ÉN FOR ALLE – I PRIMÆRGRUPPEN

Fra Finland og den totale krig

  

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

                                                                                                                                                                                                        

 Behandl andre,

som du selv ønsker at blive behandlet

gælder som en universel tommelfingerregel for en god måde at opføre sig på.

Erfaringen viser, at reglen fungerer bedst blandt ligemænd.

Vi ser det på firmaers direktionsgange, hvor administrerende direktørers ret til eksorbitante bonusser med videre bevilges af bestyrelser, hvis medlemmer sidder på spring efter lignende poster og tager sig godt betalt for ulejligheden med at forære så mange penge væk.

Vi ser det blandt arbejdere, der går i strejke for at andre arbejdere kan få rimelige løn- og arbejdsvilkår.

Vi ser det blandt studerende, hvor hverken lærer eller eksamen, men ansvaret over for læsegruppens andre medlemmer er den umiddelbare drivkraft bag den iver, hvormed de forbereder sig til fælles oplæg.

Vi ser det i NATO, hvis musketered binder en række vestlige demokratier i et forsvarsmæssigt sammenhold.

At stå sammen én for alle og alle for én kaldes broderskab, korpsånd, solidaritet, kammeratskab. Det har en af pionererne inden for militærsociologien, han hedder Knut Pipping og var i en lang årrække professor ved Åbo Akademi, skrevet om på en måde, der endelig har givet mig en rimelig forklaring på, at Finland ikke blev tromlet ned af den sovjetiske overmagt i Vinterkrigen (1939-40) og Fortsættelseskrigen (1941-44).

Et blandt talløse eksempler på denne overmagt er det numeriske forhold mellem de sovjetiske og de finske troppestyrkerne under kampene på Det Karelske Næs i 1944:

4:1 for mandskab,

5:1 for tanks,

6:1 for artilleri og

15:1 for fly.

Som modværn havde finlænderne hinanden, og det var præcis, hvad de kæmpede for: hinanden. De militære enheder var i vidt omfang sat sammen af mænd fra samme by, egn eller landsby. Mandskabet havde kendt hinanden før krigen, gået på de samme skoler, været til de samme baller, arbejdet på de samme fabrikker, hilst på hinanden over markskellene.

Knut Pippings doktordisputats fra 1947, Kompaniet som samhälle, iakttagelser i ett finskt frontförband 1941-44, bygger på materiale, han som korporal i et maskingeværkompagni indsamlede under Fortsættelseskrigen. Værket blev genoptrykt i finsk oversættelse i 1972 og oversat til engelsk i 2008. Pippings karakteristik af soldaterne sammenfattes af Claes Johansen i hans formidable bog Finland og den totale krig 1939-45 (1913):

Man bander og svovler, jamrer og brokker sig, men i den sidste ende gør man det der forlanges. Og frem for alt: Det er hverken Gud, fædrelandet, Finlands ledere eller politiske idealer man slås for. Man kæmper for sin primærgruppe, og fjenden er hvem som helst der vover at antaste dens velbefindende, også selv om de skulle bære den samme uniform som én selv.

I Finland og den totale krig modsiges også den gængse finsk-nationalistiske forestilling om, at krigene mod Sovjet fjernede klassehad fra Borgerkrigen i 1918, hvor røde stod mod hvide, og hvor de hvide som bekendt sejrede gennem blodbad og straffede de besejrede ved at internere dem i koncentrationslejre med høj dødelighed.

I sin disputats skriver Knut Pipping:

Man skal huske på at mændene konstant fremhævede at krigen var en ”herrernes krig”, og at de selv var indifferente over for den. De sammenfattede deres holdning til officererne i en enkelt sætning: ”Herrerne er her kun fordi de vil fastholde os i de mest infernalske omstændigheder.”

Billedet af den finske soldat som alt andet end en mønstersoldat med idealer som ære og fædreland og kæft, trit og retning i rygmarven støttes af Väinö Linnas Den ukendte soldat. Romanen udkom i 1954, i 1963 belønnedes den med Nordisk Råds Litteraturpris, men først i 2000 publiceredes den ucensurerede version. Her får vi endelig det billede af omgangsformerne og omgangstonen blandt soldaterne, som det var Linnas oprindelige intention at videregive. At han, også korporal i et maskingeværkompagni, vidste, hvad han skrev om, er almindelig anerkendt af det læsende publikum i Finland, som har gjort Den ukendte soldat til Finlands mest læste roman.

I den gode måde at opføre sig på, som ikke nødvendigvis udtrykker sig i traditionel god opførsel, går solidariteten med ens egen gruppe frem for det meste. Paradokset i forhold til ovenstående er og bliver, at Sovjet ganske vist vandt krigene, men at Finland samtidig undgik at tabe dem. Ikke gennem god opførsel, der i militær forstand handler om at slå hælene sammen, men gennem den gode opførsel, der ytrer sig i, at alle i gruppen indordner sig under løsningen af den fælles opgave.

PS Claes Johansens Finland og den totale krig 1939-45 giver ikke blot kundskaber om sit emne under hensyntagen til den nyeste forskning. Den opmærksomme danske læser får også et tankevækkende perspektiv på Danmarks to slesvigske krige i midten af 1800-tallet. At danskerne elsker at læse om dem fremgår med al tydelighed af den utrolige popularitet, Tom Buk-Swientys Slagtebænk Dybbøl har opnået.

ANNONCE: