GI’ MIG EN HEST, MOR!

 

Jysk hest med føl

  

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet

 Takket være Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, har vi siden marts i år vidst, at der i EU tjenestegør i alt to tusind tre hundrede og fjorten politiheste.

Vil ministeren redegøre for antallet af politiheste i Europa gennem de sidste 10 år, med hensyn til hvilke lande der har haft politiheste de forskellige år og antallet af politiheste i de enkelte lande?

Sådan lød spørgsmålet til justitsminister Søren Pind, på hvis foranledning de danske ambassader i alle syvogtyve EU-lande gik i gang med en optælling.

Med resultatet som baggrundsmateriale fremsatte Kofod Poulsen derefter et ønske til Københavns Politi om at få genindført beredent politi i Danmark.

Efter flere måneders tænkepause er svaret kommet i form af et notat. I gårsdagens udgave af Dagbladet Information refereres der til det. Konklusionen står allerede i overskriften

For dyrt, for ufleksibelt og for konfrontatorisk.

Men det er Peter Kofod Poulsen ikke enig i. Tvært imod, siger han, kan politiheste sagtens bruges på en god måde. Endvidere kan politibetjente til hest spare ellers ret store personaleressourcer i forbindelse med demonstrationer, hvor politiet skal danne kæde.

Kofod Poulsens afgørende stød mod dømmekraften hos Københavns Politi angående politiforretninger med involvering af heste er det svært at argumentere imod:

Det [notatet] bærer præg af at være skrevet af de samme personer, der i sin tid afskaffede det ridende politi i København.

Kort sagt en blanding af nepotisme, fætter-kusine relationer og korruption. Gennemråddent med andre ord.

Sådan skal det gøres!

Men der skal gøres endnu mere, hvad der fremgår af

et nyt spørgsmål til justitsministeren om hvorfor, et ridende politi skal høre under Københavns Politi og ikke under Rigspolitiet.

Umiddelbart virker spørgsmålet gennemtænkt. Derimod skæmmes Kofod Poulsens oprindelige spørgsmål til de syvogtyve ambassader om EU-landenes bestand af politiheste af alvorlige fejl og mangler. Og paradoksalt nok er det Kofod Poulsen selv, der retter søgelyset mod dem gennem sin konstatering af, at betjente til hest skaber et meget synligt politi.

Dér har han en pointe. Men graden af synlighed, der står i et nødvendigt forhold til hestens højde, negligerer han fuldstændigt. For ud over meget synligt, findes der mere synligt for ikke at tale om mest synligt.

At nøjes med meget synligt er simpelthen ikke godt nok!

På det foreliggende grundlag kan det ligeledes konstateres, at Kofod Poulsen heller ikke betragter hestens bredde som vedkommende. Hvad den jo i allerhøjeste grad er, når et ridende politi ønsker at konfrontere demonstranter ved, som nævnt, at danne kæde. Her kunne en jysk hest, bred og urokkelig, være eksempel på et godt valg.

Tilsvarende vil hestelængden være afgørende, hvis kæden skal dannes med hestens flanke mod demonstranterne. Også det er der økonomi i, fordi der herved kan spares ikke så få betjente til fods. Løseligt anslået fire til fem betjente pr. hest.

En hest er således ikke bare en hest, som Kofod Poulsen synes at mene.

Heste kan også være af forskellige racer med tilhørende forskelligt temperament. Hvorfor de syvogtyve danske ambassader, når de nu alligevel var i gang, ikke også har skullet undersøge sådanne detaljer, der kan være afgørende for, hvordan en konfrontation mellem hest og demonstrant udvikler sig, vidner om sjuskeri fra retsordførerens side.

Endnu grovere bliver det, når man indser, at heller ikke hestenes farve har indgået i undersøgelserne.

Jeg skal ikke gøre mig klog på menneskers reaktion på forskellige farver. Det har vi eksperter til. Men iflg. min mavefornemmelse vil en sort hest da alle dage virke mere skræmmende end en hvid. For ikke at tale om en hel flok af sorte heste, især når mørket er faldet på.

Dette må naturligvis alt sammen ses i et helhedsperspektiv. For er målet at indgyde respekt, kan man, hvis man vælger sorte heste til fordel for hvide, spare på både højde, bredde og længde. Hvilket på sin side har indflydelse på mængden af foder til den enkelte hest. Så også her er der penge at spare, for som bekendt er heste grovædere.

Nu skal dette ikke gå hen og blive et spørgsmål om sort og hvidt. Der findes jo også for eksempel både røde og brune og spættede heste. Der er altså mange nuancer, der må med i en ny undersøgelse, som jeg er overbevist om, at Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører snart vil få sat i gang til glæde for de danske skatteyderes ret til at få de både prisbilligste og effektiveste politiheste.

At hestenes udrustning med henblik på skyklapper, knæbeskyttere, skudsikre dækkener med videre også må indgå i ambassadernes undersøgelse af de enkelte EU-landes ridende politi siger sig selv.

Når problemet med hestene er afklaret, må Peter Kofod Poulsen ufortøvet fortsætte med sin undersøgelse af danske politihunde. Dem er der, fremgår det af justitsministerens svar til ham, i alt tre hundrede og niogtredive af. Men heller ikke det resultat er godt nok, det siger igen alt for lidt! Hvad med for eksempel race og foderbehov? Hvad med sammenlignende erfaringer fra de øvrige EU-lande? Hvad med effektivitet, oplæringsperiode og levealder? Hvor tit har de forskellige racer behov for et tandlægebesøg? Der er virkelig mange komponenter i skabelsen af et troværdigt billede af politihundesituationen i EU med henblik på en forbedring af den danske.

Og også her er der sikkert penge at spare for skatteyderne.

 ANNONCE:

OVER STREGEN

 

Måneskinsdans (1937). I trit med nazistisk æstetik?

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet

Rygtet vil vide, at Storm P. var nazist. Det  blev plantet i de danske medier i 2008, og otte år efter, med Det Flydende Teaters opførelse af Je suis Storm P., har samme medier igen pustet til det. Ikke med påstanden om, at han var det, nazist, iiih-nej! Men selve tanken, at den hæderkronede satiriker og humorist havde en forbindelse til de grimme hagekorsbærere kilder åbenbart så behageligt i Jantelovens fædreland, at den ikke kan få lov til at dø. Så jeg tager den ved vingebenet med et citat fra bogen Hvorfor? Storm P., Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål.

[...]

I eftersommeren 2008 var Robert Storm Petersen centrum i en hed debat i de danske medier. Den var fremkaldt af et universitetsspeciale af Lasse Olufson, der satte den folkekære kunstner i forbindelse med nazismen. Kernepunktet var hans medlemskab fra 1937-1944 i Nordische Gesellschaft, stiftet i 1921 og gradvis overtaget af nazisterne efter 1933. Motivet kan have været økonomisk, idet Robert Storm Petersen ligesom mange andre danske kunstnere og musikere hermed sikrede sig en platform i Tyskland, hvor han var blevet publiceret fra 1912.

Men var motivet også ideologisk? Jeg besøgte Storm P. Museet på Frederiksberg i dagene efter ”afsløringen” og havde naturligvis spørgsmålet med i tankerne under min rundvandring. Stemningen på museet var let nervøs. Blandt andet diskuterede jeg med mig selv og med museumsvagten, om Adolf Hitler, der hyldede ensretning og blev båret frem af en massebevægelse, kunne tænkes at have haft nogen af de udstillede billeder hængende bag sit skrivebord. Vi fandt ikke ét; derimod var museet fyldt af afbildninger af skæve eksistenser, som jeg uden videre ville placere i den nazistiske kunstkategori ”entartet”. Vi ved desuden, at Robert Storm Petersen i 1933 afsluttede samarbejdet med det tyske, internationalt berømte blad Simplissimus, da man efterlyste hans ”arieattest”. Og hvad hans almene politiske interesse angår, kan det noteres, at hans scrapbøger fra 1937-46 ifølge en artikel af Poul Pilegaard Johnsen i Weekendavisen samme efterår ikke bærer vidnesbyrd om en sådan.

I et senere nummer af samme avis, den 17. oktober 2008, bringer Jens Bing, mangeårig direktør for Storm P.-Museet, en fuldstændig tilbagevisning af ethvert nazistisk islæt hos Robert Storm Petersen, idet han rent ud nægter at tage stilling til spørgsmålet som vedkommende. I artiklen analyserer han blandt andet et billede, ”Juleaften”, som blev bragt i Berlingske Tidende juleaftensdag 1944. Her ser vi, hvordan en vagabond modtager julestjernens ”varsel om den fred, der nærmede sig”. Vagabonder og et varsel om fred var næppe det, en nazist prioriterede på dét tidspunkt!

Uden tøven må der meldes hus forbi, hvad angår en ideologisk tilknytning til nazismen. Robert Storm Petersen er uden den aggressivitet i udtrykket, der kendetegner den yderste højrefløj. Han kunne være bidende, men uden had, hård, men uden ondskab. Hans erklærede mål var, som vi har set, ”at mildne”. Hvad vi har at gøre med er en antiautoritær og sprælsk ånd, der viser medfølelse for de svage og netop derfor satiriserer mod de magtfulde.

[...]

PS. For god ordens skyld kan jeg bemærke, at Det Flydende Teaters opførelse Je suis Storm P. ikke bidrager til at holde liv i ovenstående rygte. Stykket handler om ytringsfrihedens dilemma. Skal man ofre sig og tale magthaverne midt imod – om nødvendigt dø, eller findes der andre muligheder for at fremme det, man tror på? Samtidig skaber stykket med alvor og masser af skæg og ballade et mangefacetteret portræt af kunstneren, fuld af indre anfægtelser, som bryder med det traditionsrige, der viser ham som Hele Danmarks Hyggeonkel.

Efter forestillingen indser man, at enhver tanke om, at Robert Storm Petersen var nazist, går over stregen.