HÅNDHYGIEJNEBEVIDSTHED






Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Et nyt og pragtfuldt ord giver retningslinjerne for, hvordan vi skal gebærde os og styre vores gebærder i Coronatiden.
Ordet er HÅNDHYGIEJNEBEVIDSTHED.
Sammen med HÅNDSPRIT er det kommet for at blive. Ikke, fordi vi kan lide det, men af den enkle grund, at det sparer utallige liv og astronomiske pengebeløb.
Hvad vi derimod kan lide er håndtryk, kram og kindkys. Det udtrykker glæde ved samvær, vilje til nærvær og mental sundhed.
At stikke på næven som hilsen er udtryk for ligeværd, ligestilling, fællesskab. Bukken og skraben indebærer fysisk afstand, viser statusforskel og hører ikke hjemme i vores kultur.
I håndtrykket mærker vi den anden fysisk. Det fortæller samtidig om personens karakter og sindstilstand, og vi giver en prøve på vores egen tilbage.
Håndtryk er standin for hele personligheden.
Håndtrykket viser, at vi har noget sammen, idet det indleder og afslutter en social situation. Det er en anerkendelse af den andens tilstedeværelse i et fællesskab og ytrer sig ved, at vi tager en udstrakt hånd og giver hånd på en aftale.
Traditionen med håndtryk er indlejret i os fra barnsben. Nu er tiden inde til at glemme den og leve med det epidemologiske blik på os selv!
Nu hedder det sprit af og tryk aldrig en fremmed i hånden. Du kan dø af det eller sprede dødelig infektion.
Stød i stedet med albuen.
Kys med fødderne.
Saml hænderne foran brystet.
Løft højre hånd til hilsen.
Giv et nik og et blik.
Praktiser den nye håndhygiejnebevidsthed, hold afstand og lev længere.

Hånden på hjertet. Alt kan udtrykkes på andre måder end traditionens.
Det er bare at vænne sig til det.



ANNONCE:



 
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar