NOGET OM HELTE

Ill. Arne Ungermann

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jeg griber mig selv i at sidde og synge

Livet er en morgengave...

for fuld hals. Foran mig på skrivebordet den tomme skærm. Men nu ved jeg, at jeg skal skrive Noget om Halfdan Rasmussen. Et hundrede år i år bliver han.

Det er der gjort før, skrevet om ham, fyndigst af digterkollegaen Benny Andersen til hans firsårsdag:

Du der mægter mangt et ord

at sætte på hver nælde:

Tak fra os! Din dåd er stor

varmt dit versevælde.

Ifølge Halfdan Rasmussen selv faldt hans digtning i to dele:

Jeg skriver sjove digte

Jeg skriver osse triste.

De første læser andre folk.

Selv læser jeg de sidste.

Bedst er han, når det sjove og det triste, det skæmtsomme og det alvorlige blander sig i hans digte for voksne børn og barnlige voksne. Det kan være i hans Børnerim, fx

Kom alle hvide snefnug

og læg jer her på bakken,

så jeg kan gi min storebror

en snebold midt i nakken.

som jeg ser i en dedikation til en nyfødt lillebror.

Eller læs indledningsdigtet til Noget om livets risiko fra den femte samling af hans Tosserier:

Jeg læste en bog om tobakkens alvorlige svøbe

og blev så nervøs som en præst der har mistet sin tro.

Så lagde jeg bogen og skyndte mig hen for at købe

en pakke tobak for at få mine nerver i ro.

Der er altid noget på spil hos Rasmussen. Midt i meningsløsheden findes håbet, ofte på trods, som kan blive til virkelighed i digtningens skaberværk, og hvad kan ord ikke få i stand? Mennesket behøver ikke en gud, som kongerne i Brorsons salme, der ikke mægtede at sætte så meget som ét blad på en nælde. Digteren kan sætte ord på, og mennesket skabe sin egen tilværelse. Det er, på god gammeldags eksistentialistisk vis bare at vælge. Og stå fast, naturligvis, på den valgte humanisme.

Det er, hvad jeg’et konfronteret med sig selv gør i Noget om helte, som jeg for lidt siden sad og sang af fuld hals – i hvert fald det af den, jeg kunne udenad. Men inden, jeg giver læseren chancen for selv at læse, eller synge med, skal jeg lige forudskikke den bemærkning, at det en og tyvende århundredes krige, som Danmark er blevet involveret i, mere end nogen sinde har råbt efter mennesker, der insisterer på at dyrke radiser i stedet for at være med til at sprænge kloden væk. Det er i sidste instans den enkeltes valg.

Er det gammeldags og outdated? Vel er det ej! Det er her, fremtiden ligger.

NOGET OM HELTE

Livet er en morgengave.

Sjælen er et pilgrimskor.

Der står krokus i min have.

Der står øller på mit bord.

Under himlen hænger lærken

som et fjernt, bevinget frø,

for en lærke tænker hverken

på at kæmpe eller dø.

Her er fredeligt og stille.

Her er ingen larm og støj.

Jeg har sået kruspersille

og et brev med pure løg.

Lad alverden slå for panden

og bekæmpe spe med spot

Jeg vil enes med hinanden

og mig selv og ha det godt.

Der er nok som går og sysler

med at sprænge kloden væk.

Jeg vil ikke ha skærmydsler

og kanoner bag min hæk.

Mens de andre går og sveder

for at gi hinanden lak,

vil jeg pusle med rødbeder

selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser.

Jeg vil så og ikke slå.

Selv de rødeste radiser

kan man roligt lide på.

Og de sølle penge rækker

til lidt mer end skattesjov,

når ens kone går og trækker

sådan lidt til husbehov.

Gulerødder kan hun trække

op af jordens automat,

hvor de står i rad og række

mellem bønner og salat.

Og hvis jeg er træt og gnaven,

og det sker jo af og til,

kan vor muldvarp grave haven,

hvad den sikkert gerne vil.

Samson gik og styrted templer.

Peter Freuchen knak sit ben.

Ak, mod disse to eksempler

er min dåd en sølle en.

Jeg har aldrig dræbt filistre

eller haft et ben af træ.

Og når stærke mænd blir bistre

går jeg fra Thermopylæ.

Tiden går og tiden hverver

store mænd til mandig dåd

Jeg, reserven blandt reserver,

bryder ofte ud i gråd.

Jeg får nerver og migræne,

blot jeg skær mig på en dolk

og vil helre slå min plæne

end slå løs på pæne folk.

Hvorfor skal man slå på tæven

eller bruge tæveord?

Jeg vil trykke folk på næven.

Jeg er ingen Tævedor.

Lad dem tæve på hinanden

der har tæv behov endnu.

Jeg vil ikke klinke kanden

før jeg ser den er itu!

Livet er en dejlig gave.

Jorden er en herlig jord.

Der er øller i min mave.

Der står krokus på mit bord.

Når reserverne skal stille

for at splitte kloden ad,

skriver jeg med kruspersille

verdens mindste heltekvad.

 ANNONCE:

BJØRNEN SOVER

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Efter de meget omtalte mord på nogle franske satirikere er ytringsfriheden gang på gang i de medier, jeg ynder at besøge, blevet fremhævet med ord som  absolut, hellig, ukrænkelig, ubetinget, universel. Alle sammen ord, som i flæng også bruges til at karakterisere religioner.

I al beskedenhed vil jeg gerne drage denne generelle ophøjelse af ytringsfriheden til den religiøse sfære i tvivl ved at påstå, at den først og fremmest er et praktisk redskab som enhver, der er i en underposition, har ret og frihed til at anvende mod enhver magthaver og hans åndelige eller fysiske magtudøvelse. Den er altså den svages våben. At derimod magthaveren selv med ytringsfriheden skulle have fået et middel, han ikke tidligere besad, er noget sludder for så vidt som den, der sidder højt på strå, altid uden omkostninger har kunnet sige hvad som helst til og om den svage.

Humor og satire i billede eller i skrift er nogle af ytringsfrihedens klassiske udtryksformer, selv om de, historisk set, ikke med nødvendighed er knyttet til den. Her træder den i karakter, hvad den jo ikke gør, når den anvendes til harmløsheder. Humor og satire er former, som magthaveren derimod sjældent eller aldrig benytter, og hvorfor skulle han? Han har jo magten, og at føje spot til skade gennem satire kan let tolkes som udtryk for en indre usikkerhed. Magthaverens mål er magtbevarelse, hans magtudøvelse er ligefrem og konkret og har ikke brug for satirens sofistikerede udtryk.

Overgangen mellem humor og satire er glidende, men en vigtig skillelinje er, at humor snarest appellerer til medfølelse og eftertanke, mens satirens sarkasmer udtrykker antipati eller hån. Men den er ikke, som i komikken, et mål i sig selv, den er et våben i en sags tjeneste. En forudsætning for, at den skal have en virkning på modparten, er naturligvis, at han skal føle sig truffet. Men satire kan også være rammende ved, at den hjælper den svage part til indsigt og dermed styrker hans position i forhold til den stærke. Størst skarphed har satiren naturligvis, når den samtidig rammer begge veje.

Til forskel fra religion og religiøse dogmer bliver satiren aldrig en universel autoritet. Den følger den individuelle satirikers frie tilskyndelser og kan slå ned snart her, snart der, eller satirikeren kan ud fra taktiske og strategiske overvejelser holde satiren tilbage. På denne måde er satiren et ægtefødt barn af ytringsfriheden, som ikke kræver at blive brugt, men som altid findes som en mulighed.

For den, der  vil anvende ytringsfriheden i satirens tjeneste, gælder samme tommelfingerregel som i børneopdragelse. Man skal vælge sine kampe. Selv om opdrageren er sikker på, at han har mindst et hundrede og ti procent ret i forhold til et kontrært barn, kan det til tider være totalt idiotisk og kontraproduktivt at insistere. Resultatet, som vist de fleste opdragere har erfaret, bliver let ukontrollerede konflikter med skrig og skrål og veritable ordslag, som i vore dage er trådt ind som en mildere afstraffelse end gamle dages fysiske slag med hånden, børsten, livremmen, eller hvad ved jeg.

Også på for eksempel den store, politiske scene er der situationer, der har potentiale til at udvikle sig til konflikter, hvis man ikke iagttager den gamle børnelærdom om, at det er farligt at vække en sovende bjørn, fx udtrykt i sangen

Björnen sover, björnen sover
i sitt lugna bo.
Han är inte farlig, bara man är varlig.
Men man kan dock
men man kan dock
aldrig honom tro!

Eller hvilken offpist skisportsudøver har ikke indset det fornuftige i holde blikket væk fra træet, man for alt i verden vil undgå, for i stedet at se forbi det.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg forleden så Morgenavisens Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør, Flemming Rose, i nyheds- og debatudsendelsen Deadline sidde med blanke sko og et skræmt udtryk i ansigtet. Det var en helt anden Flemming Rose end den, som den 30.9.2005 med henvisning til en dansk og vestlig kontekst kækt gjorde opmærksom på, at muslimer skam lige som alle andre skal kunne tåle hån, spot og latterliggørelse for eksempel i form af satiriske tegninger, der angiveligt forestillede profeten Muhammed, og at der er tale om selvcensur, hvis man tager et særligt hensyn til deres religiøse følelser.

Med åbne øjne og, billedligt talt, uden at give agt på bjørnens natur og træets ubøjelighed, var Rose og hans tegnere, blandt disse især Kurt Westergaard, braget ind i en virkelighed, som siden skræmte dem til tavshed i forhold til deres før så hellige projekt. Kurt Westergaards tegning, som fortæller, at terror er, hvad Muhammed og hans proselytter har i hovedet, var skabt for at demonstrere, at ytringsfriheden fandtes, og for at såre. Men samtidig var den skabt uden forståelse for, at verden var blevet global, og at ytringsfriheden er et redskab, der kan kræve indsigt af sine brugere, medmindre de er rede til at dø for den, hvad Westergaard og Rose i mellemtiden har vist, at de slet ikke er.

Med tegningerne dæmoniserede de den muslimske verden, og de har siden måttet leve med dæmonerne.

At verden uden for Jyllands-Postens daglige revir skulle komme til at stå på den anden ende med drab, antændte ambassader og afbrænding af Dannebrogsflag kom angiveligt som et chok for de implicerede. Surrealistisk, kaldte Rose det i den omtalte Deadlineudsendelsen. Hvis han var begyndt at græde, ville jeg have følt sympati med ham uden at blive forundret.

På Charlie Hebdos redaktion var, både før og efter blodbadet den 7. januar dette år, de implicerede tegnere bevidste om, at de legede med ilden, men de var også på det rene med, at de som ytringsfrihedsfundamentalister foretrak at dø stående frem for at leve på knæ, hvad en af enkerne citerede sin myrdede mand for at have sagt.

Derfor udkom det nye nummer af Charlie Hebdo[madaire], som også navnet fortæller, ugen efter det foregående nummer. Forsiden var denne gang prydet med en, har jeg læst, mellemøstligt udseende mand, som nogen (tegneren Luz? redaktionen?) tolker som Muhammed. Manden fremstår på grøn baggrund, fælder en tåre og bærer et skilt, hvorpå den globale sympatiytring med attentatofrene, Je suis Charlie, står prentet. Oven for ham står der Tout est pardonné, Alt er tilgivet.

Charlie Hebdo har, til forskel fra Jyllands-Posten, altid forsøgt at fremstå som et gennemført respektløst blad. Det gælder de første numre, som jeg læste regelmæssigt under et studieår i Frankrig, og det gælder åbenbart stadig. Denne respektløshed indgår i en fransk diskussionskultur, hvor vulgaritet er trumf, og som ligger langt fra den nordiske pænhed. Det er stadig mit indtryk, at man på Charlie Hebdo med smagløshed og gudsbespottelse som kendemærke er meget specifik i sin satire og altid sparker opad samtidig med, at man, med chefredaktør Gérard Biards ord ved modtagelsen af Lars Vilks frihedspris i 2014, også kæmper

imod racisme, antisemitisme og had til vores medmennesker.

På Charlie Hebdos redaktion ved de, efter seneste nummers forside at dømme, stadig, hvad de vil. Med et billede af den uafbilledlige Muhammed, som fælder en tåre for en ugerning begået i hans navn, løfter de, med allusion til Jesus’ første korsord, kristen tilgivelse op som den anden, men overordnede kommentar til de forfærdende begivenheder, der udspillede sig den 7. januar 2015.

At de med denne religionsmix og med åbne øjne fortsætter kampen for den humanisme og tolerance, der i hvert fald i skåltaler står som den franske republiks kerneværdier, er jeg ikke i tvivl om. Og det var vel præcis denne indsigtresx, der fik fire millioner franskmænd og halvtreds stats- og regeringschefer ud på Paris’ gader nogle dage efter.

At de gør det med åbne øjne og til forskel fra Morgenavisen Jyllands-Posten med bevidstheden om omkostningerne og beredskab til at bære dem, har de allerede vist. Med begge ben på jorden har de valgt deres kampe og får med denne blog min højeste agtelse.

ANNONCE: