mon ikke flittig brug filer kanterne af
det?
Så jeg
vakler mellem flid og dovenskab. Skal jeg være opportunist og medløber?
Foregangsmand? Eller stå støt uden at bøje mig for presset fra omkring ti
millioner svenske sprogbrugere? Men én ting er lysende klar for mig:
Vi kan som danskere
ikke uden videre overtage hen. Det
vil modvirke den nordiske sprogforbistring, som til enhver tid bør fremmes. Vi
må finde på noget andet. Noget, der er vores helt eget.
Jeg foreslår
høn.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar