ET BILLEDE PÅ EN NY VERDEN?

Og nu er der sjov og fest

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Forleden fik jeg et fotografi af en børnehaveklasse. Min beskrivelse af det bliver lang og måske lidt omstændelig, for jeg vil redegøre for mine iagttagelser i den rækkefølge, jeg gjorde dem.

Børnene, elleve i alt, er ordnet i to rækker. De seks forreste sidder, de bageste står. Drengene, der er fire, flankerer rækkerne. Ud for dem rager to voksne kvinder op, den ene af dem har en farverig, storternet kjole på. Den anden i sorte jeans og en kortærmet bluse knækker lidt sammen på midten som meget høje kvinder somme tider gør. Begge kvinder og otte af børnene viser tænderne i et glad smil. To af pigerne i første række, det er nummer to fra højre og nummer to fra venstre, nøjes med at trække på munden, men ser ikke mindre glade ud af den grund. Der er symmetri og orden i hele opstillingen, der indgår i en lang tradition for klassefotografering. Alle ser ud til at hvile trygt i sig selv, men samtidig er det åbenbart, at hver enkelt vil vise den verden af beskuere, der venter på billedet, at de er sammen om noget fælles og har det godt sammen.

Stolene, i børnestørrelse, er blå over i det turkise, og farverne på børnenes sko, kjoler, bukser, skjorter og bluser når hele paletten rundt. Men der er én ting mere. For nogle er den måske helt uden betydning, for visse interessant, for andre afgørende. Det er børnenes farve.

Karakteriseret med de ord, som engang var gængse for beskrivelsen af verdens forskellige racer, men som i dag, sammen med selve ordet race, tenderer mod at ekskludere dets bruger fra det gode selskab, er børnene gule, sorte, brune og hvide.

Da jeg således havde fået øje på mangfoldigheden i børnenes geografiske udgangspunkt, som traditionen knytter til blandt andet Kina og Afrika, meldte der sig et billede på min indre nethinde. Det er fra en gammel, ofte genoptrykt billedbog, Fredrik med bilen af Egon Mathiesen, og viser mangefarvede børn tumle rundt i den indbyrdes leg, som børnene på fotografiet sikkert også kaster sig ud i, når lejlighed bydes.

Teksten til billedet af de legende børn, bogens sidste, som illustrerer denne blog, lyder sådan:

Og nu er der sjov og fest,

I kan se det passer,

to der hopper, tre der hinker,

fem der tumler, seks der trimler,

to der slår på tromme.

I  Fredrik med bilen, der er fra 1944, følger vi drengen Fredrik, der i fantasien kører rundt i hele verden i sin fars gule bus for at

finde sorte børn –

hvis de altså findes.

Som det fremgår af billedet, gør de det, men før han langt om længe finder dem i Afrika, har han, selv hvid, fundet både gule, brune og røde børn.

Vi kan med udgangspunkt i udgivelsesåret og det nazistiske Tysklands okkupation af Danmark med god grund betragte bogen om Fredriks rejse ud i verden som lidt af et vovestykke. Svarer hans hår, som dog altid er dækket af en kolossal, rød kasket, til hans blå øjne, er Fredrik blond og, ifølge den nazistiske racelære, arier. Men hele historien om at finde og indgå i et globalt fællesskab på lige fod med børn fra alle jordens egne er en regelret negation af de nazistiske forestillinger om overmennesker og undermennesker.

Hvad angår billederne i Frederik med bilen, er de præget af tydelige figurer med klare farver og store, ensfarvede billedflader. I deres æstetiske udtryk signalerer de på denne måde samhørighed med børns kunstneriske frembringelser og fortæller om et fællesskab mellem også børn og voksne. Ligeledes formidler billedbogen en stærk tillid til, at barnet, in casu Fredrik, videbegærligt og med en naturlig opdagerglæde selv evner at finde de rigtige løsninger uden indblanding fra bedrevidende voksne.

Ud fra ovenstående er det en besnærende påstand, at Frederik med bilen er et fuldgyldigt udtryk for dagens internationale trend, der, trods modstand fra navlefikserede nationalister, bevæger sig mod virkeliggørelsen af drømmen om et globalt fællesskab på basis af en antiracistisk grundholdning.

Men det er kun en halv sandhed. Drømmen i Fredrik med bilen befinder sig endnu på børnehavestadiet, fordi den er fikseret ved netop det, den vil frigøre sig fra: farver og racer.

Da bogen fremkom i slutningen af sidste halvdel af det forrige årtusinde, havde mennesket i Europa i århundreder gennem feudalisme, kolonialisme, imperialisme og fascisme fået tudet ørene fulde med en bestemt måde at opfatte verden på. Det handlede i al sin grumhed om et menneskeligt værdihierarki, hvor, sagt forenklet, kongen var mere værdifuld end adelen, som var mere værdifuld end borgeren, som var mere værdifuld end bonden, som var mere værdifuld end alle slags farvede mennesker, der dog duede som slaver og producenter af råstoffer.

Sig mig din stand og farve, og jeg skal sige dig, hvad du er værd!

I Fredrik med bilen er alle lige meget værd. Problemet er, at de ikke er det som individer, men som repræsentanter for de gule, brune, røde og sorte. Som sådanne accepteres de og indgår i det fællesskab, Fredrik har bygget op. Det skal han have tak for, for det er et stort spring frem.

Næste skridt er at gestalte og se fællesskabet uden at bryde sig om farver og geografisk udgangspunkt. Det er, synes jeg, hvad der fremgår af det ovenfor beskrevne billede af en børnehaveklasse. I 1944 havde den nærmest været en utænkelighed, i dag findes den masser af steder i verden. 

ANNONCE: