ANKUELIGHEDSUNDERVISNING

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hvordan begriber man det ubegribelige? For eksempel,

- at klodens milliardærer sidste år tilsammen havde flere penge end 4,6 milliarder af samme klodes befolkning,

- at 26 mennesker ejer det samme som de 3,8 milliarder mennesker, der udgør menneskehedens fattigste halvdel,

- at verdens 2.153 milliardærer har en samlet formue, der overstiger, hvad de 60 procent af de fattigste 4,6 milliarder mennesker besidder,

- at den rigeste ene procent i verden besidder 45 procent af verdens velstand, mens de rigeste 10 procent kontrollerer 82 procent,

-  at de fattigste 10 procent af verdens befolkningen ikke ejer noget, men har en samlet gæld på næsten 1.700 milliarder dollar.

- at mænd globalt har en 50 procent større formue end kvinder,

- at 50 procent af verdens befolkning lever i fattigdom.

Og hvordan husker man dette ubegribelige?

Har du orket at læse så langt som hertil, kære læser, har du måske allerede glemt det meste og hverken forstået det eller resten. Muligvis lige med undtagelse af det allersidste, som også er hentet fra udviklingsorganisationen Oxfams årlige rapport, Public Good or Private Wealth? om den globale ulighed - nemlig at halvdelen af Jordens beboere lever i fattigdom, og at kvinder kun ejer halvdelen af det, mænd ejer.

Fifty-fifty - dét husker man. Og mænd og kvinder. Men mest måske det med rig og fattig, fordi vi har billeder i hovederne af det.

Præcis som af de togvogne og oceandampere, som min geografilærer i folkeskolen fyldte tavlen med. Han kunne stoppe hvad som helst af verdens goder i dem og mangfoldiggøre deres antal for at anskueliggøre mængden af appelsiner, bomber, kaffebønner, hvede, kul, olie, fisk, kålhoveder, lakridsstænger, tulipaner, biler, smør, ølflasker, ris, wc-papir, vaskepulver, cykler, bøger, tandbørster, skinker, oste, spegepølser, fodboldstøvler, franskbrød og en masse andet, han havde tjek på. – Det var sådan noget, som vi rige kunne købe.

I Dagbladet Information får jeg serveret et anskueligt billede på uligheden i verden, det er hentet fra den omtalte rapport fra Oxfam:

Hvis alle skulle sidde på deres velstand, stablet op i form af 100-dollarsedler, så ville det meste af menneskeheden sidde på gulvet. En middelklasseperson i et rigt land ville sidde så højt som på en stol. Verdens to rigeste mænd ville sidde i det ydre rum.

Og billedet er ikke bare anskueligt angående ulighed, det giver anledning til nye spørgsmål som: Er verdens to rigeste mænd mon på vej mod at forsvinde bag månen – eller vælter de svajende stabler med penge, og de falder ned på jorden og slår sig ihjel, mens rigdommene spredes, og flere kan få del i verdens goder?

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at min geografilærer uden stort besvær kunne have proppet pengene i oceandampere og i togvogne, sendt dem ud til verdens værdige trængende og ladet dem købe franskbrød, fodboldstøvler, spegepølser, oste, skinker, tandbørster, bøger, cykler vaskepulver, wc-papir, ris, ølflasker, smør, biler, tulipaner, lakridsstænger, kålhoveder, fisk, olie, kul, hvede, kaffebønner, bomber og appelsiner og en masse andet, som han havde tjek på, at de behøvede.

For han kunne næsten alt.

ANNONCE: