Sex tænder hjernen |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
Når
vi dør, forsvinder vore erindringer med os.
Det første er uigenkaldeligt. Det har det altid været. Det dér med
erindringerne er derimod i langt de fleste tilfælde uden afgørende betydning.
I vore dage.
For det er faktisk sådan, at vi husker mindre og mindre, idet vi trygt
overlader erindringsprocessen til bøger, breve, mails, sms’er, notesbøger,
båndoptagere, kalendere, museer, billeder, dagbøger, videoklip, film,
vejskilte, huskesedler, indkøbslister osv. Og i øvrigt finder vi svar på det
meste i Google, verdens hidtil største eksterne og kollektive hukommelse.
Oftest behøver vi bare at kunne huske et stikord eller to for at
nå frem til den information, vi ikke lige har i hovedet: fx hvordan man laver karbonade. Og bliver karbonaderne ikke helt
så perfekte som dem, min farmor stegte, er det bare at slå op i endnu flere
kogebøger, google videre, gå på kursus eller eksperimentere ud fra de
indhentede informationer.
Karbonaden døde ikke med min farmor.
Men i Middelalderen og endnu tidligere, i Antikken, var nedskrevne
meddelelser uhyre sjældne. Og noget, der bare lignede dagens globale,
elektroniske netværk med adgang til al optænkelig information fandtes ikke i
selv den vildeste fantasi. Medmindre fantasien var religiøs og drejede sig om
en alvidende gud.
Så den gang i Antikken og i Middelalderen læste man for at huske. Dengang var en lærd en person,
der besad viden. I dag glider begrebet lærdom stadig mere imod færdigheder i at
finde informationer i de enorme eksterne hukommelser, der er til rådighed.
Helt frem til midten af det 15. århundrede, da bogtrykkerkunsten
langsomt begyndte at gøre bøger tilgængelige i større stil, var bøger derimod få
og biblioteker sjældne, og selv store biblioteker havde sædvanligvis ikke flere
end et hundrede bøger. Til sammenligning trykkes der i vor tid nogle milliarder
bøger. Pr. år. Den gang kunne bøger veje flere kilo og var fastlænkede til
læsepulten. Hjem fik man dem ikke, og til at slå op i var de heller ikke, for før
1200-tallet var de uden indholdsfortegnelse, kapiteloverskrifter, registre, sidetal
og den slags, som efterhånden kom til at gøre bøger brugervenlige.
Var man derfor virkelig interesseret i en bog og ville tilegne sig
den for alvor, var den enkleste løsning at huske den.
Således var den personlige erindring på den tid afgørende for kulturens
fortsættelse. Kundskab blev overleveret fra lærd til lærd, fra bonde til bonde,
fra håndværker til håndværker.
Der er imidlertid stor forskel på at huske håndgreb og
skyformationer, der fortæller om morgendagens vejr, og så abstrakte ideer,
digterværker, historiske hændelser, lange taler, digte, prædikener, detaljerede
meddelelser osv.
Var fortidens mennesker anderledes end os i dag, og havde de andre
evner?
Nej. Så langt tilbage som til dem, der malede billeder af
bisonokser i Lascauxgrotten i Frankrig for tredive tusind år siden, var de
fysiologisk set stort set identiske med dagens mennesker.
Deres og dermed vores hjerne var i eminent grad dannet til at
huske billeder og steder. Evnen til at indoptage rumlig information som
landskaber og stjernehimlen og gemme billeder i hukommelsen af træer, klipper,
dyrespor med mere og huske dem i en bestemt rækkefølge var nemlig en elementær
betingelse for disse menneskers overlevelse i en verden, der var uden vejskilte
og andre anvisninger.
De samme egenskaber er også i dag karakteristiske for vores
hjerne. Og her er vi ved kernen i den hukommelseskunst, som blev systematiseret
i Antikkens Grækenland, nedskrevet i Rom formodentlig 86-82 før vor tidsregning
i lærebogen Ad Herennium og genbrugt
og videreudviklet i Middelalderen.
I kort form går kunsten at mindes ud på at gemme hvert ord som et
billede eller en scene med billeder og anbringe hvert enkelt billede på en
måde, så det kan genfindes i den rigtige rækkefølge, visualiseres for det indre
blik og fremkalde det gemte ord.
For dagens mennesker ser dette ved første øjekast måske ud som
noget abstrakt sludder, men for menneskene i Antikken og i Middelalderen indgik
hukommelsestræning i kunsten at bruge sproget. Denne træning var lige så vigtig
som kendskab til retoriske figurer, logik og grammatik.
Udgangspunktet for at danne de billeder, man ønsker at gemme sine
ord i, er, at man lettere husker obskøne og usædvanlige billeder end billeder
fra dagligdagen. Især tænder vores hjerne på sex og vold. Til gengæld må de
steder, de kaldes hukommelsespaladser,
hvor man gemmer dem, gerne tilhøre det velkendte.
I Joshua Fores Moonwalk med
Einstein, som er hovedkilden til ovenstående, præsenteres der et væld af
teknikker, de fleste med reference til hukommelseskunstens bibel Ad Herennium.
Jeg skal kort gennemgå en hukommelsesøvelse, som Fore præsenterer
i kapitel fem. Den kaldes locimetoden
efter latin lokus, loci: sted, steder. Jeg har selv prøvet den, og den fungerer.
Et enkelt hukommelsespalads at gemme sine ord i er fx barndomshjemmet,
hvor man uden anstrengelse kan genkalde sig hver detalje eller tilføje detaljer.
Fore præsenterer en liste på femten punkter. Jeg skal tage to og gemme dem
efter Fores anvisninger:
Punkt to på hans huskeseddel, Hytteost,
gemmer han i et badekar på soppebassinsstørrelse, hvor topmodellen Claudia
Schiffer svømmer nøgen rundt, dryppende af hytteost.
Listens punkt ni, Sende
e-mail til Sophia, bliver til billedet af en she-male, der sender en e-mail
til Sophia Loren.
Begge billeder er anbragt på velkendte steder i barndomshjemmets
hukommelsespalads, så ruten fra billede ét til billede femten uden videre kan genkaldes.
At skabe billeder og loci i sit hukommelsespalads er en
langsommelig proces. Men Joshua Fore, som har vundet USA-mesterskabet i
hukommelseskunst efter kun et års træning, bedyrer, at det med øvelsen bliver
lettere og til sidst går helt automatisk. Og det er ikke, fordi han er et geni,
hans IQ er gennemsnitlig, bedyrer han også.
Men før, man kan lærer at huske, kræves der altså en næsten
overvældende forarbejde med kreativitet og stædighed som de væsentligste
ingredienser samt total opmærksomhed om det, der skal huskes. Resten er
nogenlunde gratis – helt ligesom efterforbrændingen efter hård fysisk træning,
som jeg omtalte i sidste uges blog.
Er det umagen værd? Jeg ved det ikke endnu.
ANNONCE
Ingen kommentarer:
Send en kommentar