Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Der
lå en lap i min postkasse, da jeg var nede for at hente avisen. Øverst stod
der:
De flyver gennem luften,
ord og det, der ligner.
Man ved snart ikke, hvad man skal tro!
Hvad siger du? Kan du få mening i det?
Nedenunder følgende med tyk tusch.
TØRSTE
BANAN
RE
UBLIK
MON
VERDENS S ER SA U
P
?
Afslutningsvis en tegning af en mand med strithår, arme og ben som
tændstikker og tre knapper ned ad den tykke mave.
Det hele var underskrevet Naboen.
Jeg stod længe og grundede på smøren uden at få mening i noget som
helst. Jeg vendte papiret. På bagsiden – eller måske var det forsiden, stod der
ét ord:
DIGTANAGRAM
Jeg rystede på hovedet. Skulle dette være et digt? I så fald var
det en parodi på en stil, der var mere et halvt århundrede gammel, komponeret som det så ud til at være af
meningsløsheder, ufuldstændigheder og drilagtigheder.
Sprogsprængt som man kunne have
sagt den gang, da verdens søndersprængning lå og ventede lige om hjørnet med et
massivt opbud af atomraketter, der pegede allevegne hen. Åbenbart syntes
digterne den gang, at det skulle man også kunne se i digtsproget.
Inklusive alle spørgsmålstegn, som næppe fandtes, men som der
burde have været masser af.
Her var der i det mindste ét.
Da jeg passerede skraldespanden, var jeg
lige ved at lade miskmasket glide ned i den. Så kom jeg til at tænke på, at
mine trofaste læsere måske havde bedre hånd i hanke med dagens digtjargon eller
havde hjerner bedre end min til at tyde fortidens.
Jeg bestemte mig derfor til at anvende
anagramdigtet til dagens blog.
Så gik jeg ind og fordybede mig i dagens
avis. Et held, at den igen hjalp mig til at få klarhed i tidens svære
spørgsmål.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar