 |
| Herbert Hoover, USA‘s 31. præsident, fiskede heller, end han regerede.
|
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk
ved Helsingfors Universitet.
Catch me if
you can er
en selvbiografi om svindleren Frank Abagnale. I 2002, to og tyve år efter bogens
fremkomst, blev den til en film med Leonardo DiCaprio og Tom Hanks i
hovedrollerne. Instruktør var Steven Spielberg.
Det bærende tema er: Betaler forbrydelser sig? Er svindel vejen
frem?
Frank Abagnale er handlingens centrale person. Ud over
checkforfalskning gør han det til sin levevej at spille lærer, pilot i et stort
flyselskab, læge og sagfører. Ikke som skuespiller i en film eller på et
teater, men i den skinbarlige virkelighed. Mester i forklædning og storcharmør
som han er, overbeviser han sin omverden om, at han er den, han giver sig ud
for.
Men FBI-agenten Carl Hanratty har sans for forbrydelser, og han
forfølger ham til den bitre ende. Som muligvis slet ikke, set på lidt længere
sigt i hvert fald, er så bitter. For Frank, svindleren, der kender alle tricks,
får et hæderligt job inden for sin branche som en mand, der afslører falsknerier
og sikrer hæderlige mennesker mod dem. Hvorved han tjener en formue.
I sine forskellige forklædninger som lærer, læge osv. viser han en
eminent evne til indlevelse og til at spille præcis til det punkt, hvor det ordentlig
brænder på. For han kender jo ikke loven til bunds, kan ikke føre en skalpel på
betryggende vis eller nødlande et fly.
Forleden kom jeg til at tænke på Frank Abagnale og filmen om ham.
Det skete midt i et forsøg, som jeg deler med millioner af andre skribenter,
politikere og alle slags mennesker kloden over, der interesserer sig for
fremtiden og verdens overlevelse. I centrum var en dæmon, hvis navn ikke – som
det er tilfældet med Lord Voldemort i Harry Potter-bøgerne – bør nævnes.
Du-Ved-Hvem har nu på forskellige niveauer spillet kandidat til
præsidentembedet i USA. Først blev hans optræden betragtet som ren
underholdning og anmeldt som sådan i store, amerikanske aviser. Siden blev
kyndige mennesker sat til at afdække sandhedsværdien i hans udtalelser med det
resultat, at han havnede på et i en amerikansk præsidentvalgkamp aldrig før set
løgnagtighedsniveau.
Men Du-Ved-Hvem var da ligeglad. Med sin velmodulerede stemme
talte han sig ind i hjerterne – eller hvor
følelserne nu har deres sæde – på så
mange amerikanere, at han fratog en stridbar kvinde, en rigtig hejre med
argumenter som maskingeværkugler, hendes valgsejr. Sådan følte hun og
majoriteten af amerikanere det i hvert fald.
Blackout!
Og nu har vi så Du-Ved-Hvem i rollen som blivende præsident. For
tiden diskuterer han, udnævner, modtager besøg af statsoverhoveder og spiser
bøf med familien i stedet for at svare på pressens kritiske spørgsmål.
Fx om muren til Mexico. Om de nye jobs i kulindustrien. Om
fracking. Om musketereden i NATO. Om deregulering af fødevare- og
medicinsikkerheden. Om Obamacare. Om frihandel. Om forbud mod indvandring af
muslimer. Om Parisaftalen om klimaet, som han vil slå en streg over. Om krigen
i Syrien og meget andet, som den vulgære og utilregnelige Du-Ved-Hvem med
fløjlsstemmen har fortalt, han har løsninger på.
Men ingen ved, om han har. Muligvis heller ikke han selv. Måske
betragter han i virkeligheden sig selv som irrelevant for udformningen af
amerikansk politik. For alting skal jo nok vise sig at køre som et resultat af opportunisme,
interesser og timing, hvorved den visionære og karismatiske attitude,
Du-Ved-Hvem indtog som kandidat, og som var baggrunden for forestillingen om at
skabe store forandringer, er udspillet.
Hvad der er tilbage er et simpelt begær efter ære og magt, som nu,
han har opnået begge, træder frem som desillusion og afmagt.
Men dem, der stemte på ham, og dem, der ikke stemte på ham, har et
mål for øje og vil presse ham i forskellige retninger.
Og der står han som en anden Herman von Bremen i Holbergs komedie Den politiske Kandstøber med premiere
den 26. september 1722. Han har et reb om halsen og er i færd med at hænge sig
af fortvivlelse over sin uduelighed i den skinbarlige virkelighed.
Eller vil han som Harry Potter-bøgernes Du-Ved-Hvem forsvare sin
ret til at udøve magt, til han har sejret eller bliver udslettet i et blodigt
kaos?
Eller indhentes han af lovovertrædelser? Moralske i forhold til
kvinder. Juridiske i forhold til positionen som byggematador i USA, i Rusland
og andre steder, hvor svindel, humbug og bestikkelse hører til dagens orden.
Vi ved det ikke, ikke desto mindre har vi grund til at frygte.
Ikke hans afmagt, men den følelse af afmægtighed, der kan føre til uforudsete
handlinger med skæbnesvangre konsekvenser for naturen og for mennesker i USA og
i hele den verden, i hvilken han indtager rollen som reaktionen.
Reaktionen på de tiltag, menneskeheden må tage for at bygge en
verden trods de forbrydelser og svindelnumre og løgne, han gang på gang er
fanget i, og som ikke vil føre til en lykkelig slutning for ham som for
hovedpersonen i Catch me if you can.
Men forhåbentlig for os andre, som hermed er blevet en lille smule
klogere på at håndtere demokratiet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar