 |
| Kærlighed på guldgubbe fra Gudme |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Det er i
lavprisflyet til Copenhagen Airport, jeg ser den første dansker i lang tid.
Casual jakke, over middelhøjde, grånet hår og karseklippet. Han skal ind på
tredje række. Ingen plads til hans håndbagage i form af kuffert og større taske
i blankt læder. Mens det står på gulvet og spærrer for trafikken ned gennem
flyet, river han et par bags i kanvas ud og stopper dem ind længere nede ad
gangen, smækkede lågen, en gang, en gang til. Tredje gang lykkedes det. My
computer, stønner en fyr bag mig. Den karseklippede skridter op til sin plads, skubber
sin egen bagage ind og dumper ned på sit sæde.
Trafikken
på motorvejen på vej mod Sjællands Odde er tæt som novembermørket. Jeg ligger i
venstre kørebane og holder hastigheden som den forankørende, hellere lidt over
end under. Lange blink i bakspejlet. Efter nogle sekunder søger jeg mig ind i
højre kørebane. Nå-ja, hvis han nu absolut vil.
Hans signalhorn brøler, mens han suser forbi.
Han
kører frem og bakker for at få en bedre position, når bilerne om lidt må
forlade færgen. Med kanten rammer han fronten på bilen bagved. Den giver efter
som en ballon og retter sig ud, da han igen kører frem. Manden i den påkørte
bil rører sig ikke, først efter nogle sekunder åbner han langsomt døren og står
ud. Med håndfladen stryger han over sin bils forparti. Børster støvet af.
Stryger igen. Søger efter skrammer med en finger. Går ind og sætter sig.
Nu
er det min tur til at køre ud. Til venstre for mig gasser en bil op. Den er
gammel og rød, chaufføren har måne, ser jeg, idet jeg lige når at hugge
bremserne i.
Endelig
er vi i land i Århus, byen ved åens munding eller Aros, som kunstmuseet i
centrum har taget navn efter. For første gang er jeg i samme rum som den gigantiske
Boy helt omgivet af skoleelever og pensionister. Nøj! Godt lavet! Hvilket
syarbejde! Se hans negle!
Jeg
ser af måden, hans tæer krummer sig på, at han er ved at forberede et spring.
Kældershowet
lidt fra er skabt over Dantes Inferno. Stærkest rammer mig første kreds med ansigtsløse,
sort-hvide statister i alles kamp mod alle, men uden at slå og slås. Hvorfor
skulle de? De ligger alligevel døde i sidste billede.
Så
ind i udstillingen Out of the Darkness, der med løftet om rammer snyder sin
beskuer ind i forvildelse og slutter med en akademisk forelæsning op og ned ad
en væg. Her påberåbes modernitetens kompleksitet og stilles det evindelige
spørgsmål om meningen med livet og kunsten i en verden med globale udfordringer
i hidtil uanet målestok. Mit eget svar så jeg hvirvles rundt i den lange, sorte
gang af loftsvifter fra sydstaternes sumpe og oplyst af spotlightet på Edvard
Munchs portræt af en mandril. Oho-ja-ja, her er der noget at bide i.
Det
samme gælder Michael Kviums forvredne karakterstudier, tredive gange tredive
centimeter måler de, imponerende i deres variation og vulgaritet. I hundredvis
befolker de begge vægge i en korridor, de er som vokset ud af mørket, og i lyset
mellem dem går vi, deres tilskuere, og genkender måske noget vildtgroet i os
selv. Og dog – er vi så onde? Så misdannede? Så perverse? Nej vel!
Men
engang?
Moesgaard
Museum, nyåbnet i nye bygninger er specialiseret i livet i fortiden. Vejen til
det går gennem Marselisborgskovene klædt i gyldne efterårsfarver. Tænk, så smuk
Danmark kan være.
I
det ydre er museet spektakulært i sin beskedenhed. Græs, beton, glas. Indeni er
evolution, bronzealder, jernalder, vikingetid og latinamerikansk dødekult på
programmet. Stærkest står erindringen om døden i højen, døden på valpladsen,
døden i det fremmede. Menneskerester ligger i egekister under Barum Eshøj. Der
ofres i mosen. Et rask snit mellem ørerne, som det stadig ses på
Gravballemanden, museets ubetingede trofæ. Eller fjender slagtes en masse som efter slaget i Illerup
Ådal, hvis kæmpende hære illuderes på storskærme med tilskuerne midt imellem
flyvende pile, kampbrøl, sværdhug og stønnen. Ingen tvivl om autenticiteten,
børnene, de er talrige, ser den, og mødre forklarer de mindste, at mændene bare
øver sig, og at det hele ikke er så slemt, som det ser ud til.
Jeg
ser det som meget værre, også i museets fremstilling af vikingerne som røvere,
eventyrere og pengeafpressere.
For
var de ikke først og fremmest håndværkere i verdensklasse i deres
skibsbygningskunst, vikingerne? Var de ikke handelsmænd, bosættere og bønder,
før de var røvere og dræbere? Men blod, våben og afrevne lemmer er langt mere
spektakulære end tjære og høvlspåner, spanter og planker, rånokker og høst af
havre på markerne i Danelagen.
På
vej hjem gennem motorvejens uendelige tunnel af novembermørke er sammenhængen
til dagens Danmark i krig åbenbar. En god majoritet synes om den, siger radioen
meget apropos, en stor minoritet vil have mere. Jeg genkalder mig udrejsens gennemgående
oplevelser af en jeg-først du-er-ikke-noget-værd-mentalitet. Jeg er midt i Kviums
galleri af forvrængede menneskeansigter og ser vildskaben i menneskeofringerne
efter slaget ved Illerup Ådal. Er det her, vi er nu? Ikke med knive, nej! vi
dræber som ordentlige mennesker på afstand med bomber, og vi elsker billederne
af røde eksplosioner fra dem.
Har
museerne for kunst og historie taget og vist tidens puls?
Er
vi, som Boy, ved at forberede et spring, som definitivt sætter punktum for dén
gode fortælling om menneskers nysgerrige færden under solen og over hav og
landjord, som Moesgaardmuseets oldtidsfortælling begyndte med?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar