 |
| Bernhard Plockhorst, Den gode hyrde |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I
Lukasevangeliet kap. 15, vers 4-7 fortæller Jesus en af sine mest folkekære
lignelser, den om den gode hyrde:
Hvis
en af jer har hundrede Faar og mister eet af dem, forlader han saa ikke de ni
og halvfems i Ørkenen og gaar ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
Og
naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.
Og
naar han kommer hjem, kalder han sine Venner og Naboer sammen og siger til dem:
’Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit Faar, som jeg havde mistet.’
Jeg
siger jer: Saaledes bliver der mere Glæde i Himmelen over een Synder, som
omvender sig, end over ni og halvfems retfærdige, som ikke trænger til
Omvendelse.
Hvis nogen skulle være i tvivl om budskabet, gentages det med andre
billeder i samme kapitel. Her fortælles lignelsen om den fortabte søn, der som
bekendt tog sin arv ud i forskud og skaltede og valtede med den. Da han ludfattig
vender hjem, slagter hans far fedekalven og belærer hans flittige, hjemmegående
og ærkemisundelige bror om, at
nu
burde vi glæde og fryde os, fordi din Broder var død, men er blevet levende,
og var fortabt, men er fundet igen.
Altså: At bringe den mistede hjem og at fejre hjemkomsten af den
fortabte er en handling, som skaber en himmelsk glæde og tjener hyrden, faderen,
eller hvem det nu kan være, til ære.
I første række er det naturligvis Jesus, vi sætter i forbindelse
med rollen som den gode hyrde, og den billedmæssige fremstilling af ham sammen
med et får, som han tager sig kærligt af, er talløse.
Men den gode gerning er altid værd at efterligne. Den bærer sin
belønning i sig selv, den kan indgå i et netværk af andre gode gerninger, en
slags gentjenester, om man vil, og ifølge mange kristnes opfattelse er den ligefrem
saliggørende.
Som jeg ser det, er udøvelsen af en god gerning præcis, hvad
Amerikas femogfyrretyvende præsident i disse dage er i gang med for at få
frigivet den amerikanske præst Andrew Brunson. Han sidder i dag i husarrest i
Tyrkiet som anklaget for at have støttet kuppet i 2016 mod landets præsident,
Recep Tayyip Erdogan. Bliver han fundet skyldig, venter der ham en dom på fem
og tredive års fængsel.
Det er sikkert ikke for meget sagt, at USA’s præsident er stærkt
inspireret af de kristne grupper, der bakkede stort op om ham og hans vicepræsidentkandidat
ved valget i 2016, og som har reageret stærkt på fængslingen af Brunson.
Om denne præsts kvaliteter som forkynder eller teolog har jeg
intet kunne finde. Ifølge USA’s præsident er han en uskyldig troens mand. At han lider
meget og er fra en storslået kristen
familie er i mine øjne irrelevant. Det centrale er, at han er et fortabt menneske.
Eller i bibelske termer: et får, der skal reddes.
Det er USA’s præsident nu i færd med, og det i den grad, at han
med trusler og med told har bragt økonomien i Tyrkiet, USA’s allierede i Nato, i
en dyb krise og sendt det i armene på Rusland.
Jeg har ikke hørt det diskuteret, om der er tale om et korstog, som da en af Trumps forgængere
i embedet, George W. Busch, i begyndelsen af årtusindet erklærede krig mod
terrorismen. Den sammenligning fik han høre mange hånende ord for. Det står
imidlertid fast, at Tyrkiets præsident opfatter USA’s tiltag som økonomisk krig, og at den gevinst,
Donald Trump kan score, har religiøse fortegn.
Han påtager sig rollen som den gode hyrde, der bringer det
fortabte får hjem. Det skaber fest og glæde hos hans højrekristne vælgere, og
belønningen får han i form af deres stemmer ved midtvejsvalgene om nogle
måneder.
Muslimerne lider i Tyrkiet – de kristne jubler i USA. Redningen af
en kristen præst er omdrejningspunktet.
Krisen har mange aspekter. Mit spørgsmål er: Ud over en økonomisk
krig – er det så rimeligt at tale om en religionskrig?
ANNONCE:
Læs min hjemmeside: asgeralbjerg.fi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar