PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
Skal
man bruge historien til noget, skal det være fremadrettet. Derfor giver jeg
gerne al sentimentalisering over fortidens fortræffeligheder på hattepulden.
Sådan er det ikke i dagens blog.
Vi skal tilbage til Estland i begyndelsen af 1990’erne, da landet
netop var udtrådt som medlem af Sovjetunionen. Hvordan så der ud? Det ville vi
se, hvorfor hele familien tog en tur til badestedet Pärnu.
Bondegårdene, små, skæve og forsømte, som vores bus var skrumplet
forbi på den godt hundrede kilometer lange vej fra Tallin, havde været et
bedrøveligt syn, og bedre blev det ikke i Pärnu. Her var centrum som historisk
idyl af smukt byggede træhuse i stærkt forfald, hvorimod den netop overståede
fortid prangede i form af et mastodontisk badehotel i typisk sovjetstil.
Skønhedsniveauet svarede til de mange højhuse af beton, der udgjorde forstaden.
Den mørkegrønne maling skallede af facaden på den restaurant, vi gik
ind i, og interiøret af solide borde og træbænke med høje, ferniserede ryglæn
så ud som et levn fra slutningen af 1800’tallet. Spisekortet blev meddelt på
estisk af en sur servitrice. Det eneste, vi forstod, var roast beef. Det
bestilte vi til alle.
Jeg genkender let smagen af oksekød, men mit ordforråd til
beskrivelse af det havner alt for let i udgydelser, der minder om
vinsmagerlyrik. Derfor vil jeg indskrænke mig til ordene: mørt, saftigt, fyldigt. Så fyldigt, at det blev
siddende i hele munden som tung bordeaux længe efter, at det var sendt ned
gennem spiserøret. Så mørt, at det ikke blev tygget, men tværet ud med tungen
mod ganen. Så saftigt, at det var umuligt at spise det, uden at mundvigene
dryppede. Reaktionen hos drengene var, at de bad om at få en portion til, for
aldrig havde de smagt noget så enestående.
Det fik de, mens vi voksne bestemte os til, at vi afrejsedagen
ville købe ti oksemørbrader med hjem til fryseren. Det var lettere sagt end
gjort, for vi fandt kun én slagter, der havde så dyre spiser, men vi fik da
fire vristet fra ham til en pris, som i vore øjne var det rene røverkøb, men
fik butikkens øvrige kunder til at ryste på hovedet. Da vi ville supplere med
noget svinekød, hvis kvalitet også havde været overordentlig, fik vi blankt
nej.
I dag er træhusene i Pärnu restaurerede og malede, og i
supermarkedernes kølediske er der masser af kød. Jeg har smagt det og fået at
vide, at det bliver produceret på farme, som er oprettet af blandt andre danske
landmænd og drives som moderne produktionsenheder til fremstilling af kød nu
engang drives med tusindvis eller titusindvis af svin pr. enhed. Og smagen er
helt som i Danmark, hvor man har glemt, hvordan godt kød smager, men
kompenserer ved at kokkerere løs med krydderier og andre vegetabilske ingredienser
til forstærkelse og forfinelse af smagen. Ingen, som følger med i bogbranchen
kan være i tvivl om, at vi i dag lever i kogebøgernes tidsalder.
Desværre er jeg lidt usikker, hvad angår en præcisering af det
tidspunkt, da kødsmagens degenerering for alvor slog igennem. Men mon ikke det
må ligge et sted før 1980. Det var året, da Højesteret i Danmark afsagde dom i
en sag, som De Samvirkende Danske Andelsslagteriers Fælleskontor og ESS-FOOD
havde anlagt mod grafikeren Michael Witte og Selskabet for Smukkere Byfornyelse.
Årsagen var tegningen af en gris, som Witte uden tilladelse havde plagieret fra
Andelsslagteriernes reklametryksag, forsynet med teksten
De
danske svin er sunde
de
strutter af penicillin
og
trykt som en plakat.
Dommen tog ikke eksplicit hensyn til tekstens eventuelle
sandhedsværdi, men afgjorde, at der ikke kunne nedlægges forbud imod den, fordi
den var et satirisk indlæg i en fri meningsudveksling om et vigtigt
samfundsmæssigt problem.
At danske svin siden 1980 er blevet endnu sygere fremgår af mangt
og meget, fx en artikel i det finlandssvenske Hufvudstadsbladet fra forgangen uge. I den diskuteres fordele og
ulemper ved import til Finland af danske galte. Fordelene er udelukkende
kvantitative
Köttigare
grisar och större kullar,
mens
ulemperne henfører sig til, at danske galte medfører smitte og dermed er en
sygdomsrisiko for finske svin.
Jo tak, der sidder man med den gemte smagserindring af oksemørbraden
i Pärnu og overvejer endnu engang, om man ikke snart helhjertet skal tilslutte
sig vegetarianernes voksende skare. De økologiske argumenter er indlysende, de
husholdningsøkonomiske taler stærkt for det, de sundhedsmæssige er det snart
ikke til at komme udenom, og det kulinariske tab bliver mindre og mindre.
Kødet i Pärnu var godt. Det er en tåre værd. Men hvem drømmer om
at vende tilbage til de forhold, det blev produceret under?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar