 |
| Trykt i 130.000 eksemplarer |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Mennesket
vil så meget godt, som det aldrig får gjort, det kender det rigtige, men gør
gang på gang det forkerte.
Kræver det bevis?
Se på dig selv, iagttag din nabo, læs avis.
Fristelser og fejltagelser står i kø, livsløgnene florerer, bedrag
er dagens orden.
Det er derfor, vi har moral, især på andres vegne, det er derfor
vi har love, så vi kan få ret, og det er derfor, vi elsker Benny Andersen.
Vi gør det, fordi han ved, hvordan vi er, og hvordan vi gerne
ville være.
Han er kritikeren med ømhed, profeten uden tungetale, han er en
jævn mand, der bemestrer kunsten at få os til at støde ind i det danske sprog, så
vi pludselig lægger mærke til, hvad ordene betyder, og indser, at vi er sammen
om dem i et fællesskab, selv om vi ikke altid kan få det til at gå op i en
højere virkelighed.
Hvordan dette i grunden romantiske mål ser ud, fortæller Benny
Andersen sjældent noget om.
En af de få gange er i Svantes
lykkelige dag (fra Svantes viser,
1972). Men, som digteren engang i et interview påpegede, har året 365 dage, og
af dem har Svante kun 1 lykkelig.
Jeg skal ikke rode i dét digt, som alle kender, men citere et
andet, der står som det afsluttende digt i samlingen Denne kommen og gåen (1993):
AFKROGE
ER IKKE HVAD DE HAR VÆRET
Man
leder efter et ord
og
finder et sprog
Man
kysser en mund
og
bliver gift med et folk
Man
graver i haven
og
støder på en planet
Man
ser forundret op
og
man er forår
Her ser vi dele, der vokser til en helhed, og den lykke, det er at
indgå og gå fuldstændigt op i det fællesskab, som ligger og lurer som en
forjættelse til alle og, som foråret, oven i købet peger ud over sig selv.
Men netop fælleslykkens forjættelse er noget, den generation af
digtere, modernisterne, som Benny Andersen indgår i, ikke vil vedkende sig,
selv om deres digte skriger af længsel efter den. For dem (ingen nævnt, ingen
glemt) var helheden en gøglebillede, og idealet om en sammenhæng uden fatale sammenstød
stod ikke blot uden for dagsordenen, men var sat i skammekrogen som en kimære.
Ser man på verden i Benny Andersens otteogfirsårige levetid, er
det let at forfalde til den opfattelse, at verden og vi selv er i stumper og
stykker og bliver det mere og mere. Det viser Benny Andersen os gang på gang uden
skånsel. Men han gør det ud fra os selv i situationer, hvor vi kan genkende os selv
og trække lidt på smilebåndet ad os selv.
Netop dét er kernen i humor, og er der noget, som humor er bedst
til, langt bedre end moral, så er det at hele og få os gjort bedre.
Et af mine yndlingsdigte af Benny Andersen er Godhed, som er fra den digtsamling, Den indre bowlerhat (1964), der var hans gennembrud til læseren på modernismens
scene:
GODHED
Jeg
har altid prøvet at være god
det
er meget krævende
jeg
er en hel hund efter
at gøre noget for nogen
holde
frakker
døre
pladser
skaffe
nogen ind ved et eller andet
og lignende
brede
armene ud
lade
nogen græde ud ved min skjorte
men
når lejligheden er der
bliver
jeg fuldstændig stiv
vel
nok en slags generthed
jeg
rusker op i mig selv
slå
nu armene ud
men
det er svært at ofre sig
når nogen kikker på det
så
svært at være god
i længere tid ad gangen
som
at holde vejret
men
ved daglig øvelse
er
jeg nu nået op på en time
hvis
jeg ikke bliver forstyrret
jeg
sidder helt alene
med
uret foran mig
breder
armene ud
gang
på gang
der
er ikke spor i vejen
jeg
er egentlig bedst
når
jeg er helt alene.
Benny Andersen døde den 16. august.
Og alligevel kan jeg ikke tale i datid om ham.
ANNONCE
Læs min hjemmeside asgeralbjerg@gmail.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar