Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Denne
blog er en moralistisk betragtning med rod i egen fortræffelighed - så er du på
forhånd advaret, kære læser.
Men udgangspunktet er alment nok. For hvem har ikke oplevet at
blive dårligt behandlet og deltaget i den efterfølgende eskalering af
forurettede bemærkninger eller handlinger? Det gælder alle lige fra
statsoverhovedet med fingeren på den røde knap til kassedamen (hvorfor er det
altid kassedamen?), der i myldretiden har ramt en tast forkert, når stregkoden
ikke virkede.
Jeg har et råd: Glem surhed og skældud. Find i stedet dit
vennesæle jeg frem og lad det blomstre op. Alt bliver så meget lettere med
bevidstheden om, at hverken verden eller en lykkelig, ja bare tålelig
tilværelse ikke er bygget af vold, skældsord eller syrlige bemærkninger. Men
ikke bare med bevidstheden om. Også med en efterfølgende praksis.
Mit seneste eksempel på, at jeg handlede rigtigt på en forkert
behandling, ser sådan ud:
I næsten halvanden måned havde jeg forgæves ventet på at få
udbetalt et beløb, som jeg efter aftale havde krav på. I en saglig mail gjorde
jeg opmærksom på forholdet. Svaret kom den følgende dag:
Hej Asger!
Jag vill direkt be om
ursäkt för att vår betalning till dig dröjt. Vi
har lång arbetskö för tillfälle och jobbar hårt för att komma ikapp.
Ersättningen
för ...
Og så videre.
Jeg svarede
med det samme Sofie (som jeg her kalder hende):
Hej
Sofie
Tak
for dit svar.
Det
er sikkert ikke din fejl, at det har taget sin tid.
Jeg ønsker dig et godt
nyt år med et mindre stressende arbejdsklima.
Med venlig hilsen
Asger
Et svar lod ikke vente på sig:
Tack
[STOR SMILEY]
Och
ett riktig Gott Nytt År till dig!
H Sofie
Som det fremgår, bliver den overbebyrdede Sofie glad for at få et
forstående svar i stedet for det møgfald, som jeg som den forurettede har en
næsten national dansk pligt til at give hende.
– National pligt? Jamen nu!! kan du indvende, kære læser.
Ok, det er måske at trække det lidt hårdt op, men set fra min
skrivebordsstol herovre i Finland, men med en levende erindring om mange
oplevelser fra kortere eller længere besøg i Danmark i en periode på over fyrre
år, må jeg rapportere, at beredskabet i Danmark til en dialog i stedet for en
sur bemærkning er under langsom erosion.
Retshaveri og selvgodhed er derimod på fremmarch.
Det er lidt, som om man dyrker den lille krig – med henblik på
hvad? Den store?
I Finland, hvor jeg i halvfjerdserne og firserne oplevede tavs
utilnærmelighed som kotyme, er bevægelsen gået den modsatte vej, smil og lyst
til dialog kan selv den mest forstokkede ikke længere overse. Jeg skal ikke her
med hverken social- eller nationalpsykologiske forklaringer forsøge at gøre mig
klog på hvorfor.
Jeg skal heller ikke fremhæve mig selv som en godhedsapostel eller
sende bandbuller over forurettelsens privilegium. Kun konkludere på mine egne
erfaringer. De viser, at imødekommenhed og forståelse, venlighed og humor
simpelthen kan betale sig. Man får hurtigere og bedre service, dygtigere
arbejdskammerater og mere fra hånden.
Sagt med andre ord, som næsten kunne blive et slogan for et
lykkeligere liv i en fredeligere verden:
Surhed tærer. Godhed nærer.
PS:
Behøver jeg at fremhæve, at jeg blev glad af Sofies glæde? Og fik et markant
boost for de næste par timers arbejde?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar