![]() |
Find selv på en billedtekst! |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet
Hvem ved sine fulde fem har
påstået, at Robert Storm Petersen, vores allesammens Storm P., kronjuvelen i
dansk humor, var nazist? Eller havde nazisympatier? Beundrede strækmarch,
elskede krig og faldt på halen for overmennesker?
Det rigtige
svar er: Absolut ingen!
Hans
kunstneriske produktion af vagabonder og andre skæve eksistenser er bevis nok
på, at han ikke var for nazismens fastholdere. Han var søgende og
eksperimenterende, en kunstnerisk altmuligmand med ambitionen om ikke at skabe
kløfter, men
at kunne mildne, mildne,
det er et herligt ord, og trøste mig
selv ved at se alt, kun på min egen
måde,
som han udtrykker det i et
interview til B.T. den 9. december 1938.
Men tro
ikke, at han altid havde det let,
dette store barn, med de
skrækkelige fantasier.
Karakteristikken
er komponisten Knudåge Riisagers, og den rammer præcist. For humorens alvor
forudsætter indsigt i det gruopvækkende, hvis det hele ikke skal ende i det
rene pjat. Cirkusklovnen, som Storm P. langt hen identificerede sig med, er et
eksempel.
Men jeg må tilstå, at jeg ville
nødigt have folk til at opleve det, jeg oplever, for det tror jeg slet ikke, at
de såkaldte normale menneskehjerner kunne holde til,
siger han til Riisager under
deres samarbejde om balletten Benzin.
Det er præcis
sådanne indre oplevelser, årets Storm P.-forestilling på Furesøen dramatiserer.
Den hedder Je suis Storm P. og
spilles af Det Flydende Teater om bord på en turbåd med plads til femogfyrre
tilskuere.
Grundspørgsmålet
er alment og enkelt: Hvad kan jeg som menneske med lige præcis mine talenter
gøre for at imødegå verdens forfærdeligheder og ondskab (i Storm P.’s tilfælde
nazismens), så vi alle kan få et bedre sted at være?
For en
tegner af Storm P.’s format var svaret alt andet end let, for han kunne så
meget og var så kendt, at han, hvis han spidsede sin pen mod nazismen i den
gode sags tjeneste, kunne regne med at få en kugle i kroppen.
Titlen på Det
Flydende Teaters Storm P.-forestilling, Je
suis Storm P., refererer til ugerningen for godt halvandet år siden, da
maskerede mænd trængte ind på satirebladet Charlie
Hebdo og myrdede den tilstedeværende redaktion. I solidaritet med ofrene udnævnte
enhver fra statsministre til avisbude derefter sig selv til Charlie. Hvilket
skulle forstås sådan, at de stod på ytringsfrihedens side.
Noget letkøbt, kan
man sige, for hvem af dem udsatte sig
derved for morderiske repressalier?
Heller ikke Robert
Storm Petersen udsatte sig for den slags. Han var ikke som Stéphane
Charbonnier, en af Charlie Hebdos
kendteste satiretegnere, der så sit
livs mening i at gå over stregen og foretrak
at dø stående frem for at leve på
knæ.
Hvorfor han
blev myrdet den 7. januar 2015.
Je suis Storm P. betyder således noget andet end Je suis Charlie. Men skal man derfor
dømme den danske satirikers indsats som ringere end den franskes?
Hans afkald
på martyriet gav ham mulighed for at vise, at han stod på den almindelige
danskers side og hjalp til med at modstå presset fra nazisterne ved at holde
humøret oppe i det besatte Danmark. Det vidner hans Dagbogsblade fra Besættelsen og hans ridderkors om.
I sin
ligprædiken over afdøde, der ikke blev mere end seksogtres år gammel, fortæller
kongelig hofkonfessionarius Michael Neiiendam om en mand, som under
besættelsestiden bemærkede:
Hvis jeg ikke havde Vorherre, og hvis jeg ikke havde min Bibel – og hvis
jeg ikke havde Storm Petersen, jeg siger Dem, jeg ved ikke, hvordan jeg hver
dag kom igennem.
Om
dette var en mindre indsats end et
martyrium for ytringsfriheden kan vi lade akademikere skændes om.
Med Je suis Storm P. giver Det Flydende
Teater i kunstnerisk form et portræt af den danske satiriker og hans indre
kampe en aldrig før set dybde. Samtidig stiller det, meget konkret, spørgsmålet
om forholdet til nazismen til hver og en af tilskuerne, nemlig ved at lade tre
uniformerede nazister bevæbnede med kagedåser gå rundt blandt publikum. De
fleste tog, så vidt jeg kunne observere, en kage og spiste den. Nogle afstod.
Kun en enkelt tog en kage og kastede den i vandet.
Havde vi
været i besættelsestidens virkelighed og ikke i et skuespil opført på Furesøen
en smuk aften i begyndelsen af august 2016, havde kagekastet rimeligvis medført
kasterens pludselige død. For han gik, til forskel fra Storm P., over stregen.
Livet er
ikke let som grisen sagde, da slagteren vejede den.
Men
alligevel, alligevel kan jeg ikke lade være med at pege på et enkelt værk af
Storm P., som står på stregen. Det
drejer sig om en tegning til digtet Jægeren
af Harald H. Lund. Vi finder det i børnebogen Den omvendte Verden fra 1941 og viser en lidt tyroleragtigt
udseende, uniformeret jægersmand med let strittende overskæg og foden i en
rævesaks. Lidt fra ham står den røde ræv med løftet bøsse, mens træer med
temmelig lange, noget krumme næser ser skeptisk interesserede eller grinende
til.
Mangler
billedteksten
Hände hoch, Herr Hitler?
eller ser vi den uden bogstaver? Og
hvem mon de langnæsede og den røde ræv skal forestille?
Stalin og
jøder!
Vi ved ikke,
hvor mange der så dét i 1941, men vi ved, at det hverken gav anledning til, at
satirikeren blev forfulgt eller skudt.
Er der endnu
billetter at få, så køb, køb! For Je suis
Storm P. er en forrygende forestilling om en stor kunstners eksistentielle
valg tilsat et væld af Storm P.’ske snurrepiberier, og følelsen af, at vi alle
er i samme båd, er uafrystelig.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar