MARESI, VINDER AF FINLANDIA JUNIOR

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Skal den enkelte ofre livet for fællesskabet, eller skal fællesskabet lade sig udslette for den enkelte, hvis det ikke vil miste retten til at være et fællesskab?

Jeg stiller spørgsmålet med henblik på mulige temaer i ungdomslitteraturen.

Umiddelbart vil jeg afvise det patetiske dilemmas mulighed for at vinde gehør i den nævnte sammenhæng. Derimod kan det passere i en eksistentielt betonet voksenlitteratur, der fordyber sig i tragiske konstellationer, og kan som sådant tiltale et mindretal af sure, gamle mænd, der afviser at adsprede sig i tidens hurtige flow af oplevelser.

De unge, derimod? Nej, ellers tak!

Lad mig stille spørgsmålet igen, nu mere konkret:

Har fædre ret til at dræbe deres døtre? Har en datter ret og pligt til at overgive sig til sin morderiske far for at redde sine medsøstre i et kvindefællesskab, der vil redde hende, eller skal hun gemme sig?

Nu ser problemet, med reference til såkaldte æresdrab eller familiehenrettelser, noget mere hverdagsaktuelt ud. Alt for tit ser vi det i pressen, men gerne beskrevet udefra. Beskrevet indefra i en roman kan det blandt andet handle om at holde fast ved sin medmenneskelighed, når verden beherskes af ondskaben personificeret i hævnende fædre, mænd med dragne dolke, tatoverede hænder og en seksuel appetit uden grænser? Det kan, i ekstreme tilfælde, handle om at vinde sig selv ved at ofre sig.

Og det er faktisk temaet i den populære ungdomsforfatter Maria Turtschaninoffs nye fantasyroman Maresi med undertitlen Krönikor från Röda Klostret. Den blev indstillet til Finlandia Junior 2014 og vandt i afvigte uge prisen, Finlands fornemste.

Begrundelsen lyder sådan her:

Boken är sträng och mild, våldsam och käreleksfull, poetisk och fylld med handling, ingen antingen eller utan både och. Den ingjuter i läsaren vilja, hopp, optimism och uppmuntran att gå mot ljuset, utan rädsla.

Løsrevet fra deres sammenhæng kan handlingsforløb og enkeltudsagn i Maresi forekomme patetiske, for eksempel når novicen Jai udbryder:

det är jag som hämtat hit döden i mitt kölvatten.

Men udsagnet er spundet ind i fantasygenren, som kan den kunst at afvæbne læsernes fordomme og forsvarspositioner, fordi den bygger på en stiltiende kontrakt med læseren om, at en anderledes verden skal beskrives anderledes, og at livets store spørgsmål her kan fremstå med alvor og patos uden at blive genstand for hånlatter.

Så kan man til evig tid diskutere, om fantasy er ungdomslitteratur. Det tillader jeg mig at mene, at den for en stor del er, og det gælder også for Maria Turtchaninoffs bøger. Men samtidig må jeg anerkende deres brede appel og invitation til alle aldersklasser om at dykke ned i fantastiske eventyr, som hun gerne kalder krøniker eller legender, for at få noget at vide om virkeligheden.

Den virkelige virkelighed.

ANNONCE:

ØJEBLIKSBILLEDER FRA EN DAG I DANMARK

Kærlighed på guldgubbe fra Gudme

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det er i lavprisflyet til Copenhagen Airport, jeg ser den første dansker i lang tid. Casual jakke, over middelhøjde, grånet hår og karseklippet. Han skal ind på tredje række. Ingen plads til hans håndbagage i form af kuffert og større taske i blankt læder. Mens det står på gulvet og spærrer for trafikken ned gennem flyet, river han et par bags i kanvas ud og stopper dem ind længere nede ad gangen, smækkede lågen, en gang, en gang til. Tredje gang lykkedes det. My computer, stønner en fyr bag mig. Den karseklippede skridter op til sin plads, skubber sin egen bagage ind og dumper ned på sit sæde.

Trafikken på motorvejen på vej mod Sjællands Odde er tæt som novembermørket. Jeg ligger i venstre kørebane og holder hastigheden som den forankørende, hellere lidt over end under. Lange blink i bakspejlet. Efter nogle sekunder søger jeg mig ind i højre kørebane. Nå-ja, hvis han nu absolut vil. Hans signalhorn brøler, mens han suser forbi.

Han kører frem og bakker for at få en bedre position, når bilerne om lidt må forlade færgen. Med kanten rammer han fronten på bilen bagved. Den giver efter som en ballon og retter sig ud, da han igen kører frem. Manden i den påkørte bil rører sig ikke, først efter nogle sekunder åbner han langsomt døren og står ud. Med håndfladen stryger han over sin bils forparti. Børster støvet af. Stryger igen. Søger efter skrammer med en finger. Går ind og sætter sig.

Nu er det min tur til at køre ud. Til venstre for mig gasser en bil op. Den er gammel og rød, chaufføren har måne, ser jeg, idet jeg lige når at hugge bremserne i.

Endelig er vi i land i Århus, byen ved åens munding eller Aros, som kunstmuseet i centrum har taget navn efter. For første gang er jeg i samme rum som den gigantiske Boy helt omgivet af skoleelever og pensionister. Nøj! Godt lavet! Hvilket syarbejde! Se hans negle!

Jeg ser af måden, hans tæer krummer sig på, at han er ved at forberede et spring.

Kældershowet lidt fra er skabt over Dantes Inferno. Stærkest rammer mig første kreds med ansigtsløse, sort-hvide statister i alles kamp mod alle, men uden at slå og slås. Hvorfor skulle de? De ligger alligevel døde i sidste billede.

Så ind i udstillingen Out of the Darkness, der med løftet om rammer snyder sin beskuer ind i forvildelse og slutter med en akademisk forelæsning op og ned ad en væg. Her påberåbes modernitetens kompleksitet og stilles det evindelige spørgsmål om meningen med livet og kunsten i en verden med globale udfordringer i hidtil uanet målestok. Mit eget svar så jeg hvirvles rundt i den lange, sorte gang af loftsvifter fra sydstaternes sumpe og oplyst af spotlightet på Edvard Munchs portræt af en mandril. Oho-ja-ja, her er der noget at bide i.

Det samme gælder Michael Kviums forvredne karakterstudier, tredive gange tredive centimeter måler de, imponerende i deres variation og vulgaritet. I hundredvis befolker de begge vægge i en korridor, de er som vokset ud af mørket, og i lyset mellem dem går vi, deres tilskuere, og genkender måske noget vildtgroet i os selv. Og dog – er vi så onde? Så misdannede? Så perverse? Nej vel!

Men engang?

Moesgaard Museum, nyåbnet i nye bygninger er specialiseret i livet i fortiden. Vejen til det går gennem Marselisborgskovene klædt i gyldne efterårsfarver. Tænk, så smuk Danmark kan være.

I det ydre er museet spektakulært i sin beskedenhed. Græs, beton, glas. Indeni er evolution, bronzealder, jernalder, vikingetid og latinamerikansk dødekult på programmet. Stærkest står erindringen om døden i højen, døden på valpladsen, døden i det fremmede. Menneskerester ligger i egekister under Barum Eshøj. Der ofres i mosen. Et rask snit mellem ørerne, som det stadig ses på Gravballemanden, museets ubetingede trofæ. Eller fjender slagtes en masse som efter slaget i Illerup Ådal, hvis kæmpende hære illuderes på storskærme med tilskuerne midt imellem flyvende pile, kampbrøl, sværdhug og stønnen. Ingen tvivl om autenticiteten, børnene, de er talrige, ser den, og mødre forklarer de mindste, at mændene bare øver sig, og at det hele ikke er så slemt, som det ser ud til.

Jeg ser det som meget værre, også i museets fremstilling af vikingerne som røvere, eventyrere og pengeafpressere.  

For var de ikke først og fremmest håndværkere i verdensklasse i deres skibsbygningskunst, vikingerne? Var de ikke handelsmænd, bosættere og bønder, før de var røvere og dræbere? Men blod, våben og afrevne lemmer er langt mere spektakulære end tjære og høvlspåner, spanter og planker, rånokker og høst af havre på markerne i Danelagen.

På vej hjem gennem motorvejens uendelige tunnel af novembermørke er sammenhængen til dagens Danmark i krig åbenbar. En god majoritet synes om den, siger radioen meget apropos, en stor minoritet vil have mere. Jeg genkalder mig udrejsens gennemgående oplevelser af en jeg-først du-er-ikke-noget-værd-mentalitet. Jeg er midt i Kviums galleri af forvrængede menneskeansigter og ser vildskaben i menneskeofringerne efter slaget ved Illerup Ådal. Er det her, vi er nu? Ikke med knive, nej! vi dræber som ordentlige mennesker på afstand med bomber, og vi elsker billederne af røde eksplosioner fra dem.

Har museerne for kunst og historie taget og vist tidens puls?

Er vi, som Boy, ved at forberede et spring, som definitivt sætter punktum for dén gode fortælling om menneskers nysgerrige færden under solen og over hav og landjord, som Moesgaardmuseets oldtidsfortælling begyndte med?

ANNONCE: 

 

ET BILLEDE PÅ EN NY VERDEN?

Og nu er der sjov og fest

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Forleden fik jeg et fotografi af en børnehaveklasse. Min beskrivelse af det bliver lang og måske lidt omstændelig, for jeg vil redegøre for mine iagttagelser i den rækkefølge, jeg gjorde dem.

Børnene, elleve i alt, er ordnet i to rækker. De seks forreste sidder, de bageste står. Drengene, der er fire, flankerer rækkerne. Ud for dem rager to voksne kvinder op, den ene af dem har en farverig, storternet kjole på. Den anden i sorte jeans og en kortærmet bluse knækker lidt sammen på midten som meget høje kvinder somme tider gør. Begge kvinder og otte af børnene viser tænderne i et glad smil. To af pigerne i første række, det er nummer to fra højre og nummer to fra venstre, nøjes med at trække på munden, men ser ikke mindre glade ud af den grund. Der er symmetri og orden i hele opstillingen, der indgår i en lang tradition for klassefotografering. Alle ser ud til at hvile trygt i sig selv, men samtidig er det åbenbart, at hver enkelt vil vise den verden af beskuere, der venter på billedet, at de er sammen om noget fælles og har det godt sammen.

Stolene, i børnestørrelse, er blå over i det turkise, og farverne på børnenes sko, kjoler, bukser, skjorter og bluser når hele paletten rundt. Men der er én ting mere. For nogle er den måske helt uden betydning, for visse interessant, for andre afgørende. Det er børnenes farve.

Karakteriseret med de ord, som engang var gængse for beskrivelsen af verdens forskellige racer, men som i dag, sammen med selve ordet race, tenderer mod at ekskludere dets bruger fra det gode selskab, er børnene gule, sorte, brune og hvide.

Da jeg således havde fået øje på mangfoldigheden i børnenes geografiske udgangspunkt, som traditionen knytter til blandt andet Kina og Afrika, meldte der sig et billede på min indre nethinde. Det er fra en gammel, ofte genoptrykt billedbog, Fredrik med bilen af Egon Mathiesen, og viser mangefarvede børn tumle rundt i den indbyrdes leg, som børnene på fotografiet sikkert også kaster sig ud i, når lejlighed bydes.

Teksten til billedet af de legende børn, bogens sidste, som illustrerer denne blog, lyder sådan:

Og nu er der sjov og fest,

I kan se det passer,

to der hopper, tre der hinker,

fem der tumler, seks der trimler,

to der slår på tromme.

I  Fredrik med bilen, der er fra 1944, følger vi drengen Fredrik, der i fantasien kører rundt i hele verden i sin fars gule bus for at

finde sorte børn –

hvis de altså findes.

Som det fremgår af billedet, gør de det, men før han langt om længe finder dem i Afrika, har han, selv hvid, fundet både gule, brune og røde børn.

Vi kan med udgangspunkt i udgivelsesåret og det nazistiske Tysklands okkupation af Danmark med god grund betragte bogen om Fredriks rejse ud i verden som lidt af et vovestykke. Svarer hans hår, som dog altid er dækket af en kolossal, rød kasket, til hans blå øjne, er Fredrik blond og, ifølge den nazistiske racelære, arier. Men hele historien om at finde og indgå i et globalt fællesskab på lige fod med børn fra alle jordens egne er en regelret negation af de nazistiske forestillinger om overmennesker og undermennesker.

Hvad angår billederne i Frederik med bilen, er de præget af tydelige figurer med klare farver og store, ensfarvede billedflader. I deres æstetiske udtryk signalerer de på denne måde samhørighed med børns kunstneriske frembringelser og fortæller om et fællesskab mellem også børn og voksne. Ligeledes formidler billedbogen en stærk tillid til, at barnet, in casu Fredrik, videbegærligt og med en naturlig opdagerglæde selv evner at finde de rigtige løsninger uden indblanding fra bedrevidende voksne.

Ud fra ovenstående er det en besnærende påstand, at Frederik med bilen er et fuldgyldigt udtryk for dagens internationale trend, der, trods modstand fra navlefikserede nationalister, bevæger sig mod virkeliggørelsen af drømmen om et globalt fællesskab på basis af en antiracistisk grundholdning.

Men det er kun en halv sandhed. Drømmen i Fredrik med bilen befinder sig endnu på børnehavestadiet, fordi den er fikseret ved netop det, den vil frigøre sig fra: farver og racer.

Da bogen fremkom i slutningen af sidste halvdel af det forrige årtusinde, havde mennesket i Europa i århundreder gennem feudalisme, kolonialisme, imperialisme og fascisme fået tudet ørene fulde med en bestemt måde at opfatte verden på. Det handlede i al sin grumhed om et menneskeligt værdihierarki, hvor, sagt forenklet, kongen var mere værdifuld end adelen, som var mere værdifuld end borgeren, som var mere værdifuld end bonden, som var mere værdifuld end alle slags farvede mennesker, der dog duede som slaver og producenter af råstoffer.

Sig mig din stand og farve, og jeg skal sige dig, hvad du er værd!

I Fredrik med bilen er alle lige meget værd. Problemet er, at de ikke er det som individer, men som repræsentanter for de gule, brune, røde og sorte. Som sådanne accepteres de og indgår i det fællesskab, Fredrik har bygget op. Det skal han have tak for, for det er et stort spring frem.

Næste skridt er at gestalte og se fællesskabet uden at bryde sig om farver og geografisk udgangspunkt. Det er, synes jeg, hvad der fremgår af det ovenfor beskrevne billede af en børnehaveklasse. I 1944 havde den nærmest været en utænkelighed, i dag findes den masser af steder i verden. 

ANNONCE: