![]() |
Martti Ahtisaari, finsk fredsmægler og nobelpristager |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Anna von
Sperling har i Dagbladet Information den
4. april en på mange måder sympatisk klumme om Rusland, Ukraine og Vesten. Efter
indledningens skinfægterier om, at kritik af vennerne kan blive misforstået som
overløb til den, man er uenig med, udtaler hun sin dybe bekymring for, at
vi alle sammen i
kampens kolde krigshede er ved at formøble den dialog, som de fleste ved er forudsætningen
for fred i vor tid.
Hermed
stiller hun sig – men ikke uden en bagdør i form af et ironisk hint til Chamberlains
berygtede udsagn om peace in our time
i 1938 efter Münchenaftalen med Hitler – på linje med blandt andet de to forhenværende
tyske kanslere, Helmut Schmidt og Helmut Kohl, der har udtalt skepsis over for
Vestens sanktioner mod Rusland. Hun udtrykker ligeledes enighed med det tyske
venstrefløjsparti Die Linke om det hykleriske i, at EU indgår samarbejdsaftaler
med Ukraines nye regering og dermed ignorerer sine egne normer for en regerings
demokratiske legitimitet.
Hendes
udtalte ærinde med klummen er, at
forholde sig ædrueligt
kritisk til den måde, EU og USA taklede forspillet til krisen i Ukraine og nu
håndterer dens foreløbige kulmination på Krim, uden risiko for at blive skudt i
skoene, at man har sympati for Kremls geopolitiske våddrømme.
Så
vidt så godt ud fra den synsvinkel, at enhver i fredens tjeneste har både ret
og pligt til at kritisere sine venner uden af den grund at skulle mistænkes for
at tage modstanderens parti.
Desværre
sparker Anna von Sperling med stor energi stolen væk under sig ved også at
dyrke den selvretfærdiggørelse, der i alle tider har været vejen til krig. Den stikker
frem i overskriftens
Putin er et dumt svin.
Men...
Og
for at selv den mest tungnemme skal fatte det, gentages udsagnet med eftertryk
i klummens afsluttende PS:
Naturligvis er Putin
et gennemført dumt svin.
Tager
Anna von Sperlings følelser i den grad herredømmet over hende, at hun tankeløst
stiller sig i heppekoret blandt dem, der dæmoniserer og dermed glemmer, at den
dæmoniserede sidenhen har en forbandet evne til at optræde som en endnu værre
dæmon? Eller omformuleret med hendes egne, lidet flatterende ord: at den, man
tiltaler og behandler som et svin, bliver et svin. – Præcis samme erkendelse
ligger i den velkendte pædagogiske erfaring, at den elev, man behandler som en
idiot, forbliver idiot.
Gennem
sin selvretfærdiggørelse formøbler Anna von Sperling på denne måde med et par
uelegante formuleringer og stik mod sit eget ønske netop den dialog, som hun jo
godt ved er fredens første forudsætning. I stedet for at råbe dumme svin! burde hun som et nødvendigt
skridt have indlevet sig i modpartens selvforståelse.
For
alle mennesker har en selvforståelse, og hvis man ikke kan leve sig ind i den,
kommer man aldrig i dialog med dem.
Et
udgangspunkt i den aktuelle sag kunne være, at præsident Putins hjerte banker
for Rusland og for alt, hvad der er russisk. Det kan jeg som dansker med et
hjerte, der trods mange års udlændighed banker for Danmark, ikke bebrejde ham.
Jeg
vil derimod gerne bebrejde EU og FN, der begge er dannet for at sikre fred og
velfærd, for ikke at have indledt en dialog med Rusland om forfatningsmæssige
garantier for de sprogligt-kulturelle mindretal i Ruslands nabolande.
Det
var problem nummer ét.
I
forlængelse heraf vil jeg tillade mig at spørge, hvor EU’s og FN’s forslag om
folkevalgte regionalregeringer, som skal sikre de lokale russiske minoriteters
rettigheder, mon har gemt sig?
Og
sådan kunne jeg, med ægte dansk ironi, fortsætte med at pege fingre ad alle begåede
fejltagelser i Vestens håndtering af Ukrainekrisen.
Men
i stedet vil jeg være konstruktiv og i al korthed gøre opmærksom på, at det
land, jeg bor i, Finland, i sin grundlov har sikret det svensksprogede
mindretals rettigheder.
Her
er en model for løsningen af det første problem.
Hvad
det andet problem angår, kan jeg fortælle, at Folkeforbundet, FN’s forløber, efter Finlands
selvstændighed i 1917 løste problemet med det totalt svensksprogede Ålands
fortsatte tilhørsforhold til det overvejende finsksprogede Finland ved i 1921 at
garantere befolkningen, der ønskede Åland som en del af Sverige, at ingen
udefrakommende skulle blande sig i Ålands sprog, kultur og sædvaner, samt at
Åland skulle få en folkevalgt regionalregering. Den tiltrådte året efter. På
denne måde fik Åland sit relation til ”Riket”, som ålændingene ynder at kalde
Finland, afklaret med en hjemmestyreordning af samme art som den, Færøerne og
Grønland senere fik i forhold til Danmark. – Det skal noteres, at det på ingen
måde var let at løse de sprogligt-kulturelle-territorielle problemer den gang
mellem 1917 og 1921. Men det gik.
Denne
måde at løse konflikter på mellem broderlande – og det er Ukraine og Rusland
som bekendt – står for mig som fornemme udtryk for en værdig, demokratisk
tankegang og handlemåde.
Er
det, hvad Vesten har demonstreret i forhold til Rusland?
Desværre
endnu ikke.
I
stedet er man begyndt at røre krigstrommen.
Denne
tirsdags meddelelser om regulære kampe mellem politi og russiske aktivister i
den østlige del af Ukraine og om Estlands indskrænkninger af det russisktalende
mindretals sproglige rettigheder skriger på en overordnet fredsstrategi fra EU,
NATO og USA.
Der
er næppe tid til at vente på Jens Stoltenberg for at få en generalsekretær for
NATO, der kan træde i karakter som en fredens mand.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar