BATALJER

Relief på National Heroes Acre, udsnit.

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet

I bataljer slår man, og man slår hårdt. Det er grundbetydningen af ordet, som via fransk kommer af det latinske battuere.

Bataljer kan finde sted i for eksempel et værtshus. Der slås med næver, flasker og stole, nikkes skaller, flækkes læber, brækkes næser. Bliver bataljen til fare for den offentlige orden, rykker politiet ud og genopretter roen, anholder, sætter i detentionen, skriver rapporter. På det nærmeste hospital lappes der sammen og føres journaler. Senere, i muntert lag, i omklædningsrummet eller i karlekammeret kan den enkelte slagsbror bralre op om sin indsats i bataljen, puste sig op som en hero og få sine ligesindedes bifald inden glemslens støv uundgåeligt falder over det voldelige optrin.

Helt anderledes, når bataljen er et træfning til søs mellem fjendtlige flåder eller et feltslag, hvor nationer hamrer løs på hinanden med spyd, stridsvogne, kanoner og det, der er værre. Så skrives rapporten af historikere, som finder det uundgåelige i det indtrufne og giver det god mening, især hvis hans nation er den sejrrige. Men historiebøger er tung kost, en visuel fremstilling, derimod, kan i ét blik vise det geniale i feltherrens strategi og det heroiske i dens udførelse, mens det appellerer til betragterens medfølelse for bataljens helte og indlevelse i det mod, de med livet som indsats udviser for at garantere det ondes nederlag og en lysende fremtid.

Lidelse og død glorificeret til kamp og sejr er sjælen i den billedlige og ofte ekstremt monumentale fremstilling af bataljen og dens helte.

Berømt er Alexandermosaikken fra Pompeji, hvor Alexander den Store og hans hær i kamp mod perserne skildres. Lad forskerne diskutere, om det gengiver slaget ved Issos i 333 eller ved Gaugamela i 331 f.Kr. Det centrale er en stålsat Alaxander i spidsen for sine tropper på vej mod sejr.

Jan Willem Pienemans maleri af slaget ved Waterloo, hvor Napoleon i 1815 led sit definitive nederlag, viser den gudbenådede hertug af Wellington, slagets overgeneral, omgivet af officerer og soldater, hvoraf nogle, døde eller halvdøde, ligger malerisk henslængt i græsset.

I samme romantiske tradition, men med et dansk tema, skildrer Vilhelm Marstrand i 1865 søslaget på Kolberger Heide i 1644, hvor Christian IV blev ramt af et sprængstykke, faldt om, rejste sig og, nu etøjet, under besætningens jubel fortsatte kampen mod svenskerne. Maleriet findes i Roskilde Domkirke og giver sammen med alle kongegravene sit bidrag til kirkens kristeligt-nationale stemning.

Krig som vanvittig voldsudøvelse realistisk skildret med splittede lemmer, lidelse og uendelig rædsel er ikke en fremtrædende genre. En af årsagerne er naturligvis, at potentater ikke ynder at betale for den slags.

Men der findes kunstnere, der har skabt billeder, man måske helst ikke ville have set. Det gælder Francisco de Goya, hvis firs grafiske blade, Los Desastres de la Guerra, bærer vidnesbyrd om Napoleonskrigenes grufuldheder. Pablo Picassos Guernica fra Den Spanske Borgerkrig giver i sin abstrakte fremstilling en virkelighedsnær fremstilling af det, der sker med dyr og mennesker, når bomber rammer.

Den 28. september læste jeg i Dagbladet Information, at Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i samarbejde med Forsvaret havde bestilt et billede af Simone Aaberg Kærn med en fremstilling af det danske flyvevåbens indsats i luftkrigen i Libyen i 2011. Kunstneren fik frie hænder, men da resultatet (se det i Information!!) forelå, blev det afvist, fordi det, med generalmajor Per Ludvigsens ord, ikke var et

udtryk for en velkomponeret, sammenhængende skildring af de danske styrkers indsats i konflikten i Libyen

og ikke viser en

egentlig ret lykkelig historie

om et folk,

der rejser sig mod tyrannen,

og om fly,

der hurtigt og ret effektivt indsættes til bekæmpelse af tyrannens (militære) enheder

og

frihed – og fremtid til folket til sidst.

Sådan! mumlede jeg for mig selv og sendte en tanke tilbage til forårets besøg ved National Heroes Acre uden for Harare i Zimbabwe. Monumentet, der ifølge dets nordkoreanske arkitekt skal vise en udfoldet AK-47, frihedskampens vigtigste våben, skal jeg ikke her komme nærmere ind på, det har jeg tidligere skrevet udførligt om, blot henvise til bronzereliefferne, der udgør en del af rammen for det storstilede monument.

Her vises alt, hvad en romantisk generalmajor kan drømme om med hensyn til en velkomponeret, sammenhængende skildring af et folk i dekorativ kamp mod tyranner, som effektivt besejres for at sikre folket en fremtid i frihed.

Det foruroligende er ikke, at Per Ludvigsens ord kunne misforstås som fordrukken snak i officersmessens muntre lag.

Det foruroligende er, at vi åbenbart her har en dansk generalmajor, som lever indespærret i et heroiserende, romantisk syn på krigen i Libyen og dens resultater.

Mon ikke, han ville blive vel modtaget i Nordkorea?

ANNONCE: