Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Der
er perioder i børns liv, hvor de elsker at høre eller læse om uhyggeligheder.
For mig var det værste indespærringen i et lukket rum i selskab
med Døden. Det kunne være bag koncentrationslejrens pigtråd eller på et tremastet
koffardiskib i en hylende orkan midt på det Indiske Ocean.
Men jeg var ikke bare inde i begivenhederne – jeg befandt
mig også uden for dem. Bedst kan jeg beskrive min rolle som den involverede
betragter. Og hvis billeder fra dagens mentale oplevelser af skræk skulle
hjemsøge mig om natten, kunne jeg altid flyve mig ud af dem. Det er en evne i
drømme, som jeg ved flere har eller har haft.
Jeg selv var en formidabel flyver.
I forbindelse med mediernes højst aktuelle tæppebombning med
rapporter om coronavirusen har fortællingen Den røde døds maske igen taget
plads i min bevidsthed.
Den er fra 1842, den er skrevet af Edgar Allan Poe, og den kan med
sit ubestemmeligt middelalderlige kloster og hele sceneri af vildskab og
galskab og bizarre, mystiske elementer i en afdæmpet, realistisk fortælleform genrebestemmes
som en gotisk fortælling.
Om dette havde jeg virkelig ingen anelse, da jeg i sin tid slugte
den, og langt mindre interesserede jeg mig for, at den gotiske fortælling indgår
i en populær tradition, der startede i midten af syttenhundredtallet og blandt
andet tæller Mary Shellys Frankenstein (1818) og Bram Stokers Dracula
(1897) blandt sine hovedværker.
Det var det umiddelbare i uhyggen og gyset, der talte, og i Den
røde døds maske var der virkelig gys at hente på en håndfuld sider.
Et referat er hurtigt overstået: For at undgå at blive offer for den
røde død, en farsot som uden nåde hærger i landet, har fyrst Prospero sammen
med tusind raske og sorgløse mænd og kvinder fra noblessen lukket sig hermetisk
inde i et kloster.
Ikke for at faste og bede, men for at leve i sus og dus, til farsoten
har raset ud.
Efter nogle måneder vil fyrsten underholde sine venner med et
maskebal. Godt inde i festen bliver fyrsten og hans gæster opmærksomme på en
figur maskeret som et offer for den røde død.
Rasende over denne grænseoverskridende maskering vil fyrst Prospero
afsløre og dræbe den formastelige, men det er for sent. Masken er ingen maske, Den
Røde Død i egen høje person er trængt ind i klostret, flugt er umulig, og en
efter en falder de højvelbårne festaber, der troede, de kunne leve sikkert, som
ofre for farsoten.
Når jeg stadig så mange år efter har en levende erindring om
historien, skyldes det selvfølgelig, at jeg ikke har kunnet flygte fra den. Fiktionens
virkelighed overmandede mig. Men ikke destruktivt. Den var en belæring af
barnet om det uundgåelige og var uden tvivl med til at løfte livsfølelsen og
berige nuet.
Men sidenhen – nu mange år efter?
For mig, der bærer på erindringen om Poes fortælling, og for tusind
millioner andre på denne klode har den røde død fået aktualitet i form
af en ny virus – dagens uundgåelige emne for tanke og samtale.
Hvert øjeblik bliver vi mindet om, at grænserne i de geografiske
rum, vi troede, vi kunne lukke virussen inde i, hele tiden smuldrer. Det, der
først blev betragtet som en i det store og hele lokal kinesisk epidemi går
hastigt mod en pandemi. Den ikke blot truer helbredet, den giver helt andre
betingelser for den politiske og økonomiske verdensorden.
Ingen enkeltperson eller kollektiv kan vide sig et hundrede
procent sikker. Det eneste, der eventuelt kan give en vis tryghed er et solidt
sundhedssystem – tilgængeligt for alle, der tror sig smittet, som for eksempel
det i Norden og i en række andre fortrinsvis europæiske landet.
Eller?
Tror vi virkelig i vores selvgodhed, at vi kan redde os selv og
feste videre med alle de varer og tjenester, den øvrige verden har beriget os
med?
Fyrst Prospero troede det. Klostrets tykke mure var hans grænse. I
dag er den grænseløse jordklode vores grænse. Det er i dens rum, vi alle sammen
udvejsløst er indespærret.
Mit værste mareridt. Og det er umuligt at flyve sig ud af det.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar