FOLKEOPLYSNING

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

– Folkeoplysning, begyndte min finske nabo.

– Hva’beha’r, udbrød jeg, forbløffet over, at netop dette ord var en del af hans aktive ordforråd.

 – Du hørte det godt, fortsatte han. – Jeg har tænkt længe på det. Han stillede sig næsten på ét ben, som om han ville gå i gang med en remse om folkeoplysning. Men jeg kom ham i forkøbet:

– Folkeoplysning, begyndte jeg med begge ben solidt plantet i gummistøvlerne på den vintervåde grusvej uden for vores respektive huse, – folkeoplysning er en frivillig og almendannende oplysningsvirksomhed for den brede befolkning. Folkeoplysning giver ikke formelle kompetencer. Jeg flyttede vægten til venstre ben og fortsatte: – Folkeoplysning bedrives i form af undervisning på aftenskoler, på højskoler, efterskoler og i foreningslivet.

– Det var som! udbrød han og lagde ironisk hovedet på sned. – Har du inddrukket alt det der med din danske modermælk?

– Præcis, svarede jeg og flyttede vægten til højre fod. – Danmark er folkeoplysningens moderland, og Grundtvig er faderen.

– Du skal altid være så national, sagde han og løftede hovedet mod himlen. Det så ud til mere regn.

– I har da også en hel del af det her i Finland, forsøgte jeg at trøste. – Og staten financierer. I hvert fald noget af det. For folkeoplysning er frihedens og demokratiets grundvold.

– Men vi har ikke nok! afbrød han lidt surt min strøm af selvfølgeligheder. – For måden, det hele finansieres på, er for gammeldags, og pengene rammer ikke alle de rigtige steder.

– Hva’beha’r, sagde jeg for anden gang.

– Når jeg sidder og læser, han trak sin smartphone op af lommen, – når jeg er i gang med en vigtig artikel i en almendannende avis, som får statstilskud, altså en kvalitetsavis, så skal jeg ikke læse mange linjer, før teksten fader ud, og der står, at man skal begynde at abonnere. Men hvem har råd til at abonnere på 5 aviser for at få en sag belyst fra 5 forskellige vinkler? Eller 10? Og det skal man i dag, hvis man vil være oplyst. Verden er sgu en del anderledes end på Grundtvigs tid, da livet foregik i sognet, i købstaden eller – når det blev stort, rigtig stort, på nationalt plan. Nu, hvor vi alle er mere eller mindre verdensborgere, skal vi også oplyses om verden. Og så skal vi have så mange kilder som overhovedet muligt! Er du med?

Det sidste sagde han næsten vredt, mans han kikkede ned på min papiravis, som jeg netop havde hentet i postkassen.

– Jeg nikkede. Ydmygt. Eller måske ligefrem lidt ydmyget.

– Selvfølgelig, sagde jeg.

– Ja, selvfølgelig, afbrød han. – Selvfølgelig skal vi vide mest muligt om den store verden, for den ligger jo lige henne om hjørnet. Hvis det er vores pligt som borgere, så er det (og her kom der en så saftig finsk ed, at min computer ville smelte ned, hvis jeg forsøgte at gengive den) statens opgave at hjælpe os til at læse, hvad kloge folk skriver. Og det GRATIS!!

Jeg nikkede samstemmende, kunne jeg vove andet?

– Men, jeg tog mod til mig, – men, og det her er ikke nogen indvending, bare et lille, forsigtigt men – men hvordan skal man kunne finde ud af, hvem der skal have hvad gratis og hvornår?

– Det er bare et spørgsmål om den rette teknologi, sagde han selvtilfreds. – Og når dén er på plads, bliver vi alle sammen meget, meget klogere. Det er ikke let at blive klog, afsluttede han filosofisk. – Men har du nogensinde hørt nogen sige, at det skal være let?

Jeg så op mod himlen, de første regndråber var begyndt at falde denne 11. februar 2020. Vi vendte ryggen mod hinanden. Han på vej mod sin bil, jeg på vej til min lænestol med øreklapper og dagens avis klemt fast under armen.

Om lidt ville regnen fordele sig jævnt over oplyste og uoplyste.

ANNONCE: