KØDET I ESTLAND

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Skal man bruge historien til noget, skal det være fremadrettet. Derfor giver jeg gerne al sentimentalisering over fortidens fortræffeligheder på hattepulden.

Sådan er det ikke i dagens blog.

Vi skal tilbage til Estland i begyndelsen af 1990’erne, da landet netop var udtrådt som medlem af Sovjetunionen. Hvordan så der ud? Det ville vi se, hvorfor hele familien tog en tur til badestedet Pärnu.

Bondegårdene, små, skæve og forsømte, som vores bus var skrumplet forbi på den godt hundrede kilometer lange vej fra Tallin, havde været et bedrøveligt syn, og bedre blev det ikke i Pärnu. Her var centrum som historisk idyl af smukt byggede træhuse i stærkt forfald, hvorimod den netop overståede fortid prangede i form af et mastodontisk badehotel i typisk sovjetstil. Skønhedsniveauet svarede til de mange højhuse af beton, der udgjorde forstaden.

Den mørkegrønne maling skallede af facaden på den restaurant, vi gik ind i, og interiøret af solide borde og træbænke med høje, ferniserede ryglæn så ud som et levn fra slutningen af 1800’tallet. Spisekortet blev meddelt på estisk af en sur servitrice. Det eneste, vi forstod, var roast beef. Det bestilte vi til alle.

Jeg genkender let smagen af oksekød, men mit ordforråd til beskrivelse af det havner alt for let i udgydelser, der minder om vinsmagerlyrik. Derfor vil jeg indskrænke mig til ordene: mørt, saftigt, fyldigt. Så fyldigt, at det blev siddende i hele munden som tung bordeaux længe efter, at det var sendt ned gennem spiserøret. Så mørt, at det ikke blev tygget, men tværet ud med tungen mod ganen. Så saftigt, at det var umuligt at spise det, uden at mundvigene dryppede. Reaktionen hos drengene var, at de bad om at få en portion til, for aldrig havde de smagt noget så enestående.

Det fik de, mens vi voksne bestemte os til, at vi afrejsedagen ville købe ti oksemørbrader med hjem til fryseren. Det var lettere sagt end gjort, for vi fandt kun én slagter, der havde så dyre spiser, men vi fik da fire vristet fra ham til en pris, som i vore øjne var det rene røverkøb, men fik butikkens øvrige kunder til at ryste på hovedet. Da vi ville supplere med noget svinekød, hvis kvalitet også havde været overordentlig, fik vi blankt nej.

I dag er træhusene i Pärnu restaurerede og malede, og i supermarkedernes kølediske er der masser af kød. Jeg har smagt det og fået at vide, at det bliver produceret på farme, som er oprettet af blandt andre danske landmænd og drives som moderne produktionsenheder til fremstilling af kød nu engang drives med tusindvis eller titusindvis af svin pr. enhed. Og smagen er helt som i Danmark, hvor man har glemt, hvordan godt kød smager, men kompenserer ved at kokkerere løs med krydderier og andre vegetabilske ingredienser til forstærkelse og forfinelse af smagen. Ingen, som følger med i bogbranchen kan være i tvivl om, at vi i dag lever i kogebøgernes tidsalder.

Desværre er jeg lidt usikker, hvad angår en præcisering af det tidspunkt, da kødsmagens degenerering for alvor slog igennem. Men mon ikke det må ligge et sted før 1980. Det var året, da Højesteret i Danmark afsagde dom i en sag, som De Samvirkende Danske Andelsslagteriers Fælleskontor og ESS-FOOD havde anlagt mod grafikeren Michael Witte og Selskabet for Smukkere Byfornyelse. Årsagen var tegningen af en gris, som Witte uden tilladelse havde plagieret fra Andelsslagteriernes reklametryksag, forsynet med teksten

De danske svin er sunde

de strutter af penicillin

og trykt som en plakat.

Dommen tog ikke eksplicit hensyn til tekstens eventuelle sandhedsværdi, men afgjorde, at der ikke kunne nedlægges forbud imod den, fordi den var et satirisk indlæg i en fri meningsudveksling om et vigtigt samfundsmæssigt problem.

At danske svin siden 1980 er blevet endnu sygere fremgår af mangt og meget, fx en artikel i det finlandssvenske Hufvudstadsbladet fra forgangen uge. I den diskuteres fordele og ulemper ved import til Finland af danske galte. Fordelene er udelukkende kvantitative

Köttigare grisar och större kullar,

mens ulemperne henfører sig til, at danske galte medfører smitte og dermed er en sygdomsrisiko for finske svin.

Jo tak, der sidder man med den gemte smagserindring af oksemørbraden i Pärnu og overvejer endnu engang, om man ikke snart helhjertet skal tilslutte sig vegetarianernes voksende skare. De økologiske argumenter er indlysende, de husholdningsøkonomiske taler stærkt for det, de sundhedsmæssige er det snart ikke til at komme udenom, og det kulinariske tab bliver mindre og mindre.

Kødet i Pärnu var godt. Det er en tåre værd. Men hvem drømmer om at vende tilbage til de forhold, det blev produceret under?

ANNONCE: 

 

FARMORS KARBONADER

 



 
  

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Min farfar var en før mand, som det engang hed. I dag ville man bare kalde ham tyk. Den solide mave, der for dagens mennesker som flest er en skam, var for ham et værdighedstegn.

Han hørte til den generation, der havde kendt til nøjsomhed i barndommen. Men da jeg lærte ham at kende, var han en holden mand med statstjenestemandspension, og med hensyn til mad var der ingen smalle steder.

Jeg fik aldrig spurgt ham, men måske følte han, at han som statstjenestemandspensionist levede lige så fedt som den herremand, han i sin første ungdom var kusk for. Resultatet af hans spisevaner var det til at få øje på, og han havde praktisk nytte af maven, når han brugte den som hvileplads for en af de mange bøger, han hjemførte fra folkebiblioteket og sad i sin lænestol og læste.

Ellers var han en passioneret havemand, som var stolt over at kunne sende overskuddet af sit udbytte til Grønttorvet i København. Jeg siger bare lykkelig den husmor, der fik fingre i hans ærter og gulerødder. I dag ville man kalde dem økologiske. Den gang var de bare, som de skulle være.

Min farmor stod for det i køkkenet, og selv om jeg anstrenger mig for at se min farfar med et viskestykke i hånden, tror jeg egentlig, at han kun kom der, når der var serveret.

Min farmors karbonader var enestående. Jeg arvede hendes stegepande, da hun var død, og jeg flyttede hjemmefra. Men hendes opskrift fik jeg aldrig, den havde hun i hovedet.

Opskrifter på karbonader finder man overalt, og de ser stort set ens ud: Til fire personer går der trekvart kilo svinekød evt. blandet med lidt kalvekød. Jeg tror ikke, at farmor brugte kalvekød, men jeg ved, at hun selv grovhakkede det, og jeg formoder, at hun ikke valgte det magre kød, det forbød farfar. Krydderierne i hendes køkken var få, salt har hun brugt, peber næppe, paprika var alt for eksotisk. Kødet skulle smage af kød. Når de færdigt formede karbonader blev vendt, var det formodentlig ikke i æg. De var, trods velstanden, alt for dyre. Så hun har sikkert brugt sødmælk, og raspen har hun selv knust af gammelt franskbrød (rugbrødet gik til øllebrød), og fedtstoffet, karbonaderne blev stegt i, var Oma Margarine.

Hvordan hun stegte dem, bortset fra over gas, har jeg ingen erindring om, men de var både sprøde og ufatteligt saftige.

Til fik vi stuvede gulerødder og grønærter af farfars egen avl og hjemmesyltede asier. Dertil et halvt eller måske to halve stykker rugbrød.

I betragtning af fedtet i karbonaderne, den rigelige brug af Oma til stegningen samt til den opbagte melsovs til ærter og gulerødder vil vi i dag kalde retten fed. Min farmor og farfar levede i andre traditioner, de syntes, at stegt karbonade med stuvede gulerødder og grønærter var et let måltid.

Når jeg serverer karbonader som ovenfor beskrevet, dog uden asier, som jeg aldrig lærte at elske, tænker jeg altid på min farmor. Den gyldenbrune, sprøde skorpe kan jeg få frem, men pokker ta’ det, mine karbonader bliver aldrig helt så saftige som hendes.

ANNONCE: 

 

HUSK AT HUSKE

Sex tænder hjernen

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Når vi dør, forsvinder vore erindringer med os.

Det første er uigenkaldeligt. Det har det altid været. Det dér med erindringerne er derimod i langt de fleste tilfælde uden afgørende betydning.

I vore dage.

For det er faktisk sådan, at vi husker mindre og mindre, idet vi trygt overlader erindringsprocessen til bøger, breve, mails, sms’er, notesbøger, båndoptagere, kalendere, museer, billeder, dagbøger, videoklip, film, vejskilte, huskesedler, indkøbslister osv. Og i øvrigt finder vi svar på det meste i Google, verdens hidtil største eksterne og kollektive hukommelse.

Oftest behøver vi bare at kunne huske et stikord eller to for at nå frem til den information, vi ikke lige har i hovedet: fx hvordan man laver karbonade. Og bliver karbonaderne ikke helt så perfekte som dem, min farmor stegte, er det bare at slå op i endnu flere kogebøger, google videre, gå på kursus eller eksperimentere ud fra de indhentede informationer.

Karbonaden døde ikke med min farmor.

Men i Middelalderen og endnu tidligere, i Antikken, var nedskrevne meddelelser uhyre sjældne. Og noget, der bare lignede dagens globale, elektroniske netværk med adgang til al optænkelig information fandtes ikke i selv den vildeste fantasi. Medmindre fantasien var religiøs og drejede sig om en alvidende gud.

Så den gang i Antikken og i Middelalderen læste man for at huske. Dengang var en lærd en person, der besad viden. I dag glider begrebet lærdom stadig mere imod færdigheder i at finde informationer i de enorme eksterne hukommelser, der er til rådighed.

Helt frem til midten af det 15. århundrede, da bogtrykkerkunsten langsomt begyndte at gøre bøger tilgængelige i større stil, var bøger derimod få og biblioteker sjældne, og selv store biblioteker havde sædvanligvis ikke flere end et hundrede bøger. Til sammenligning trykkes der i vor tid nogle milliarder bøger. Pr. år. Den gang kunne bøger veje flere kilo og var fastlænkede til læsepulten. Hjem fik man dem ikke, og til at slå op i var de heller ikke, for før 1200-tallet var de uden indholdsfortegnelse, kapiteloverskrifter, registre, sidetal og den slags, som efterhånden kom til at gøre bøger brugervenlige.

Var man derfor virkelig interesseret i en bog og ville tilegne sig den for alvor, var den enkleste løsning at huske den.

Således var den personlige erindring på den tid afgørende for kulturens fortsættelse. Kundskab blev overleveret fra lærd til lærd, fra bonde til bonde, fra håndværker til håndværker.

Der er imidlertid stor forskel på at huske håndgreb og skyformationer, der fortæller om morgendagens vejr, og så abstrakte ideer, digterværker, historiske hændelser, lange taler, digte, prædikener, detaljerede meddelelser osv.

Var fortidens mennesker anderledes end os i dag, og havde de andre evner?

Nej. Så langt tilbage som til dem, der malede billeder af bisonokser i Lascauxgrotten i Frankrig for tredive tusind år siden, var de fysiologisk set stort set identiske med dagens mennesker.

Deres og dermed vores hjerne var i eminent grad dannet til at huske billeder og steder. Evnen til at indoptage rumlig information som landskaber og stjernehimlen og gemme billeder i hukommelsen af træer, klipper, dyrespor med mere og huske dem i en bestemt rækkefølge var nemlig en elementær betingelse for disse menneskers overlevelse i en verden, der var uden vejskilte og andre anvisninger.

De samme egenskaber er også i dag karakteristiske for vores hjerne. Og her er vi ved kernen i den hukommelseskunst, som blev systematiseret i Antikkens Grækenland, nedskrevet i Rom formodentlig 86-82 før vor tidsregning i lærebogen Ad Herennium og genbrugt og videreudviklet i Middelalderen.

I kort form går kunsten at mindes ud på at gemme hvert ord som et billede eller en scene med billeder og anbringe hvert enkelt billede på en måde, så det kan genfindes i den rigtige rækkefølge, visualiseres for det indre blik og fremkalde det gemte ord.

For dagens mennesker ser dette ved første øjekast måske ud som noget abstrakt sludder, men for menneskene i Antikken og i Middelalderen indgik hukommelsestræning i kunsten at bruge sproget. Denne træning var lige så vigtig som kendskab til retoriske figurer, logik og grammatik.

Udgangspunktet for at danne de billeder, man ønsker at gemme sine ord i, er, at man lettere husker obskøne og usædvanlige billeder end billeder fra dagligdagen. Især tænder vores hjerne på sex og vold. Til gengæld må de steder, de kaldes hukommelsespaladser, hvor man gemmer dem, gerne tilhøre det velkendte.

I Joshua Fores Moonwalk med Einstein, som er hovedkilden til ovenstående, præsenteres der et væld af teknikker, de fleste med reference til hukommelseskunstens bibel Ad Herennium.

Jeg skal kort gennemgå en hukommelsesøvelse, som Fore præsenterer i kapitel fem. Den kaldes locimetoden efter latin lokus, loci: sted, steder. Jeg har selv prøvet den, og den fungerer.

Et enkelt hukommelsespalads at gemme sine ord i er fx barndomshjemmet, hvor man uden anstrengelse kan genkalde sig hver detalje eller tilføje detaljer. Fore præsenterer en liste på femten punkter. Jeg skal tage to og gemme dem efter Fores anvisninger:

Punkt to på hans huskeseddel, Hytteost, gemmer han i et badekar på soppebassinsstørrelse, hvor topmodellen Claudia Schiffer svømmer nøgen rundt, dryppende af hytteost.

Listens punkt ni, Sende e-mail til Sophia, bliver til billedet af en she-male, der sender en e-mail til Sophia Loren.

Begge billeder er anbragt på velkendte steder i barndomshjemmets hukommelsespalads, så ruten fra billede ét til billede femten uden videre kan genkaldes.

At skabe billeder og loci i sit hukommelsespalads er en langsommelig proces. Men Joshua Fore, som har vundet USA-mesterskabet i hukommelseskunst efter kun et års træning, bedyrer, at det med øvelsen bliver lettere og til sidst går helt automatisk. Og det er ikke, fordi han er et geni, hans IQ er gennemsnitlig, bedyrer han også.

Men før, man kan lærer at huske, kræves der altså en næsten overvældende forarbejde med kreativitet og stædighed som de væsentligste ingredienser samt total opmærksomhed om det, der skal huskes. Resten er nogenlunde gratis – helt ligesom efterforbrændingen efter hård fysisk træning, som jeg omtalte i sidste uges blog.

Er det umagen værd? Jeg ved det ikke endnu.

ANNONCE

I FORM

I Form, 15/2012

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I Form er et magasin, jeg inden for de sidste måneder har stiftet bekendtskab med. Det kommer hver tredje uge, og jeg ser og læser gerne i det.

På omslagene af de fem numre, jeg har foran mig, mødes jeg af fotografier af kvinder, der ser direkte ind i kameraet. Deres energi er umiskendelig. To af dem er våde af sved, og én driver af vand. Fire af dem viser tænder, som er kridhvide. Den femte har lukket mund og katteagtige øjne. Hestehale er den foretrukne frisure.

Alle udstråler et lidenskabeligt tal ikke til mig om alder!!! Men nøgternt betragtet kan alle takseres til et sted mellem treogtyve og syvogtredive. Og deres projekt, som præsenteres i tekst og billeder på magasinets godt firs sider, er at holde sig forfald af enhver art fra livet.

Hvordan gør man det?

Man finder vægtfælder og danser zumba; man spiser lækre salater, i september med blåbær; man henter råd hos I Forms eksperter; man anskaffer den cooleste udrustning til crossfit; man dyrker yoga for at give sit løb lidt mere skrue; man finder instinkterne og urkraften gennem tantra; man træner sig til sin drømmekrop med lækre gadgets; man finder slik uden sukker og mad, der beskytter mod cancer; man vælger mellem to genveje til halvmarathon; man renser hjernen med toogtyve enkle kneb; man finder nøglen til ny energi; man får en flad mave; man lærer at elske sund mad og blive hovedpersonen i sit eget liv.

Øvelser og opskrifter er enkle, instruktivt illustreret og lette at følge. Hvis man altså ikke er bange for at anstrenge sig. Og der sidder selvfølgelig moderigtigt tøj på de veltrænede kvindelige modeller, der udstråler instinkt for basal energi.

Med ét ord er I Form et magasin, der ud fra en moderne, individualistisk synsvinkel ivrer for folkesundhed. Den primære målgruppe er kvinder, men de fleste råd og vink kan børn i alle aldre og til og med mænd drage nytte af. Måske ikke direkte af det om, at chancen for at blive gravid ved reagensglasbefrugtning mindskes radikalt for kvinder, der drikker mere end fem kopper kaffe om dagen. Men skulle man nu kende en, som… Osv.

I seneste nummer af I Form er der en artikel over otte sider, der handler om at blive slank på sofaen. Det lyder som et eventyr for mig, tænkte jeg! Netop som jeg sank ned i sofaen og drømte om wienerbasser og flødesovs, blev den skepsis reaktiveret, som jeg altid har næret mod populære fremstillinger med enkle illustrationer.

Men den blev grundigt snydt, min skepsis. For vægttabet på sofaen kommer ikke af sig selv. Der refereres til en såkaldt efterforbrænding (der lærte jeg et nyt ord), som først virkelig hitter, når træningen har været hård. Efter en let spadseretur er efterforbrændingen på 10, som skal lægges til de allerede 155 forbrændte kcal., og den bliver afsluttet efter et kvarter. Efterforbrændingen for hård styrketræning, hvor selve træningen forbrændte 250 kcal., går over et helt døgn og giver et minus på yderligere 175 kcal.

 Kort sagt: Træn, så sveden sprøjter, og gå hjem og slap af. Dét batter!

I Form er fyldt af opdateret logik for burhøns med personnære synsvinkler og gammelkendte husråd i sur-sød sovs. På den måde fylder det drømmen om at kunne blive bedre til det, man hengiver sig til med kraft og finesse. 

Sagde nogen, at det var en dårlig målsætning?

 ***

 Næste tirsdag skal min blog dreje sig om en genvej til en bedre hukommelse. Fremgangsmåden har væsentlige lighedspunkter med ovenstående genvej til vægttab. Men selv om metoden, som er mere end et par tusind år gammel, er fyldt af billeder, har den ingen illustrationer.

ANNONCE:

 

VORES INDRE RASMUS KLUMP

    

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

I 1952 udkom tegneseriebogen Rasmus Klump bygger skib med tekst og billeder af Carla og Vilhelm Hansen. Den og de seksogtredive følgende bøger handler om Rasmus Klump og hans venner Pingo, Pelle, Skæg, Pildskadden, Gøjen, Frømand og et væld af andre figurer. Ikke at forglemme det gode skib Mary, som er udgangspunktet for vennernes mangfoldige eventyr.

Den ydre handling fremgår af titlerne: Rasmus Klump og hans venner bygger skib, de møder Ursula, rejser til pyramiderne, træffer Mutter Ansjos, er på skattejagt, besøger Nordpolen osv. Efter devisen ude godt, men hjemme bedst drives de ud i verden af opdagelyst. Og hjem igen af længsel efter det sted, hvor mor og verdens bedste pandekager venter.

Men indadtil handler bøgerne om Rasmus Klump om opfindsomhed og evnen til at løse alle tænkelige problemer med små midler. Inklusive hjælpsomhed og godt humør, kompromisser og konsensus. Bøgerne er oversat til over tyve sprog, så det er altså ikke bare danskerne, der elsker at spejle sig i den lille bjørn og hans kreative tilgang til verden.

De to første og de to sidste billeder i Rasmus Klump bygger skib illustrerer den enkle model for eventyret i Rasmus Klump:  En tanke vækkes, og en idé gennemføres ved hjælp af nye og gamle venner af forskelligste art.

På denne måde bliver der lagt op til nye eventyr i en verden, hvor figurerne vokser med opgaverne, men uden at blive større, og oplevelserne ligger lige for næsen af en og bare venter på, at man dykker ned i dem. Hermed gestalter Rasmus Klump-bøgerne en lydhørhed, tolerance og medmenneskelighed med dybe rødder i blandt andet vores vesterlandske kultur og giver samtidig en model, som både store og små læsere kan handle efter.

I nogles øjne er Rasmus Klumps verden indesneet, småborgerlig og sentimental. Og tanken om, at det skulle gå at leve efter Rasmus Klump-modellen er naturligvis latterlig i en verden, der sukker over EU’s militære underskud og kræver flere vandkanoner til for eksempel Grækenland, fordi man dernede har haft en, som det hedder, uforsvarlig omgang med den vestlige livsstilsboble og et uhæmmet privatforbrug på kredit.

Her som i så mange andre sammenhænge er fundamentet egoisme. Det drejer sig om, at vi vil ha’ mer’. Ikke om at dele i et kollektivt livsmønster og opdage det, der er.

ANNONCE: