TANKESPIND

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

For at undgå coronasmitten er min finske nabos og mine næsten daglige samtaler over hækken til min store glæde fuldstændig ophørt. Når jeg går til postkassen for at hente dagens avis iført grønt mundbind og blå gummihandsker forsøger jeg at forstærke hans smittefrygt yderligere ved at slæbe fødderne efter mig i håb om at ligne en, der er dødeligt ramt af den smittefarlige sygdom.

Men ak, kun i nogle dage er jeg sluppet for hans uovervejede overvejelser, elendige råd og vanvittige påstande. Årsagen til ophøret er hans opdagelse af, at jeg har WhatsApp på min telefon.

Nu ringer den, jeg svarer automatisk uden at tænke mig om, og der står han i egen selvgode person i noget, der ligner et klædeskab.

– Og det skete i de dage i Wuhanprovinsen, begynder han med en røst, som stod han i Peterskirken og talte til et stopfyldt kirkerum, – at to virusvarianter blandede arvemasse i en flagermus, som blev spist af en slange og endte på en kinesers middagsbord.

Jeg sætter min mest afvisende mine op, så han skifter straks emne – i  hvert fald tilsyneladende.

– I dagens situation må vi gøre noget hver især: i stedet for at føle os ensomme, når vi er alene, må vi lære at være alene uden at føle os ensomme. Det er det nye fællesskab.

– Ok, siger jeg temmelig forbløffet over denne moralfilosofiske belæring fra hans side. Tydeligvis opmuntret af mit ok fortsætter han med løftet pegefinger:

– I tider som disse er det både tankeløst og hensynsløst ikke at vise samfundssind. Det er ikke bare en national, det er den nye globale udfordring. Koordination er det nye nøgleord for at praktisere den solidaritet, verden venter på.

– Jeg er vist ikke rigtig med, siger jeg. Er samfundssind, som du siger, og solidaritet, som du også siger, det samme? Taler du ikke som en lidt forvirret politiker?

– Jeg kender forskellen mellem liberalisters og kommunisters ordvalg, afbryder han mig. – Men det er småtterier, nu menneskeheden GLOBALT SET er truet. Vi er, forstår du, i samme båd, og i den båd har vi mere end nogensinde i menneskehedens historie brug for en læge.

– En læge??

– Nå ja, eller et sundhedssystem. Et globalt sundhedssystem, der trækker på samme hammel: udveksler informationer, samordner forskning, uddeler medicin, plejer syge og byder de helbredte velkommen tilbage med skånejobs.

– Javel, siger jeg, det lyder som noget af en foranstaltning. En ændring af menneskehedens globale grundindstilling med andre ord. Familiebåden og nationens båd kan jeg se frem for mig. Men en global båd?

– Præcis, siger han og lyser op. – Jeg er glad for, at du er på vej til at forstå mig. Vor runde, fortvivlede klode er netop sådan en global båd. Og for at fortsætte min tankegang, så er det i min optik klart, at der ikke bare er tale om at have den generelle folkesundhed for øje, der skal vises særlige hensyn til verdens mest sårbare.

Dét er udgangspunktet.

I et forsøg på at få orden i hans rodede tankegang nikker jeg frem for mig, hvad han åbenbart tager som en opfordring til at fortsætte.

– Ja, og de sårbare er jo ikke først og fremmest de halvgamle som os to. Han griner og dasker sig selv på skulderen, som om det havde været min skulder, – det er først og fremmest børnene, der er i centrum.

Jeg siger ingenting. Hvor er hans pointe?

– Når børnene kommer ud af deres coronakarantæne, hvor de lige nu sidder og udfører digital læringsboksning med kammerater og undervisere, står vi foran en radikal fornyelse af undervisningssystemet. Skoleundervisningen i bygninger med klasselokaler skal drosles ned til fordel for skærmundervisning i det virtuelle rum.

– Jeg er vist ikke rigtig med.

– Jamen kan du ikke se, at vi netop nu er inde i det største pædagogiske eksperiment nogensinde? Tænk på, at alle børn lige nu er sendt hjem med hver sin skærm. Og på, at hjemme hos sig selv sidder deres lærere og servicerer dem. Og på, at i det omfang, lærerne ikke kan gøre det – og det omfang vokse efterhånden, bliver der udviklet heldækkende læringsprogrammer, der underviser og tester børnene og efter et splitsekund fortæller dem, om de har svaret rigtigt eller forkert på de opgaver, som de klogeste hoveder – meget klogere end deres egen lærere, har arbejdet frem.

Kan du ikke se det for dig, fortsætter han med rivende hast: – Børnene sidder hver for sig uden at være alene og kan arbejde og samarbejde på alle tider af døgnet. Tænk på, hvad vi sparer af transport og bygninger og spildtid. Det her er samfundsnytte, der vil noget.

– Jo, siger jeg, jeg kan se det for mig, men det tager nok lidt tid, inden det er gennemført. Måske på den anden side af evigheden.

– Ikke hvis der kraftigt investeres i computere og skærme og programmer. Dét er det nye mål for de kloge investorer, der vil løfte aktiemarkedet og skabe en gylden fremtid på børserne.

Jeg skal lige til at råbe et ironisk halleluja, men tager mig i det. I stedet nikker jeg et høfligt farvel med en alvorlig mine, trykker på off og sender min egen trosbekendelse angående skolens to grundpiller en venlig tanke:

Den ene er at lære børnene at passe tiden.

Den anden er at lære børnene at omgås mennesker af forskelligste slags.

Alt det andet, fra Luthers Lille Katekismus til atomteori, økologi og klimaforandringer har deres afgrænsede tid i skolens og menneskehedens historie, og det skal børnene nok lære og få nytte af, hvis bare fællesskabet er i topform. Og det er det kun, hvis de lærer at være sammen og at passe tiden.

Men at dette fællesskab skal kunne fremmes ved, at det digitale fællesskab erstatter det fysiske,  – det kan jeg ikke få ind i mit hoved. De stærke vil klare sig, det gør de altid, mens de svage vil få tæsk, og uligheden øge.

Her er min nabo som så ofte før ude, hvor han ikke kan bunde. Og det er det, der gør mig så træt af ham. Han skaber flere problemer, end han løser, og sætter fluer i hovedet på mig med sit tankespind.

Jeg folder dagens avis ud, men får straks den tanke, at postbuddet måske er smittet. Jeg skynder mig ud i køkkenet og vasker hænder, fortryder det, vasker omhyggeligt vasken af med en svamp, som jeg tager med ud på badeværelset, hvor jeg vasker både den og hænder, hvorefter jeg tørrer hænderne med en papirserviet.

Så tager jeg mine gummihandsker på for på den måde at slippe for at vaske avisen og kan endelig sætte mig til rette for i fred og ro at læse gårsdagens nyheder, som for en stor del er en opfordring til at være alene i fællesskabet uden at føle sig ensom.

ANNONCE: