FATAL UOPMÆRKSOMHED

Er lyset for de lærde blot...

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Der er kø ved bortforklaringernes holdeplads. Mens alle før den 9. november vidste, hvorfor Hillary Clinton ville vinde præsidentvalget i USA, udbreder alle sig nu om, hvorfor det alligevel ikke gik.

Lørdag den 12. om aftenen bestemte jeg mig til, at nu var det nok!! Nu GAD jeg ikke længere følge med i velformuleret savl. Så, søndag morgen, MÅTTE jeg simpelthen læse den tabende kandidats forklaring på nederlaget.

Fejlen var James Comeys’, FBI-direktøren, der nogle dage inden valget havde hældt frisk benzin på gløderne af Hillary Clintons såkaldte e-mailskandaler med nogle upræcise oplysninger om nye, evt. kompromitterende mails på kandidat Clintons nærmeste rådgivers mands computer, der var blevet beslaglagt på grund af en evt. sexskandale, som denne mand, ikke fru Clinton, var indblandet i.

Og bla-bla.

Dette var da strået, der knækkede kamelens ryg, og hendes momentum visnede bort.

Og bla-bla-bla.

Det var igen de andres skyld. Bla-bla-bla.

Jeg har en anden version. Den er kedelig som et dansk gråvejr med let tåge og en temperatur på omkring 5 grader – et vejr, der får mig til at tænke på den folkelige visdom, at man bør undgå snuskregn, husfisse og våde sokker.

Med disse ord, der, indrømmer jeg, smager ikke så lidt af Trump, men det var også hensigten! snakker jeg uden om det, det ikke er til at komme udenom. Og her kommer selv den mest elokvente, den mest belæste og den mest slagfærdige til kort.

Kogt ned til to ord handler det om opmærksomhed og uopmærksomhed.

Følg med. Jeg ved, hvad jeg taler om, folkens:

Som kapitalist, forretningsmand, arbejdsgiver har Trump et selvfølgeligt kendskab til hvem, der bliver snydt i et samfund. Han har, sagt med en gammeldags frase, disse folk i sit brød. Sagt med en anden gammel frase – og dem kommer der flere af i det følgende – lægger han beslag på den merværdi, disse mennesker skaber.

Det interessant anderledes i forhold til fænomenet Trump er, at han i sin egenskab af kapitalist appellerer til netop disse tabere. Brød og cirkus! råber han, det skal I få masser af, når jeg bliver præsident.

Og fisse. Se på mig. Jeg kan. I kan også. Det kræver bare lidt selvsikkerhed. Den direkte metode. Og hun ka’ li’ det! Jeg har masser af erfaring, siger han og vifter med sine små gynækologhænder.

Locker room talk, som hans kone kaldte det. Ok! Men at alle kender denne brug af sproget, netop dét er forargelsens udgangspunkt. Og når TV er på, tager de implicerede afstand fra det og siger UNDSKYLD! Det var ikke ment SÅDAN.

But I shall tell you what...

som Trump vist plejer at sige, jeg skal fortælle, hvordan det i virkeligheden var med den såkaldt famøse video, hvor Trump brugte de såkaldt famøse grab-her-by-the-pussy-ord: Den blev lækket, ikke ved en fejltagelse, men efter direkte ordre fra præsidentkandidaten himself. For sådan ville han vise, at han bemestrer en sprogbrug, som også de glemte, underbetalte, udnyttede bemestrer.

Kvinderne, da? Glem alt om moralsk snerpethed! Kvinderne stemte alligevel på alfahannen og folkeforføreren, ligesom de stemte på horebukken Berlusconi.

Hvorfor, er der skrevet bøger om.

Det er der også om andre folkeforforførere, der kom til magten ved demokratiske valg.

Kandidat Trump var, sagt med det ene af denne blogs nøgleord, opmærksom på en gruppe vælgere, som demokrat Clinton ikke forstod at henvende sig til på en sådan måde, at de følte, netop følte! at hun forstod dem og var deres kandidat.

Som en mængde andre forstå-sig-på’ere fulgte også jeg med i de tre valgdueller. Og som alle andre af min slags fattede også jeg, hvor slingrende, uforberedt, udenomssnakkende, ja, ligefrem løgnagtig Trump optrådte.

Mens Clinton var velforberedt og viste overblik.

Men midt i overblikket manglede elitens Hillary fokus på folket. Hun stod som skolemesteren og fortalte om de faktiske forhold i jernindustrien. Jeg er sikker på, at hun kunne have sagt det alt sammen stående på ét ben kl. halv tre om natten, så godt kunne hun sin lektie. Alle i eliten klappede i deres små hænder og så på hinanden. Jo, hun er en af vores egne. Hun er kvinden. Hun vinder så sikkert som amen i kirken.

Men de glemte, at amen i kirken er præstens bekræftelse af, at nådens lys skinner ned på menigheden. Og mens kirkegængerne i kor mekanisk fremmumler også deres amen, tænker de måske på alt muligt andet: Kartofler, de skal hjem og koge. Måtter, de ikke har fået banket endnu.

Ikke alle, naturligvis. Og ikke hele tiden. Men i glimt. Og som noget væsentligt i livet. Som udgangspunktet for alt det andet. Så går de ud af kirken.

Præsten føler, at han har oplyst sin menighed. Og går glad hjem.

Læreren føler, at han har oplyst sine elever. Og cykler glad hjem.

Præsidentkandidaten føler, at hun har oplyst sine vælgere, for hun har fortalt, hvordan kagen skæres. Og ta’r glad en helikopter hjem.

Py-ha og amen, tænker de alle sammen.

Men idet alle disse velmenende mænd og kvinder har gjort deres bedste for at udbrede Sandhed og Visdom, har de været – og nu kommer bloggens andet nøgleord: uopmærksomme på nogle fundamentale problemer:

I præsidentkandidat Hillary Clintons tilfælde: Hun tog ikke sit udgangspunkt i folkets egne forudsætninger og erfaringer. Dette er, i kort format, grundstenen i den folkeoplysning, kald den gerne grundtvigsk, som er grundlaget for meget godt, ikke blot i Danmark, men i verden omkring. Denne tanke, som jeg gerne gentager: at tage udgangspunkt i folkets egne forudsætninger og erfaringer, brød fundamentalt med den oplysningstanke, der dominerede Oplysningstiden, Den amerikanske Uafhængighed og Den franske Revolution:

De i forvejen kloge skal bestemme.

Da jeg om aftenen den 8. november stod foran spejlet og børstede tænder, tænkte jeg:

Hvordan vil Hillary Clintons appel til de ydmygede, de oversete, de hårdt arbejdende amerikanere se ud i tilfælde af, at hun vinder? For dem må hun begynde at se!

Jeg havde ikke noget svar.

Det havde Hillary Clinton åbenbart heller ikke.

Jeg tror, det var derfor, at hun tabte.

EFTERSNAK:

Om formiddagen den 9. november skulle jeg til Helsingfors. Jeg nåede ikke det forventede tog, og i stedet for at stå og vente på det næste i den iskolde blæst, smuttede jeg ind på en nærliggende kaffebar for at slå tiden ihjel med en trøstetår.

Efter lidt kaffesnak gled baristaen og jeg ind på det overståede præsidentvalg. Den unge mand, tydeligvis Clintontilhænger, sagde efter et dybt suk:

Men om fyra år, då blir det bättre.

Jeg tænkte på Lenin og forarmelsesteorien og nåede toget på et hængende hår.

ANNONCE: