midtialt: REGN, REGN, REGN I JANUAR

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I dag, den 28. januar 2020, er der iflg. radionyhederne i Finland en temperaturforskel på over 40 grader mellem Lapland og den sydlige del af landet, hvor jeg bor.

– Hold da op, tænker man og kaster et blik ud på regnen, der igen i dag siler ned. – Det var da rigtig mange grader! hvorefter man går videre med de daglige gøremål.

Nej, det er netop ikke det, man tænker – i hvert fald, hvis man er mig. For den lille klimaangst ligger og lurer som et permanent filter for synet på vejret. Så når jeg kikker ud på dette daglige gitter af regn og den elendige fugt, der æder sig ind i knoglemarv og sjæl, er min tilgang til fænomenet ikke tanker som et rigtig kedeligt vejr, og at det nok snart slår om, så vinteren bliver som den plejer med frost og sne.

Uden at ville det glider jeg i stedet ind i tankebaner om, at det slet ikke er vejret, jeg ser og hører om, men selveste klimaforandringen i dens uhyggelige majestæt.

Enhver afvigelse fra det vejr, jeg med gode grunde betragter som norm, bliver farlig for mit velbefindende. Endnu kan jeg ryste det af mig, for jeg er ikke midt i et australsk eller californisk ildhelvede, min eksistens er ikke truet af en flere år lang tørke eller af overmægtige tyfoner, der slår til med så korte mellemrum, at det er håbløst at genopbygge mit hus og mit liv, før nye rammer.

Om galt skulle være, kan det regne ind, og hvis det gør det, er det bare at gå op på taget med en presenning og siden ringe til en reparatør. Måske kan han først komme næste fredag, men jeg kan da stille en spand under tagdryppet...

Værre er det ikke. Endnu!

Det er dette endnu, der plager mig, enten jeg er her inde i min varme stue eller går ud med gummistøvler og poncho i stedet for ski og skindhue, og får mig til at længes tilbage til den vejr- og klimamæssige uskyldstilstand, der er grundlaget for Cirkeline-sangen Regnvejr af Hanne Hastrup.

For den, der ikke har Cirkeline med i hukommelsen, kan jeg fortælle, at Cirkeline er en tegnefilmfigur med sort strithår, en rød kjole med sorte prikker og bare fødder fra omkring 1970.

– Jeg synes, at det er hyggeligt at være inde, når det regner,

siger hun i en af kortfilmene, og så kommer regnvejrssangen:

Regnvejr, det er det, der strømmer ud af skyen.

Regnvejr vasker alle tørre folk i byen.
Regnvejr, det er skønt, når det bliver ved at strømme.
Regnvejr, man kan lege fisk og svømme.
Regnvejr, det er det, der driver ned ad ruden.
Regnvejr, det er det, der drypper skønt på snuden.
Regnvejr, det gør håret glad og vådt.
Regnvejr, det gør pelsen smadder flot.

Det strømmer i stride strømme.
Man kan lægge sig og drømme.
Regnen trommer på min rude,

så er det vådt at være ude.
Regnvejr, vi kan drømme eventyr.
Regnvejr, om et lille regnvejrsdyr.
Regnvejr, det er godt, hvis man er sur.
Regnvejr, jeg gad godt at gå en regnvejrstur.

Dengang, i halvfjerdserne, blev digtet måske ikke betragtet som stor poesi, men læst i dag brillerer det med en umiddelbar og naturlig omfavnelse af et naturfænomen.

Samme naturfænomen sanses ikke på samme måde i dag. Det er befængt med angst og uro for, at verden er i bevægelse mod en tilstand, hvor naturen er voldsommere og uberegneligere i sin ustyrlighed end nogensinde før i vores civilisations historie.

Og at denne ændring er selvforskyldt.

Jeg læser regnvejrssang, mens jeg hører melodien for mit indre øre, som et smukt dokument fra en svunden tid.

ANNONCE: