DANMARK ER ET DEJLIGT LAND



 



Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 Danske nyheder er ofte gode at slappe af til eller ligefrem at falde i søvn på, hvis man ligger og vrider sig en sen aften.
Tag fx den fra forleden om Socialdemokratiets kommunikationsstrategi i forbindelse med den kommunale udligningsreform. Denne reform drejer sig som bekendt om, hvilke kommuner beboet af rige menneske med Gentofte, Hørsholm og Rudersdal i spidsen der skal give hvor meget til landets fattigste kommuner med Lolland, Langeland og Morsø i bunden.
Omfordelingen og kampen om ikke at ville give, men gerne at ville tage er i sig selv langt fra søvndyssende.
Især er borgmestre i rige kommuner underholdende, når de snakker sig til nød og elendighed og nærmest skændes med fattige kommuners borgmestre om, hvem det er synd for, og hvem der skal betale målt på arbejdsmarkedsrelaterede parametre med blandt andet placering af arbejdspladser og fremgang i beskæftigelsen, på skattegrundlag og befolkningsrelaterede faktorer. Hvor er der fremgang i beskæftigelsen? Hvem skal betale for de rige kommuners udflytteres kontanthjælp og førtidspension? Frederiksberg, hvor de ikke har råd til at bo, eller Lolland, hvor de havner, fordi boligen er billig?
Her er der tale om substans, det sætter tanker i gang hos borgeren, og hvad er bedre for demokratiet?
 Forleden var der så sket noget, der skærpede mediernes interesse, det var ikke bare en nyhed, det var en breaking nyhed. Den handlede om en mail, der kom ud over den interne kreds i Socialdemokratiet, den var beregnet til, og havnede på Jyllands-Posten. Kort fortalt handlede den om, at folk i Socialdemokratiet skulle finde -  ikke finde , historier om Venstre på baggrund af forhandlinger m.v.
Rimeligt kedeligt, tænkte jeg og gled hurtigt over i søvnen med vage forestillinger om, at politik altid har brugt ufine metoder til at desavouere modstanderen.
Det kan gøres professionelt, og så bliver det ikke opdaget. Eller uprofessionelt, som da en amerikansk præsident sendte sin personlige advokat til Ukraine for at finde snavs på en af hans modstandere til det næste præsidentvalg. – Eller som i tilfældet med den fejladresserede strategimail vedrørende forhandlinger om den kommunale udligningsreform i Danmark 2020.
Forargelsen i Venstre var kolossal, men næste dag var den nærmest væk. Naturligvis forhandler man ikke videre som venner, det gør man aldrig, når der er store ting på spil. Men man finder hurtigt ud af at komme videre.
Hvor er Danmark dog et dejligt land. Men det vidste jeg for resten godt i forvejen. En fin tanke at falde i søvn på.



ANNONCE:





 
 
 

DIGTANAGRAM











Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Der lå en lap i min postkasse, da jeg var nede for at hente avisen. Øverst stod der:

De flyver gennem luften,
ord og det, der ligner.
Man ved snart ikke, hvad man skal tro!
           Hvad siger du? Kan du få mening i det?

Nedenunder følgende med tyk tusch.


TØRSTE BANAN
RE
UBLIK
MON VERDENS S ER SA U
P
?

Afslutningsvis en tegning af en mand med strithår, arme og ben som tændstikker og tre knapper ned ad den tykke mave.
Det hele var underskrevet Naboen.
Jeg stod længe og grundede på smøren uden at få mening i noget som helst. Jeg vendte papiret. På bagsiden – eller måske var det forsiden, stod der ét ord:

DIGTANAGRAM

Jeg rystede på hovedet. Skulle dette være et digt? I så fald var det en parodi på en stil, der var mere et halvt århundrede gammel,  komponeret som det så ud til at være af meningsløsheder, ufuldstændigheder og drilagtigheder.
     Sprogsprængt som man kunne have sagt den gang, da verdens søndersprængning lå og ventede lige om hjørnet med et massivt opbud af atomraketter, der pegede allevegne hen. Åbenbart syntes digterne den gang, at det skulle man også kunne se i digtsproget.
Inklusive alle spørgsmålstegn, som næppe fandtes, men som der burde have været masser af.
Her var der i det mindste ét.
    Da jeg passerede skraldespanden, var jeg lige ved at lade miskmasket glide ned i den. Så kom jeg til at tænke på, at mine trofaste læsere måske havde bedre hånd i hanke med dagens digtjargon eller havde hjerner bedre end min til at tyde fortidens.
    Jeg bestemte mig derfor til at anvende anagramdigtet til dagens blog.
    Så gik jeg ind og fordybede mig i dagens avis. Et held, at den igen hjalp mig til at få klarhed i tidens svære spørgsmål.


ANNONCE: