PLUS SYV HUNDREDE

Disruption

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Forleden, til en julefrokost, fik jeg i et blink baggrunden for det, som plager Danmarks, Europas og USA’s arbejdsløse eller dårligt aflønnede hvide mand m/k.

Min samtalepartner, en ældre herre med en holdning som en brigadegeneral og et smil som en rafaelsk engel, havde været ansat i en multinational virksomhed med rod i Danmark. Det meste af sit liv havde han tilbragt i den store verden. Mexico, Peru, Sydafrika, Mellemøsten. Og sidst i Indien, hvor han havde været virksom i de seneste fire år inden pensioneringen.

Noget af det sidste, han havde gjort, inden han frem for Costa Rica valgte at slå sig ned i den finske skærgård for dér at nyde sit otium med kajakpadling og hjemmeavlede tomater, var at ansætte syv hundrede nye medarbejdere.

 –  Syv hundrede, sagde jeg og tog en stor slurk af mit øl. Det var mange.

 –  Ja, og jeg kan love dig (og her kommer det så, det, jeg har ventet på at fortælle), at det var morsommere for mig at ansætte syv hundrede glade medarbejdere til under halv pris, end det var for min kollega i Danmark at fyre det samme antal lige så dygtige medarbejdere.

Alle ved, hvordan den plagede, hvide mand m/k, som ikke har fået glæde af frihandel og globalisering, har valgt for at få den gode, gamle ordning tilbage  –  mest spektakulært ser vi det i valget af Du-Ved-Hvem til præsident i USA og Storbritanniens fravalg af EU-medlemskab.

Vil den danske statsminister og landets nyslåede regering forsøge at gøre noget ved fravalget af etnisk dansk arbejdskraft i Danmark, som, med andre nationale fortegn, ligger bag briternes og amerikanernes beslutning om at neddrosle internationalt samarbejde til fordel for en politik, der, mutatis mutandis, leder tankerne tilbage til 16 og 1700-tallets merkantilisme og opbygningen af moderne nationalstater?

Uden tvivl var det formlen teknologisk udvikling + globalisering = velstandsudvikling, som Lars Løkke Rasmussen havde i tankerne på pressekonferencen dagen før dannelsen af den nye regering. Han sagde:

Det er globalisering, det internationale udsyn og samhandelen,  der har gjort Danmark rigt. Men det rummer også udfordringer, presser nogle grupper på vores arbejdsmarked, som kommer bagud uddannelsesmæssigt, når der er digitalisering og konkurrence fra andre lande, og det skaber bekymring. Den skal vi tage alvorlig, og den skal vi handle på, og derfor etablerer vi et partnerskab om fremtidens arbejdsmarked. Man kunne kalde det et disruption-råd, hvor vi med arbejdsmarkedets parter, virksomheder, eksperter og ministre skal finde nye veje til, hvordan vi som land kan gribe de nye muligheder og samtidig sørge for, at de er til glæde for alle, og at vi får alle med i velstandsudviklingen.

Alle skal med i velstandsudviklingen. Naturligvis!

Men skal denne velstand komme alle ligeligt til gode, nationalt og internationalt? Og skal kløften mellem dem, der lige klarer sig, og dem, der tjener fedt, endelig mindskes?

Eller er statsministeren og hans regering, liberal af navn, i gang med at gentage de fejl, der førte til Brexit og valget af Du-Ved-Hvem? For også i Danmark er der vrede, hvide mænd m/k, som med rette føler sig forfordelt, og politikere, der fisker efter deres stemmer.

Som sagt: For en tid siden, hørte jeg lige, kom der plus syv hundrede.

 

 ANNONCE:

DU-VED-HVEM

Herbert Hoover, USA‘s 31. præsident, fiskede heller, end han regerede.

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Catch me if you can er en selvbiografi om svindleren Frank Abagnale. I 2002, to og tyve år efter bogens fremkomst, blev den til en film med Leonardo DiCaprio og Tom Hanks i hovedrollerne. Instruktør var Steven Spielberg.

Det bærende tema er: Betaler forbrydelser sig? Er svindel vejen frem?

Frank Abagnale er handlingens centrale person. Ud over checkforfalskning gør han det til sin levevej at spille lærer, pilot i et stort flyselskab, læge og sagfører. Ikke som skuespiller i en film eller på et teater, men i den skinbarlige virkelighed. Mester i forklædning og storcharmør som han er, overbeviser han sin omverden om, at han er den, han giver sig ud for.

Men FBI-agenten Carl Hanratty har sans for forbrydelser, og han forfølger ham til den bitre ende. Som muligvis slet ikke, set på lidt længere sigt i hvert fald, er så bitter. For Frank, svindleren, der kender alle tricks, får et hæderligt job inden for sin branche som en mand, der afslører falsknerier og sikrer hæderlige mennesker mod dem. Hvorved han tjener en formue.

I sine forskellige forklædninger som lærer, læge osv. viser han en eminent evne til indlevelse og til at spille præcis til det punkt, hvor det ordentlig brænder på. For han kender jo ikke loven til bunds, kan ikke føre en skalpel på betryggende vis eller nødlande et fly.

Forleden kom jeg til at tænke på Frank Abagnale og filmen om ham. Det skete midt i et forsøg, som jeg deler med millioner af andre skribenter, politikere og alle slags mennesker kloden over, der interesserer sig for fremtiden og verdens overlevelse. I centrum var en dæmon, hvis navn ikke – som det er tilfældet med Lord Voldemort i Harry Potter-bøgerne – bør nævnes.

Du-Ved-Hvem har nu på forskellige niveauer spillet kandidat til præsidentembedet i USA. Først blev hans optræden betragtet som ren underholdning og anmeldt som sådan i store, amerikanske aviser. Siden blev kyndige mennesker sat til at afdække sandhedsværdien i hans udtalelser med det resultat, at han havnede på et i en amerikansk præsidentvalgkamp aldrig før set løgnagtighedsniveau.

Men Du-Ved-Hvem var da ligeglad. Med sin velmodulerede stemme talte han sig ind i hjerterne  – eller hvor følelserne nu har deres sæde  – på så mange amerikanere, at han fratog en stridbar kvinde, en rigtig hejre med argumenter som maskingeværkugler, hendes valgsejr. Sådan følte hun og majoriteten af amerikanere det i hvert fald.

Blackout!

Og nu har vi så Du-Ved-Hvem i rollen som blivende præsident. For tiden diskuterer han, udnævner, modtager besøg af statsoverhoveder og spiser bøf med familien i stedet for at svare på pressens kritiske spørgsmål.

Fx om muren til Mexico. Om de nye jobs i kulindustrien. Om fracking. Om musketereden i NATO. Om deregulering af fødevare- og medicinsikkerheden. Om Obamacare. Om frihandel. Om forbud mod indvandring af muslimer. Om Parisaftalen om klimaet, som han vil slå en streg over. Om krigen i Syrien og meget andet, som den vulgære og utilregnelige Du-Ved-Hvem med fløjlsstemmen har fortalt, han har løsninger på.

Men ingen ved, om han har. Muligvis heller ikke han selv. Måske betragter han i virkeligheden sig selv som irrelevant for udformningen af amerikansk politik. For alting skal jo nok vise sig at køre som et resultat af opportunisme, interesser og timing, hvorved den visionære og karismatiske attitude, Du-Ved-Hvem indtog som kandidat, og som var baggrunden for forestillingen om at skabe store forandringer, er udspillet.

Hvad der er tilbage er et simpelt begær efter ære og magt, som nu, han har opnået begge, træder frem som desillusion og afmagt.

Men dem, der stemte på ham, og dem, der ikke stemte på ham, har et mål for øje og vil presse ham i forskellige retninger.

Og der står han som en anden Herman von Bremen i Holbergs komedie Den politiske Kandstøber med premiere den 26. september 1722. Han har et reb om halsen og er i færd med at hænge sig af fortvivlelse over sin uduelighed i den skinbarlige virkelighed.

Eller vil han som Harry Potter-bøgernes Du-Ved-Hvem forsvare sin ret til at udøve magt, til han har sejret eller bliver udslettet i et blodigt kaos?

Eller indhentes han af lovovertrædelser? Moralske i forhold til kvinder. Juridiske i forhold til positionen som byggematador i USA, i Rusland og andre steder, hvor svindel, humbug og bestikkelse hører til dagens orden.

Vi ved det ikke, ikke desto mindre har vi grund til at frygte. Ikke hans afmagt, men den følelse af afmægtighed, der kan føre til uforudsete handlinger med skæbnesvangre konsekvenser for naturen og for mennesker i USA og i hele den verden, i hvilken han indtager rollen som reaktionen.

Reaktionen på de tiltag, menneskeheden må tage for at bygge en verden trods de forbrydelser og svindelnumre og løgne, han gang på gang er fanget i, og som ikke vil føre til en lykkelig slutning for ham som for hovedpersonen i Catch me if you can.

Men forhåbentlig for os andre, som hermed er blevet en lille smule klogere på at håndtere demokratiet.

FATAL UOPMÆRKSOMHED

Er lyset for de lærde blot...

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Der er kø ved bortforklaringernes holdeplads. Mens alle før den 9. november vidste, hvorfor Hillary Clinton ville vinde præsidentvalget i USA, udbreder alle sig nu om, hvorfor det alligevel ikke gik.

Lørdag den 12. om aftenen bestemte jeg mig til, at nu var det nok!! Nu GAD jeg ikke længere følge med i velformuleret savl. Så, søndag morgen, MÅTTE jeg simpelthen læse den tabende kandidats forklaring på nederlaget.

Fejlen var James Comeys’, FBI-direktøren, der nogle dage inden valget havde hældt frisk benzin på gløderne af Hillary Clintons såkaldte e-mailskandaler med nogle upræcise oplysninger om nye, evt. kompromitterende mails på kandidat Clintons nærmeste rådgivers mands computer, der var blevet beslaglagt på grund af en evt. sexskandale, som denne mand, ikke fru Clinton, var indblandet i.

Og bla-bla.

Dette var da strået, der knækkede kamelens ryg, og hendes momentum visnede bort.

Og bla-bla-bla.

Det var igen de andres skyld. Bla-bla-bla.

Jeg har en anden version. Den er kedelig som et dansk gråvejr med let tåge og en temperatur på omkring 5 grader – et vejr, der får mig til at tænke på den folkelige visdom, at man bør undgå snuskregn, husfisse og våde sokker.

Med disse ord, der, indrømmer jeg, smager ikke så lidt af Trump, men det var også hensigten! snakker jeg uden om det, det ikke er til at komme udenom. Og her kommer selv den mest elokvente, den mest belæste og den mest slagfærdige til kort.

Kogt ned til to ord handler det om opmærksomhed og uopmærksomhed.

Følg med. Jeg ved, hvad jeg taler om, folkens:

Som kapitalist, forretningsmand, arbejdsgiver har Trump et selvfølgeligt kendskab til hvem, der bliver snydt i et samfund. Han har, sagt med en gammeldags frase, disse folk i sit brød. Sagt med en anden gammel frase – og dem kommer der flere af i det følgende – lægger han beslag på den merværdi, disse mennesker skaber.

Det interessant anderledes i forhold til fænomenet Trump er, at han i sin egenskab af kapitalist appellerer til netop disse tabere. Brød og cirkus! råber han, det skal I få masser af, når jeg bliver præsident.

Og fisse. Se på mig. Jeg kan. I kan også. Det kræver bare lidt selvsikkerhed. Den direkte metode. Og hun ka’ li’ det! Jeg har masser af erfaring, siger han og vifter med sine små gynækologhænder.

Locker room talk, som hans kone kaldte det. Ok! Men at alle kender denne brug af sproget, netop dét er forargelsens udgangspunkt. Og når TV er på, tager de implicerede afstand fra det og siger UNDSKYLD! Det var ikke ment SÅDAN.

But I shall tell you what...

som Trump vist plejer at sige, jeg skal fortælle, hvordan det i virkeligheden var med den såkaldt famøse video, hvor Trump brugte de såkaldt famøse grab-her-by-the-pussy-ord: Den blev lækket, ikke ved en fejltagelse, men efter direkte ordre fra præsidentkandidaten himself. For sådan ville han vise, at han bemestrer en sprogbrug, som også de glemte, underbetalte, udnyttede bemestrer.

Kvinderne, da? Glem alt om moralsk snerpethed! Kvinderne stemte alligevel på alfahannen og folkeforføreren, ligesom de stemte på horebukken Berlusconi.

Hvorfor, er der skrevet bøger om.

Det er der også om andre folkeforforførere, der kom til magten ved demokratiske valg.

Kandidat Trump var, sagt med det ene af denne blogs nøgleord, opmærksom på en gruppe vælgere, som demokrat Clinton ikke forstod at henvende sig til på en sådan måde, at de følte, netop følte! at hun forstod dem og var deres kandidat.

Som en mængde andre forstå-sig-på’ere fulgte også jeg med i de tre valgdueller. Og som alle andre af min slags fattede også jeg, hvor slingrende, uforberedt, udenomssnakkende, ja, ligefrem løgnagtig Trump optrådte.

Mens Clinton var velforberedt og viste overblik.

Men midt i overblikket manglede elitens Hillary fokus på folket. Hun stod som skolemesteren og fortalte om de faktiske forhold i jernindustrien. Jeg er sikker på, at hun kunne have sagt det alt sammen stående på ét ben kl. halv tre om natten, så godt kunne hun sin lektie. Alle i eliten klappede i deres små hænder og så på hinanden. Jo, hun er en af vores egne. Hun er kvinden. Hun vinder så sikkert som amen i kirken.

Men de glemte, at amen i kirken er præstens bekræftelse af, at nådens lys skinner ned på menigheden. Og mens kirkegængerne i kor mekanisk fremmumler også deres amen, tænker de måske på alt muligt andet: Kartofler, de skal hjem og koge. Måtter, de ikke har fået banket endnu.

Ikke alle, naturligvis. Og ikke hele tiden. Men i glimt. Og som noget væsentligt i livet. Som udgangspunktet for alt det andet. Så går de ud af kirken.

Præsten føler, at han har oplyst sin menighed. Og går glad hjem.

Læreren føler, at han har oplyst sine elever. Og cykler glad hjem.

Præsidentkandidaten føler, at hun har oplyst sine vælgere, for hun har fortalt, hvordan kagen skæres. Og ta’r glad en helikopter hjem.

Py-ha og amen, tænker de alle sammen.

Men idet alle disse velmenende mænd og kvinder har gjort deres bedste for at udbrede Sandhed og Visdom, har de været – og nu kommer bloggens andet nøgleord: uopmærksomme på nogle fundamentale problemer:

I præsidentkandidat Hillary Clintons tilfælde: Hun tog ikke sit udgangspunkt i folkets egne forudsætninger og erfaringer. Dette er, i kort format, grundstenen i den folkeoplysning, kald den gerne grundtvigsk, som er grundlaget for meget godt, ikke blot i Danmark, men i verden omkring. Denne tanke, som jeg gerne gentager: at tage udgangspunkt i folkets egne forudsætninger og erfaringer, brød fundamentalt med den oplysningstanke, der dominerede Oplysningstiden, Den amerikanske Uafhængighed og Den franske Revolution:

De i forvejen kloge skal bestemme.

Da jeg om aftenen den 8. november stod foran spejlet og børstede tænder, tænkte jeg:

Hvordan vil Hillary Clintons appel til de ydmygede, de oversete, de hårdt arbejdende amerikanere se ud i tilfælde af, at hun vinder? For dem må hun begynde at se!

Jeg havde ikke noget svar.

Det havde Hillary Clinton åbenbart heller ikke.

Jeg tror, det var derfor, at hun tabte.

EFTERSNAK:

Om formiddagen den 9. november skulle jeg til Helsingfors. Jeg nåede ikke det forventede tog, og i stedet for at stå og vente på det næste i den iskolde blæst, smuttede jeg ind på en nærliggende kaffebar for at slå tiden ihjel med en trøstetår.

Efter lidt kaffesnak gled baristaen og jeg ind på det overståede præsidentvalg. Den unge mand, tydeligvis Clintontilhænger, sagde efter et dybt suk:

Men om fyra år, då blir det bättre.

Jeg tænkte på Lenin og forarmelsesteorien og nåede toget på et hængende hår.

ANNONCE: