ALBATROS

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Albatrossen er den sejeste fugl, jeg overhovedet kan komme i tanke om. Siden midtfirserne i forrige årtusinde har den givet navn til et dansk rejsebureau, der sender uendelige skarer af opdagelsessultne unge og ældre mennesker til Jordens fjerneste positioner. Navnet er velvalgt for et bureau for eksotiske rejser, men det er ikke herom, nedenstående skal handle. Det er om selve fuglen og om de luftige myter og håndgribelige facts, der er knyttet til den, og som rejseselskabet gennem sit navn ikke kan andet end drage fordel af. 

Albatrossen tilhører stormfuglenes orden og optræder i ornitologien i fjorten arter, hvilket jeg her ikke vil tage hensyn til, idet jeg kort og godt taler om albatrossen i bestemt form ental.

Fuglens vingefang på op til tre og en halv meter er større end nogen anden fugls. Den er en eminent svæveflyver, som utrættelig hænger i luften over den sydlige halvkugles åbne og stormfulde have. Seksten tusind kilometer eller op imod halvdelen af Jordens omkreds ved Ækvator kan den flyve uden at lande. Kun, når den skal yngle, søger den land på oceaniske øer i kæmpemæssige kolonier.

Ellers holder den sig i luften, for luften er dens element, mens havene under den giver den næring. Uforfærdet dykker den i al slags vejr mod havoverfladen og fanger blæksprutter, fisk og krebsdyr.

Også nær fiskefartøjer, hvor der er rigelige muligheder for fangst.

Men nærheden til mennesket bliver dens skæbne, når den sluger en  langlines krog med fangst eller madding og druknende slæbes gennem havet for ynkeligt at havne på fartøjets dæk med knækkede vinger.

Havenes stolteste flyver har gennem tiderne været omgærdet af nysgerrighed og respekt. Dens nærmest overnaturlige evne til at hvile i vinden og bruge den til fremdrift er uden sidestykke i menneskelig formåen. Det har forlenet den med mystik og erobret overtroiske søfareres og poeters fantasi, som har gjort den til bolig for druknede, hvileløse sømandssjæle.

Derfor er det en helvedesgerning at dræbe en albatros. Den søfarendes skib vil blive ramt af uvejr - eller af havblik under ækvator. Dets besætning drukne i bølgerne eller blive udtørret i solens brand, vansmægte og dø af tørst. Og gerningsmanden ende som et omvandrende, hvileløst gespenst.

Den berømteste fortælling om drabet på en albatros finder vi i Samuel Taylor Coleridges (1772-1834) romantiske digt fra 1700-tallets slutning The Rime of the Ancient Mariner. Vil man hengive sig i en poets lyrisk suggererende visioner om tro og overtro båret frem af et realistisk nærvær i sælsomme og magiske situationer, som stor poesi må besidde for at overleve i århundreder, er der ingen vej uden om fortællingen om sømanden, der løfter sin armbrøst, skyder en albatros og får den hængt omkring halsen.

Og meget, meget mere.

Jeg kom til at tænke på digtet og den forbandelse, der følger af drabet på en albatros, da jeg for nogle dage siden læste om, hvordan smarte forskere og hengivne efterforskere vil komme dagens enorme, ulovlige fiskeri på 26 millioner tons fisk til livs. En stor del finder sted i sydhavenes uoverskuelige vandområder. I stedet for satellitovervågning, som ikke fungerer, når skibene har slukket for det lovpligtige automatiske identifikationssysteme (AIS) for fiskeri i internationale farvande, er myndighederne begyndt at sætte deres lid til albatrossen som efterforskningens snushane.

Med dette formål bliver fuglen indfanget og udstyret med kamera og sender. Således vil den, når den under sin ustandselige søgen efter føde kommer i nærheden af fiskefartøjer, automatisk afsløre dem, som ikke følger internationale regler for registrering og derfor må formodes at drive ulovligt fiskeri.

Smart af myndighederne, tænker man, og rimeligvis til ringe gene for fuglen, når den først har vænnet sig til udstyret.

Men hvad med fiskefartøjet og dets mandskab?

Mon ikke skipperen på en båd, der driver ulovligt fiskeri, vil prioritere udkik efter albatrossen højt. The ancient Mariners armbrøst er i dag helt outdated, der findes i dag langt mere effektive skydevåben, som kan plaffe en albatros ned eller skade den enorme fugl så meget, at den styrter i havet.

Og hvad så – hvad er konsekvensen?

Uvejr og højere magters straf? Bøder og konfiskation? Muligvis. Men én ting er sikkert: Dem, der uundgåeligt rammes gennem fortsat illegalt og destruktivt overfiskeri ved drabet på en albatros, er fiskebestanden.

Og menneskeheden.

For mig må man gerne kalde dette en forbandelse nedkaldt af drabet på en albatros.

ANNONCE: